Kæreste dig, 

Tak, fordi du skriver. Jeg kan tydeligt mærke, at det her er rigtig svært for dig, og at du virkelig gerne vil, at det ændrer sig. Det er faktisk et rigtig godt udgangspunkt, for det ændrer sig først, når du bevidst beslutter dig for at ændre det. Jeg får en masse tanker, når jeg læser dit brev, som jeg lige vil prøve at dele lidt med dig. 

Ud fra det, du fortæller, kan jeg starte med at fortælle dig, at du helt sikkert ikke er den eneste, der har det sådan her. Især når man er ung og ligesom skal finde sig selv og sin plads, kan man have et meget skrøbeligt selvværd. Det kan hurtigt blive en ond cirkel, der er svær at ryste af sig, hvor de negative tanker fodrer hinanden, og man nærmest ikke er i stand til at tænke positivt om sig selv længere. Især tanker om, hvad andre mon tænker kan fylde meget og gøre, at man pakker sig helt ind i sig selv i frygten for at blive bedømt negativt af andre. Her opstår også en rigtig ond spiral, hvor det at du isolerer dig fra andre socialt faktisk kun gør dine negative tanker om dig selv (og om hvad andre tænker om dig) værre. Den er svær at bryde ud af, fordi risikoen føles meget stor. Man får en masse "hvad nu hvis" tanker om, hvad andre kan tænke om én. Her tror jeg, det er vigtigt at øve sig på at besvare de tanker med et "ja, hvad så egentlig?"-spørgsmål. Altså, så når du får tanker om, hvad nu hvis de tænker jeg er dum og ulækker, så prøv at spørg dig selv - ja, hvad så? Hvad så egentlig? Er det ikke ligemeget, hvis de tænker det? Selvfølgelig betyder andres tanker om os en del - men man kan ikke undgå, at nogle man møder ikke kan lide én. Derfor må man øve sig i at tænke over betydningen af andres tanker. Det er ikke rart, hvis nogen du holder af tænker negativt om dig, men er det en fremmed, hvad så egentlig? 

Noget andet man kan øve sig på med de her negative tanker, er at sige dem imod. Det kan man gøre ved at prøve at finde beviser for og imod tankerne og bedømme beviserne. Så når du får en tanke om, at de andre tænker, du er dum, så spørg dig selv, hvad beviserne er. Har de sagt det til dig? Eller handler det mere om din fortolkning af deres ansigtsudtryk? Ofte, når vi er lidt usikre på os selv, kommer vi til at tolke andres udtryk som noget personligt mod os, hvor det oftest faktisk handler om noget helt andet. Det er lidt ligesom, når man selv er meget bevidst om sin bums i panden og hele tiden føler, andre stirrer på den, men oftest lægger andre slet ikke mærke til det. Og hvis de gør, så er det alligevel ikke noget de tænker over. Jeg tror, det er vigtigt, at du øver dig på at modsige dine negative tanker, og minde dig selv om, at de negative tanker er dine egne og faktisk ikke andres. Det kan være godt at prøve at vende usikkerhederne udad, så man ikke tager alt personligt. Så når én i skolen kigger mærkeligt på dig, så tænk at det er fordi han lige kom i tanker om noget han skal huske, fremfor at det er på grund af dig. Det er nemlig højst sandsynligt sådan, det hænger sammen. 

Det er svært det her. Det tager tid. Ligesom alle andre vaner, man vil ændrer, tager det også tid at ændre vanen med at tænke meget negativt om sig selv. Det kræver meget øvelse og nogle dage er sværere end andre - og det er okay. Du er nået langt allerede, for du er bevidst om, at du vil ændre det her. Du er bevidst om, at det er noget du selv må gøre noget for at ændre. Det er stærkt. Og lige præcis derfor er jeg også uenig med dig, når du skriver, du ingen selvindsigt har. Det kræver selvindsigt at være i stand til at se sin egen rolle i sine problemer. Samtidig så er både selvindsigt og dårligt selvværd netop noget, en psykolog kan hjælpe dig en helt masse med. For ligesom jeg har snakket om her i brevet, så handler dårligt selvværd mest af alt om de negative tanker, vi har om os selv. Negative tanker fører til negative følelser, så når du tænker negative ting om dig selv, så bliver du også ked af det og opgivende. Ofte bliver de negative tanker sat igang af nogle bestemte situationer, for eksempel sociale som du beskriver. Her kan man også arbejde med, hvordan man håndterer svære situationer (som at være i forsamlinger) uden at få negative tanker og dermed negative følelser. Giver det mening? En psykolog er netop ekspert i at hjælpe os alt dette. En psykolog vil både hjælpe dig med at håndtere situationer og give dig redskaber til at håndtere og ændre din måde at tænke på. Så jeg kan KUN anbefale dig at opsøge en psykolog, det tror jeg bestemt vil hjælpe dig.

Til sidst vil jeg gerne lige kommentere på den øvelse, du beskrev, at I lavede på uddannelsen. Det knuger lidt i mig at forestille mig, hvordan du har følt da du stod der, og jeg kan godt forstå, du gik grædende derfra. Jeg tænker lidt på, om den øvelse egentlig ikke ville være rigtig god for dig at lave bare for dig selv derhjemme? Lidt ligesom den øvelse, du selv nævner med at sige 3 gode ting om sig selv (som også er god). Måske du kan have en lille dagbog hvor du for en periode forsøger hver dag at skrive ét ord ned om, hvad du godt kan lide ved dig selv og hvad andre kan lide ved dig (her tæller din kæreste altså også). Jeg tænker også, at det kunne være godt for dig at arbejde på at mærke dig selv og reflektere over, hvordan du ser dig selv. Måske du i dagbogen også kan øve dig i at skrive, bare et ord ad gangen hvis det er, om hvordan du ser dig selv. 

Alle de øvelser, jeg her har nævnt, tager tid at blive fortrolig med. Det kan i starten føles falskt og underligt, men du skal blive ved. Lige pludselig bliver det nemmere, og jo mere du gentager de positive ting for dig selv, jo mere naturligt bliver det for dine tanker at være positive. Men det kræver øvelse og bevidsthed. Det er helt okay, at det i starten er svært, og at nogle dage er sværere end andre. Tag små skridt først, også i sociale sammenhænge. De fleste mennesker har oplevet eller oplever at have det som du, så husk på at de fleste omkring dig også er usikre på dem selv. Måske det endda er noget, du kan snakke med nogle af dem om? Jeg har mest her fokuseret på, hvordan du kan øve dig i at ændre dine tanker, men en anden metode kan også være at prøve at øve sig i situationerne. Altså for eksempel øve sig i at snakke med de andre i skolen, selvom man er nervøs, eller at sige noget i gruppearbejde. Det er svært de første mange gange, men pludselig bliver det lettere. 

Jeg håber virkelig, mit svar giver mening for dig. Du må altid skrive igen eller komme forbi chatten, og så håber jeg virkelig også, at du vil opsøge en psykolog - det kan helt sikkert hjælpe dig. 

Kærlig hilsen

Sophie