kan jeg få ham tilbage?

brevkassespørgsmål

kan jeg få ham tilbage?

brevkassespørgsmål af
Sarah
18 år
Oprettet 1 måned 3 uger siden

Hej brevkasse/person som kommer til at svarer på det her :))

Jeg er en pige som lige er fyldt 18 år. Jeg har kærestesorger... Min kæreste slog op med mig for ca. en uge siden. Vi har været sammen i 3 år så jeg er rigtig trist… Det skete fra den ene dag til den anden dag…

Jeg har snakket med en lære på min uddannelse, som siger at vi godt kan finde sammen, men der skal gå noget tid.

På samme tidspunkt har jeg snakket med mine forældre (vi er meget tætte), hvor de har sagt at vi ikke finder sammen... 

 

Historien er sådan - 

Min kæreste vil ikke være hjemme hos mig fordi han ikke snakker særlig meget... Mine forældre har sagt til ham, at han skal tiltage mere i familien … Og han føler ikke at han er velkommen hjemme hos mig. Det er faktisk grunden til, at han slog op... Han sagde at han ikke vil lave det om…

Det der er, at vi har snakket og han vil gerne være venner men ikke tætte venner?? Jeg er så forvirret over om vi kan finde sammen?? 

Vi kan ses nogle gange og vi har aftalt at vi åbenbart godt kan have sex sammen... Men på samme tid vil han bare heller ikke ses så tit øøøh hvad betyder det?? At han ikke kan glemme mig eller at han bare udnytter mig?? Jeg kender ham rigtig godt, og jeg tænker at han ikke kunne finde på sådan noget.

Min nu ex, han er ret glad for at være alene og han siger at han ikke har brug for andre, han er også en stille person, men når vi er sammen så snakker han som et vandfald… Men tre år… det er bare meget lang tid.

Jeg ved godt, at vi lige er slået op og alt det der, men det gør bare rigtig ondt… Hvad skal jeg gøre?? Jeg vil gerne have ham tilbage… Jeg har læst om der er muglighed for at vi kommer sammen igen og jeg kan se at der er nogle ting som passer.

 

Hvad skal jeg gøre?

Hilsen 

Pigen som savner sin ex 

 

Svar: 

Kære Sarah,

Jeg er ked af at høre, at du har kærestesorger. Jeg tror, at de fleste (hvis ikke alle) har prøvet det, og det kan bare gøre så ondt at få sit hjerte knust. Ud fra det du skriver, kan jeg godt forstå, at du nu tænker over, om I mon kan finde sammen igen, og jeg forstår også godt, at det er forvirrende at din ekskæreste har sagt, at han gerne vil være venner og have sex, men ikke vil være kærester længere.. Det kan let blive noget rod, især når den ene stadig har følelser og ønsker mere end bare et venskab, hvor man har sex engang imellem.

Det er rigtig godt, at du har snakket med både dine forældre og din lærer. Ofte når man er meget ked af det over noget, så hjælper det at søge trøst og råd hos andre. Jeg tænker, at det er svært for andre at give et helt klart og rigtigt svar på om I kan finde sammen igen, fordi det er noget som er mellem dig og din ekskæreste. Der kan selvfølgelig være nogle tegn, men det er kun dig og din eks som har været en del af samtalen, da han valgte at slå op, og derfor kan det være svært for andre udefra at skulle give deres vurdering. Derfor kan jeg desværre heller ikke sige dig, om der kan være en mulighed for at I finder sammen igen. Men jeg tænker, at der er nogle ting du kan gøre for at finde ud af det. 

Først og fremmest tænker jeg, at du kan give ham noget tid. Vente lidt på at både dine og hans følelser falder lidt på plads, så I kan tale sammen fra et mere afklaret ståsted. Som du skriver, så var det lige pludseligt og fra den ene dag til den anden - det er ikke sikkert, at han har tænkt det så meget igennem, og måske var det en hurtig reaktion, fordi han følte sig presset sammen med din familie, og det hele var blevet for meget. Det kan en pause måske hjælpe på. 

Noget andet du kan gøre er at tage en ny snak med ham allerede nu. Gør det klart, hvad det er du ønsker. Om du kan være med på, at I bare er venner og har sex, eller om det vil gøre for ondt og blive ved med at knuse dit hjerte. Hvis du kan mærke, at du ikke har det godt med den beslutning I allerede er nået frem til, så er det rigtig vigtigt at du får det sagt til ham. Jeg forstår godt, hvis du har lyst til at have ham i dit liv og tæt på på hvilken som helst måde du kan få det lige nu, fordi du er glad for ham og ikke vil miste ham. Men det skal også være på en måde, som DU kan være i, ellers ender det med at gøre endnu mere ondt på den lange bane. Det er rigtig svært og hårdt at skulle sige stop og lukke døren, men det er også uholdbart at trække pinen i langdrag, hvis han virkelig ikke vil være kærester. Jeg tænker heller ikke, at du er interesseret i at være sammen med ham, hvis han virkelig ikke ønsker det og dig.

Ud fra det du skriver med at han godt kan lide at være alene, og at han ikke vil ses så tit, så tænker jeg også, om I måske i jeres forhold ikke fik snakket helt om, hvad jeres forskellige behov var/er. Det kan være, at han føler, at du vil meget mere end ham, og at det har fået ham til at bakke lidt - fordi det bliver svært at leve op til? Måske kan du være med på, at I ses lidt mindre, hvis det betyder, at I kan være kærester igen? Så kan han måske bedre overskue det. Det kan du prøve at tænke over, og så kan du tage det med ind i en snak med ham, hvis du vælger at tage en ny snak med ham om, hvordan du egentlig har det, og hvad du gerne vil og håber.

Lige efter et break-up er man vildt ked af det, og alt kan virke så sort og ligegyldigt. Giv dig selv lov til at være ked af det, og vid at det tager tid at komme ovenpå igen. Nogle dage fylder det meget og andre dage måske ikke så meget, men du får det bedre med tiden. Det er (ligesom du allerede har gjort) en rigtig god idé at dele sine tanker og følelser med andre, så snak med dine venner/veninder og familie om det. Jeg er sikker på, at nogen af dem også har prøvet at få deres hjerte knust, og så er lidt ekstra omsorg og et kram altid rart, når man har det svært og er ked af det. Prøv at se om du kan gøre noget godt for dig selv, det kan få dine tanker lidt på andre veje. 

Jeg håber, at du kan bruge mit svar, og at du kan få dig en god snak med din ekskæreste om, hvad der er sket mellem jer, så du kan finde ud af, om der er en mulighed for at I finder sammen igen.

Kram fra Ulrikke

Ulrikkes billede
Ulrikke fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program