Jeg pjækker alt for meget

brevkassespørgsmål

Jeg pjækker alt for meget

brevkassespørgsmål af
M
18 år
Oprettet 2 år 1 uge siden

Hej Jeg er en pige på 18 år og går lige nu på en produktionsskole og har gjort det i ca 3-4 måneder, da jeg droppede ud af gymnasiet for 2 år siden, efter at have gået der i ca 6 måneder. Mit problem er at jeg hele tiden pjækker og har rigtig svært ved at komme ud af sengen om morgenen. Jeg har migræne og spændningshovedpine, som jeg har arvet af min far, men jeg har det slet ikke så ofte som jeg siger at jeg har. Jeg bruger hele tiden min hovedpine som min undskyldning for at pjække. Jeg startede med at pjække i 6-7 klasse, og det er bare blevet værre siden da. Lige nu er det så slemt, at jeg ikke tror jeg vil kunne starte på en uddannelse, når jeg om et år ikke kan gå på produktionsskolen mere. Jeg lider af angst og er for nylig startet til psykolog med det (bare for at udelukke den mulighed, er jeg ikke angst for at gå uden for huset, tage bussen eller tage i skole, så jeg tror ikke at det er derfor jeg pjækker). Jeg har endnu ikke snakket med min psykolog om, at jeg har svært ved at tage i skole, men vil prøve at gøre det en af de næste gange jeg har samtale. Jeg kan godt finde på at gå lidt sent i seng (mellem kl 11-01), hvilket nok har at gøre med, at jeg ikke vil “spole frem” til næste dag. Dette gør det helt sikkert ikke nemmere for mig når jeg så vågner, da jeg også er verdens dårligste morgenmenneske. Når jeg så vågner om morgenen, tager det mig kun meget få minutter om, at finde ud af om jeg orker at tage i skole. Hvis ikke jeg gør, så bliver jeg bare liggende i sengen og fortæller min mor at jeg har hovedpine. Jeg føler næsten altid at hun godt kan fornemme at jeg pjækker og jeg har utroligt meget skyldfølelse over at lyve så meget til hende. Hvis jeg så bliver hjemme, tager det mig også meget lang tid at komme ud af sengen. Jeg vil enten ligge med nu telefon på sociale medier, prøve at sove videre eller stirre op i loftet. Det kan næsten føles som om, at jeg er bundet til sengen. I værste tilfælde tager det mig frem til kl 12-13 om at komme op af sengen (jeg plejer at sætte mit vækkeur til kl 6:45, når jeg skal i skole). Jeg er til den grad kommet ind i en ond cirkel, hvor jeg i de værste perioder (som jeg har lige nu) pjækker 1-3 gange om ugen. Det er noget jeg har utroligt meget skyldfølelse for og jeg hader hele tiden at skulle lyve, men jeg kan ikke stoppe. Jeg har tit tænkt på om jeg har en depression, men jeg føler mig ikke deprimeret? Jeg føler ikke at jeg går og er nedtrykt hele tiden. Jeg har ikke det højeste selvværd, men det er ikke sådan at jeg går og føler at jeg ikke er noget værd og at jeg ikke burde leve. Det er næsten mere som om, at jeg ikke føler så meget. Jeg føler mig lidt tom og lam? Nogle gange kan alt også føles lidt som en tåge. Jeg kan godt have på vane at trøstespise, hvis jeg føler mig lidt nede, hvilket heller ikke hjælper, da jeg så også får skyldfølelse over det. Jeg er ikke typen der fester, da bare tanken om at være i nærheden af alkohol gør mig utilpas (jeg ved ikke hvor dette kommer fra, men jeg har aldrig drukket og prøver så vidt muligt at undgå situationer hvor folk drikker). Jeg har én ven som jeg har haft siden børnehaven og vi ses som regl et par gange om måneden (selvom vi ikke bor mere end 15 min fra hinanden) og tager i biografen eller sådan noget. Udover det skriver vi sammen. Resten af mine venner fra folkeskolen mistede jeg langsomt kontakt med. Jeg nåede ikke at få nogle tætte venner i gymnasiet og på produktionsskolen har jeg nogle jeg snakker med deroppe, men vi er ikke sammen uden for skoletiden. Jeg har i det hele taget svært ved at få nye venner og svært ved arbejde åbne op til nye mennesker. Jeg føler mig ofte som om jeg er bagud, da min veninde og den klasse jeg gik i, i gymnasiet, bliver studerende i det her skoleår, og jeg slet ikke er startet på noget endnu. Det er snart 3 år siden jeg droppede ud af gymnasiet. Jeg kan godt være lidt pinlig over ikke at være starten på nogen uddannelse endnu, når familie/venner ofte spørger. Jeg har ofte ingen motivation til at gøre noget, ikke engang de ting jeg godt kan lide, som fx at tegne. Det er måske også derfor at jeg pjækker. Jeg har ingen motivation til at stå ud af sengen om morgenen. Jeg tror egentlig bare, at jeg gerne ville høre, om du/I har nogle råd til, hvad jeg kan gøre i min situation. Jeg vil jo gerne kunne fungere som et normalt menneske, og stå op af sengen hver dag. Jeg har ikke lyst til at snakke med min mor om det (eller min far for den sags skyld), da jeg ikke vi skuffe hende og jeg er også nervøs for, at jeg ikke ville kunne forklare hende det ordenligt og at hun derfor ikke vil tro på mig. Jeg ser frem til et svar, Hilsen M

