Kæreste problemer

brevkassespørgsmål

Kæreste problemer

brevkassespørgsmål af
Anonym
17 år
Oprettet 3 år 8 måneder siden

Hej Cyberhus

Jeg har kæresteproblemer som mig og min kæreste har haft før på et tidspunkt. Vi keder os lidt når vi er sammen nogen gange. Han keder sig mere end mig - derfor tror jeg det er mig der er problemet. Derfor har vi ikke været sammen i over en uge nu. Det er bl.a. Fordi at han keder sig når vi er sammen men ogs fordi han hr travlt selvfølgelig. Fordi han keder sig er måske fordi han har andre forestillinger om hvordan et forhold skal være? Eller andre forventninger? Jeg aner det ikke, men det gør mig rigtig ked af det. Jeg ved at han holder fast i mig, og han siger også han ikke vil kunne se sig med andre end mig... men jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre ved situationen. Helt præcist er problemet, at vi keder os sammen med de ting vi laver. Det burde vi egentlig ikke. Vi laver næsten de samme ting hver gang vi er sammen, men det er egentlig ikke så meget det der er problemet, det er mere det med at vi ikke har det sjovt med de ting vi laver. Vi har mistet lidt gnisten, føler jeg. Vi giver ikke så let op på vores forhold, derfor må der være noget man kan gøre....? Men ved ikke om det også er fordi at vi kun er sammen med hinanden og ikke ser så mange andre pga corona... Kan det være det? - at vi skal se nogle andre mennesker også, for at vi ikke keder os når vi så er sammen? Jeg er I hvert fald ked af det over det, og fustreret. - og det er sikkert sket for mange andre parforhold. (Vi har været sammen i 1,5 år). 

mvh hilsen   ......

Svar: 

Hej med dig,

Hvor er det godt du skriver. Jeg tror nemlig der er mange, der kan genkende den situation du står i. Især lige nu, hvor vi alle er isolerede, og stort set ikke ser nogen mennesker.

Når jeg læser dit brev tror jeg nemlig du har helt ret i, at jeres kedsomhed godt kan skyldes corona, og at I ikke må se andre mennesker. Vi mennesker er sociale væsner, og har derfor behov for at pleje vores sociale relationer, og for at se andre mennesker. Nogle mennesker trives i kun at se ganske få mennesker, men de fleste af os har behov for at se flere forskellige, og behov for at indgå i forskellige kontekster. Når man hele tiden er der hjemme, og hele tiden ser det (eller de) samme menneske(r) er det næsten uundgåeligt, at man begynder at kede sig. Og at man "får nok" af ikke at have noget adspredelse i hverdagen. Som mennesker er vi slet ikke egnede til så meget ensformighed, som hverdagen (og coronaen) påkræver i øjeblikket. Derfor er det helt naturligt, at du reagerer.

Ud fra dit brev kan jeg ikke læse, om du og din kæreste allerede har talt om, at I keder jer, når I er sammen. Hvis ikke, vil jeg foreslå at I gør det. For det at I keder jer sammen er et fælles problem, som I skal løse i fællesskab. Lige nu kan problemet måske forklares med corona, men eftersom du siger, at det er sket før tænker jeg, at det måske ikke kun er pga. corona. Måske trænger I til at prøve nogle nye aktiviteter af, og prøve at lave nogle andre ting sammen, end dem I plejer. Det kan også være, at I trænger til en lille pause fra hinanden, så I får lov at mærke, at I savner hinanden (hvis I altså gør). Altså ikke en pause fra forholdet, men blot en pause fra at se hinanden. Du skriver, at I ikke har set hinanden den seneste uges tid, og det tænker jeg er et rigtig godt sted at starte. Jeg ved ikke om I har talt eller skrevet sammen mens I har været adskilt, men I kan overveje, om I også vil tage en pause fra det, bare for en stund.

En mulig årsag til at I keder jer kan selvfølgelig også være, at I er vokset fra hinanden, og det ikke længere skal være jer to. Jeg ved, at det ikke er en rar tanke, og jeg ved, at det kan føles virkelig skræmmende at forholde sig til. Men det er vigtigt, at I er opmærksomme på, at det godt kan være der, I er på vej hen.

For mig at se er det vigtigste I kan og skal gøre at tale sammen. I er nødt til at være åbne og ærlige om hvordan I har det, og nødt til at tage en eller flere snakke om, at forholdet ikke fungerer som det er nu. Så kan I i fællesskab vurdere, om det er noget I gerne vil arbejde på, og i givet fald hvordan, eller det er bedre I går hver til sit. Alle de spørgsmål du stiller i dit brev er et rigtig godt udgangspunkt for en snak imellem jer, og det vil være fint at begynde med dem. Det bliver formentlig ikke nogen nem snak, men ikke desto mindre er det en nødvendig snak. For det er den eneste måde I kan finde ud af, hvordan I løser det og hvad jeres forhold skal.

Held og lykke!

Mange hilsner,

Siv

Sivs billede
Siv fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program