Køn

brevkassespørgsmål

Køn

brevkassespørgsmål af
Night
14 år
Oprettet 5 år 6 måneder siden

Hey there. 

Jeg er sgu forvirret. Jeg er født som pige men jeg tror måske jeg er trans (ftm) men jeg er ikke sikker. Jeg kan måske også være non-binær eller andet i den retning men jeg er virkelig ikke sikker. Altså online fortrækker jeg at færtes som dreng. Og min krop føles virkelig forkert. Altså den kvindekrop jeg er ved at få hader og foragter jeg. Når jeg tænker på at have et fladt bryst og have en drengekrop føler jeg mig bedere tilpas. Jeg går også klædt meget som en dreng og har kort hår. 

jeg har på en måde lavet min egen binder (den får dig til at se fladbrystet ud) og når jeg har haft den på og så en herreskjorte og så har sendt et billede til min bedste veninde (hun kender til alt det her) hat hun fortalt mig at jeg ser gladere ud i det end i pigetøj. 

Hun har også lovet mig at vi en dag skal tage sammen til en anden by hvor jeg så skal være klædt som dreng og hun så vil kalde mig det drengenavn vi har fundet til mig. 

Har i et godt sted jeg kan tage hen (en hjemmeside eller et faktisk sted her i Danmark) og få nået vejledning og hjælp? 

ved i måske hvad jeg kan gøre for at finde ud af det? Please hjælp 

Svar: 

Kære Night

Jeg kan godt forstå, at du er forvirret. Det kan godt være nogle ret svære tanker at finde hoved og hale i, når det kommer til seksualitet, kønsidentitet og så videre. Du skriver, at du online færdes som en dreng, og at du føler dig utilpas i din kvindekrop, og derfor f.eks. går med det her bind for at få et mere fladt bryst og lignende. For mig lyder det til, at der godt kunne være noget ved de her oplevelser og tanker, men jeg kan desværre ikke fortælle dig, om du er trans eller non-binær eller om der er noget andet, som passer bedre på din oplevelse. Det er noget, som du skal finde ud af med dig selv, men jeg vil rigtig gerne forsøge at hjælpe dig lidt på vej. 

Jeg tænker, at det er helt fantastisk at høre, at du har en bedste veninde, som kender til de her tanker, og som støtter og hjælper dig. Jeg tror nemlig, at det er vigtigt at få vendt tankerne med nogle, og at man måske kan teste det lidt før, som du gør ved at sende hende billeder, hvor du er klædt som mand. Det kan for nogle være et stort og meget svært skridt at tage, det her med at vise det f.eks. offentligt, så jeg tror, at de små skridt, du er begyndt at tage, er et rigtig godt udgangspunkt. 

I forlængelse af det så tænker jeg også, at det her med at forsøge at gå offentlig klædt som mand i en anden by, er et rigtig godt skridt, så du kan fornemme, om det føles godt og rart og som det rigtige for dig. Hvis du føler dig lige lidt for nervøs for at gøre det, så tænker jeg også, om det kan være en mulighed at ændre dit udseende, når du er hjemmet? Hvis dine forældre ikke ved det, så kan det måske være, når de ikke er hjemme, men min tanke er, at det måske kan være en hjælp at opleve, hvordan det føles, når du f.eks. lige kommer forbi spejlet og ser dig selv som en mand i stedet for en kvinde, og så se hvordan det føles. Hvis det føles godt, det her med at genkende sig selv og sit eget spejlbillede som mand, så kan det være, at det føles lidt nemmere at bevæge sig uden for hjemmet efterfølgende? Efter at have prøvet at gå klædt som mand i det offentlige et par gange, så kan det næste skridt på sigt, når du føler sig klar så måske være at dele det med lidt flere fra fin omgangskreds, f.eks. familie og venner, og se hvordan det føles. 

Du spørger også, om der er nogle gode steder, du kan tage hen og få noget hjælp og vejledning. Her er der bl.a. muligheder såsom LGBT Danmark og LGBT Ungdom, hvor man kan få en snak med nogen, som kender rigtig meget til den forvirring, som kan komme, når man er i tvivl om seksualitet og kønsidentitet. Derudover er der også Foreningen for Støtte til Transkønnede Børn, som man kan kontakte, hvilket også kunne være en mulighed, du måske kunne drage nytte af. 

Jeg håber, at du kan bruge mit svar, og jeg ønsker dig al mulig held og lykke og alt det bedste. 

Mange knus

Amanda

Amandas billede
Amanda fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program