Jeg tror mine kæreste lyver

brevkassespørgsmål

Jeg tror mine kæreste lyver

brevkassespørgsmål af
Anonym
21 år
Oprettet 1 år 4 måneder siden

Hej Jeg har en mistanke om at min kæreste lyver overfor mig. Min kæreste og jeg har kendt hinanden i et stykke tid, men kom først sammen for lidt over et halvt år siden. Min kæreste har røget en del hash, hvilket jeg ikke vidste i starten og jeg sagde til ham da jeg fandt ud af det at jeg ikke har det komfortabelt med det. Jeg har taget ham i det 3 gange nu og sagde til ham sidste gang at, hvis han vil blive ved med at ryge at så kan jeg ikke fortsætte i vores forhold. Derudover foreslog jeg at han skulle smide sit udstyr ud, men han blev sur og sagde nej , fordi det er "minder" og spild af penge. Jeg synes ellers jeg (også) gjorde det klart de 2 andre gange at jeg ikke vil være sammen med ham, hvis han ryger, men jeg valgte at skære det helt ud i pap for ham den sidste gang. Jeg ved godt han har røget ind i mellem de 2 andre gange(det har jeg fundet ud af efterfølgende), men jeg har en nul tolerance når det kommer til hash. Han har sagt at han er færdig med det osv, men alligvel synes jeg vi diskutere det alt for ofte. Han var for nyligt sammen med en ven og jeg er næsten 100 % sikker på at han har røget, jeg var hjemme ved ham og inden hans ven kom på besøg kiggede jeg lige hurtigt, hvor hans "ryge" udstyr stod osv. Et par dage efter hans "boys weekend" var jeg hjemme ved ham og tingene stod ikke samme sted. Jeg spurgte ham direkte om han havde røget (uden at fortælle at jeg havde kigget, hvor hans ting stod), men han svarede hverken ja eller nej, men begyndte at sige at han godt kan lave andre ting sammen med sine venner uden at ryge. Udover det synes jeg han har opført sig underligt, han er begyndt at sige mange søde ting til mig (det plejer han ikke rigtigt at gøre) og siger at han har lyst til at købe ting til mig som jeg har ønsket mig. Jeg føler jeg er ved at gå fra forstanden, men føler alligevel ikke jeg har nok beviser til at gå fra ham. Jeg vil gerne stole på ham, men jeg sagde til ham (og mig selv) at jeg ikke vil være i et forhold, hvor hash er involveret. Jeg føler ikke jeg bliver respekteret og jeg har de andre gange prøvet at snakke med ham om hvorfor han bruger hash, om der er noget i hans liv han har brug for vi snakker om, men han bliver ved med at sige at det er normalt at ryge her og der og at der er kedeligt at leve et sobert liv. Han har mange gange løjet om alverdens ting her og der og jeg føler snart ikke jeg kan stole på, hvad han siger. Jeg er træt af at skulle forklare, hvor mine grænser går og jeg kan mærke at det fylder meget. Hver gang han er sammen med sine venner kan jeg mærke, hvordan jeg bliver fysisk dårlig fordi jeg har en stærk fornemelse at han ryge. Han har selv sagt at han aldrig ryger alene kun sammen med andre, og jeg ved at hans venner også ryger. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre længere, jeg ved godt at det ikke er sundt at have det sådan i et forhold, men jeg er træt og udkørt og kan snart ikke mere, jeg elsker ham jo, men føler snart at løbet er kørt.

Svar: 

Hej Anonym 

Det virker som om, at du har klare grænser for, og at du også har kommunikeret dem til din kæreste. Det er positivt, at du har været ærlig om dine forventninger og at du har talt med ham om det.

Det sårbare ved at have en meget skarp, og klart defineret grænse, er at det ikke efterlader så meget rum til at finde et kompromis. Det skriver jeg ikke fordi du gør noget forkert eller fordi man altid skal finde et kompromis. Jeg skriver det alene fordu det kan være en forklaring på at din kæreste føler dig nødsaget til at holde noget skjult for dig. 

Hvis han ikke er klar til at opgive hashen, og han heller ikke ønsker at afbryde forholdet, så kan det måske være et forsøg at finde et eller andet sted midt imellem, hvor han forsøger at holde sit forbrug skjult for dig. Jeg tænker ikke det er en særlig god løsning, og samtidig forstår jeg godt hvorfor han kan føle at det er en mulig løsning.

Det er vigtigt at huske på, at du kun kan ændre dine egne handlinger og ikke din partners. Hvis din kæreste ikke er villig til at ændre sin adfærd eller møde dine behov og grænser, så kan du overveje, om det er et sundt og bæredygtigt forhold for dig. Du har ret til at være i et forhold, hvor du føler dig respekteret og hvor dine grænser bliver anerkendt.

Og det samme har din kæreste. Jeg kan godt forstå at du føler det respektløst, når din kæreste ikke lytter. Samtidig kan din kæreste måske også tænke at du heller ikke lytter til ham, når han ønsker at fastholde hashen, i en eller anden udstrækning, og du siger at det slet ikke er en mulighed. 

Derfor vil jeg heller ikke komme med råd til hvordan du kan få din kæreste til at ændre adfærd. Jeg tænker han allerede har gjort det helt tydeligt, at det ønsker han ikke. Derfor tænker jeg du for meget mere ud af, at finde ud af hvordan du vil reagere på at jeres forhold er som det er. Det virker til at hashen er en del af det pakke, der følger med ham. 

Så er spørgsmålet om I kan finde et kompromis, eller om det her bare er noget du ikke kan se dig selv være en del af. Igen, vil jeg understrege at der overhovedet ikke er noget galt med at have en helt klar og urokkelig grænse. Hvis du har det sådan, skal du helt klart holde fast i det, og handle derefter. 

Husk, at det er vigtigt at prioritere dit eget velbefindende og tage vare på dig selv. Hvis du føler, at løbet er kørt og du ikke længere er glad i forholdet, er det muligvis tid til at overveje dine muligheder og træffe beslutninger, der er bedst for dig på lang sigt. 

Jeg tænker sagtens der kan være stærke følelser og kærlighed, samtidig med at der kan være så stor grundlæggende uenighed om værdier, at man ikke kan lykkes i et forhold, og måske skal det bare ikke være jer to, hvis jeres værdier ikke kan forenes? 

Mange hilsner Pedro 

Pedros billede
Pedro fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program