Svar: 

Kære M!

Mange tak for dit brev. Du skriver rigtig godt, jeg kan ligesom se det for mig, når du vågner og overvejer, om du skal pjække. Og dernæst din rumsteren i sengen, når du har valgt at pjække. Puha kan virkeligt godt forstå, det er en ond circel for dig. Du vil gerne bryde ud af denne onde circel og det er derfor du skriver. Du rækker ud og det er første skridt.

Jeg er glad for at høre, at du synes livet er værd at leve. Du har angst og en arvelig migræne. Du beskriver dig selv, som en der har svært ved at åbne op for nye mennesker og ikke bryder dig om alkohol. Jeg læser dig som en pige, der er mere stille (også kaldet introvert), hun står ved det hun kan lide. Du er god til at danne billeder af dine følelser. Du skriver;" Jeg føler mig lidt tom og lam. Nogle gange kan alt også føles lidt som en tåge". Det er stærke billeder, som får mine tanker hen på, at du mangler mening i dit liv. Du skriver du mangler motivation, det kæder jeg sammen med mening og det at føle sig hjemme. Hvordan skal det forstås helt konkret? Jeg forestiller mig, at du har brug for et tilhørssted også kaldet et fællesskab. Det kan være familien, venner, en fritidsintersse eller et socialt netværk. Et fællesskab hvor man gør noget sammen, alt fra en spejder-, idræt-, tegne/male gruppe m.m. Et fællesskabet du oplever vil dig, er afhængig af dig vil fremme følelsen af mening. Når der er mening, er der ikke lang vej til motivation og til følelsen af at være hjemme.

Derfor kan det være, at du bøvler med angst, migræne og pjækkeri fordi du mangler mening i dit liv og følelsen af at høre hjemme. Måske jeg har ret, det er jo et gæt. Det er i hvert fald en god idé at tale med din psykolog om de tanker du har beskrevet i dit brev. 

Jeg opsumerer. Mit råd til dig er todelt. For det ene handler om du har brug for struktur i dit liv lige nu. Mit foreslag er, at du taler med din psykolog og en studievejleder på din skole. Målet er at du skal gennemføre produktionsskolen. Du skal have noget at stå op til. Er der noget på skolen du kunne være med i, der giver mening for dig. Jeg tror, det er vigtigt, du fortæller, at det er svært for dig, at du pjækker. Du skal have din skyld af vejen, det er okay, det er svært og det skal du have hjælp til.

Det andet råd handler om at styrke dine relationer og finde et fællesskab. Du beskriver, at du har en ven, en fra fra børnehaven. Jeg er i tvivl, hvor meget I fortæller til hinanden, for måske kan Jeres venskab bruges på nye måder. I har kendt hinanden længe, så hvis du har mod på det, brug hende, fortæl hende om, hvordan du har. Og det samme kan du gøre med fx et familiemedlem du føler en god tillid til. Måske det kan hjælpe at tænke det som, at vi alle her på jorden er afhængig af hinanden, for uden hinanden kan vi intet. Derfor tror jeg, at når du rækker ud findes der en favn, der gerne vil tage imod dig.

Jeg kan godt forstå du ikke vil blande dine forældre ind i det lige nu. Du skriver; "Jeg har ikke lyst til at snakke med min mor om det (eller min far for den sags skyld), da jeg ikke vi skuffe hende og jeg er også nervøs for, at jeg ikke ville kunne forklare hende det ordenligt og at hun derfor ikke vil tro på mig". Derfor brug andre voksne, du kan fornemme tror på dig. Måske kommer der en tid, hvor du kan forklare dig og dine forældre vil tro på dig.

Til allersidst vil jeg minde dig om, at du skriver meget billedligt. Det er en stor gave. Du er på vej, for du rækker ud. Nogen kører hurtigt derud af med uddannelse m.m og andre har mange stop undervejs. 

Jeg ønsker dig god vind på din vej.

Hilsen Anne-Sophie

 

 

 

Anne-Sophies billede
Anne-Sophie har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program