Jeg er i tvivl

brevkassespørgsmål

Jeg er i tvivl

brevkassespørgsmål af
Anonym
22 år
Oprettet 3 måneder 3 uger siden

Hej. 
Jeg plejer normalt aldrig, at skrive ind til en brevkasse, men jeg har brug for at få tømt mine tanker, so here it goes.

Sagen er den, at jeg for lidt over et år siden mødte denne kvinde der er 9 år ældre end mig og er lesbisk. Jeg mødte hende i byen igennem en fælles ven og vi klingede super godt sammen. Vi begyndte, at ses og snakke hver dag og så fandt jeg ud af, at jeg virkelig synes om hende og spurgte mig selv om jeg egentlig kunne være til begge køn, uden dog at have været sammen med en kvinde før. I dag har vi været sammen i snart 8 måneder og jeg elsker hende af hele mit hjerte, men er det nok? Hun er den første kvinde jeg har været sammen med. Jeg har altid kun været tiltrukket af mænd og jeg kan stadig godt tænke over mine gamle forhold eller de fyre jeg har haft ses med, som jeg har haft det rigtig godt med. Min kæreste og jeg skal til, at flytte i en ny lejlighed sammen. Vi flyttede første gang da vi havde været sammen i lidt over en måned og jeg tænker tit på om jeg skulle have tænkt lidt mere over mit valg, både det med at kunne lide en kvinde og alt andet det indeholder. Vi er rigtig gode til, at skændes eller diskutere, hvis intet lige går den rigtige vej for os begge og nogle gange bliver det bare for meget for mig, nogle dage er mere voldsomme end andre, ikke fordi der er vold inbldandet, men at man godt kan give hinanden et lille skub eller sige en sætning for meget. Jeg har været tæt på, at gå op til flere gange, fordi jeg bare ikke kan holde det ud, men jeg kan ikke gå. Vi har snakket om børn og en fremtid sammen, men er det overhoved det jeg vil? Vil jeg være sammen med en kvinde resten af mit liv? Det er det jeg ikke kan finde svar på og jeg ved jo det kun er mig selv der kan svare på det. Jeg elsker hende og selvom hun og jeg har et stort temperament, så har hun behandlet mig meget bedre end en fyr nogensinde har gjort. Jeg vil ikke såres og jeg vil bestemt hellere ikke såre hende. Jeg er helt vild med hendes familie og alle de gode stunder jeg har haft og fortsat vil have med både dem og hende, men jeg ved ikke om det er det jeg vil og om jeg overhoved kan klare det i længden. Hun er muslim og det er der intet problem i - hun snakker flydende dansk og hendes familie er super søde, men grundet det, at hun er lesbisk og har haft et par andre forhold udover mig, har det ikke været let for dem, på grund af at de er i en anden tro end jeg er(jeg er kristen). De er helt vilde med mig og de har aldrig før set min kæreste så lykkelig, som før hun mødte mig. 
Jeg er fraværende og har ikke lyst til, at have sex med hende, fordi mine tanker går på alt dette. Det er ikke meningen, at jeg vil ignorere hende, men det sker, fordi jeg ikke ved om jeg har lyst. Jeg elsker hende og hun har hjulpet mig igennem de hårdeste dage og det takker jeg hende for, men jeg ved ikke om jeg kan se en fremtid med hende, som jeg kan se med en mand. Jeg føler mig ikke tiltrukket af andre kvinder og derfor ved jeg ikke om jeg har taget fejl i det, at være bi-seksuel - fordi jeg nok er mere tiltrukket til mænd, end jeg er til min egen kæreste. Det er ikke fordi jeg ikke er tiltrukket af hende, men jeg tænker nok mere på mænd, end jeg burde og derfor føler jeg en skam. Jeg føler mig ikke okay i alt dette. Jeg føler jeg lyver hende direkte op i ansigtet og jeg har ingen ide om hvad jeg skal stille op. 
Så det jeg egentlig har brug for er, at vide hvad jeg skal gøre og om du/I har nogle råd, fordi jeg ved ikke hvor længe endnu jeg kan gå rundt og have det sådan her. 

Svar: 

Kære du. 

Det kan være rigtig godt at få tømt sine tanker og skrive det hele ned, når man har så store spørgsmål, der fylder. Jeg håber, det har givet dig lidt luft at få skrevet det hele ned. Som du selv skriver, så er det dig selv, der har svaret på, om det er hende, du skal være sammen med resten af livet, men jeg vil gerne dele de tanker jeg har gjort mig efter at have læst dit brev. 

Til at starte med vil jeg gerne sige, at det er helt naturligt at komme i tvivl om ens forhold, selvom man elsker personen. Særligt når der sker nogle ændringer i ens forhold, som fx flytning, så er det naturligt at tænke over, om det er det, man skal eller om det er nu man skal stoppe. Nogle gange vokser man bare fra hinanden, eller man finder ud af, at man ikke er det rigtige match alligevel. Der er lidt mere på spil for dig ift at være i tvivl, da det også handler om, hvorvidt du er biseksuel eller ej. Når jeg læser dit brev, så er jeg slet ikke i tvivl om, at du elsker din kæreste og ikke vil såre hende. Og derfor må det være svært for dig at holde det her skjult for hende. Men det er nogle store spørgsmål, der fylder for dig, og ikke en beslutning man lige tager fra den ene dag til den anden. 

Selvom det kan være rart for en selv at vide, om man er biseksuel, heteroseksuel eller andet, så kan det også være lidt begrænsende at have sat sig selv i den boks. For nogen er det nemmere at tænke, at man forelsker sig i et menneske, og så er kønnet ligegyldigt. Og jeg tænker lidt, om det er det, der er sket for dig og din kæreste. Du er blevet forelsket i hende. Ikke fordi hun er en kvinde, men fordi hun er hende. Så det kan sagtens være, at hun vil være den eneste kvinde, som du bliver forelsket i, og resten mænd, fordi du er mere tiltrukket af det mandlige og mænd, og ikke nødvendigvis hende, fordi det ikke var hendes ydre, du blev tiltrukket af, men hende som person.

Jeg lægger mærke til, at når du beskriver det gode ved jeres forhold, så er det, at hun har behandlet dig bedre end nogen mand, og at du er glad for hendes familie og de stunder I har og har haft. Det lyder også lidt til, at du ikke har lyst til at skuffe dem pga. de ting de siger om din kæreste og jeres forhold? Men det er ikke nødvendigvis de bedste grunde til at blive sammen med en. Det er godt, at hun har behandlet dig bedre end dine tidligere kærester, men det betyder ikke, at det er godt nok. For det lyder faktisk til, at du ikke har det godt med den måde, I kommunikerer på, når I skændes. Det lyder til dine grænser bliver overskredet, og at det bliver mere voldsomt end du gerne vil have det, selvom det ikke er decideret fysisk. Men det er svært for dig at sige fra. Man kan sagtens have et godt forhold, men samtidig have nogle voldsomme sammenstød, men det er vigtigt, at de sammenstød ikke bliver ved med at komme, fordi man er fundamentalt uenige eller har det på forskellige måder. Nogle har bare et stort temperament og kan hidse sig op om de små ting, men generelt er skænderier ikke det bedste for et forhold, fordi det tager så meget energi, og man komme til at såre hinanden i de ting, man siger, når man er i det røde felt. Kunne jeres sammenstød handle om det noget større siden det ofte sker? 

Du skriver, at du har været tæt på at gå flere gange, fordi du ikke kan holde det ud, og du ved ikke om du kan klare det i længden. Så ud fra det du skriver lyder det til, at du allerede er på vej ud af forholdet, men ikke har taget den endelige beslutning. Jeg tror ikke, at man nødvendigvis er sikker på sin beslutning, før man har besluttet sig for at tage den. Og så må man finde ud af efterfølgende, om det var det rigtige at gøre. Men.. Inden du beslutter dig, så vil jeg anbefale dig at prøve at lave nogle refleksionsøvelser. 

Det ene er at du skal prøve at forestille dig dit liv om 10-20 år. Prøv virkelig at mærke efter, hvad du ønsker for et liv. Tit når vi tænker på sådan nogle ting, kommer der nogle burde-tanker indover og normer, man tænker, at man skal leve op til. Men prøv at glem det for en stund og bare mærk efter. Det kan være alt fra at du drømmer om at have et liv, hvor du har god forbindelse til naturen, hvor du har et arbejde du er glad for, hvor du sidder og ser familieprogrammer med børn om lørdagen osv. Tillad dig selv at tænke alt. Når du har tænkt over det, så prøv at evt at skrive det, så du bedre har et overblik over alle de tanker du har gjort dig, så du nemmere kan se, om det passer med det liv, du har nu, eller om du skal noget andet. Det er ikke nødvendigvis en nem øvelse, men hvis du tillader dig selv at mærke efter helt indeni og kun fokusere på dine behov, så tror jeg, at du har svaret på, hvad du skal gøre med dit forhold. 

Du kan også prøve at forestille dig to situationer: den ene situation hvor du fortæller din kæreste, at du ikke kan forholdet mere, og I er sammen. Hvordan har du det, når du tænker på det? Kan mærke skulderne letter lidt og du føles mere fri og lettet? Eller er det svært at se det for sig? Prøv så at forestil dig situationen, hvor du bliver med din kæreste, og I flytter og fortsætter jeres forhold. Hvad sker der så? Hvilke følelser dukker op? Igen handler det om virkelig at mærke, hvad din krop og tanker fortæller dig. Det er ikke noget vi nødvendigvis er gode til at mærke efter i en travl hverdag. Men det kan være med til at give dig det svar, som jeg tror allerede er indeni dig. 

Jeg håber, at du kan bruge mine tanker om din situation til at træffe den rigtige og bedste beslutning for dig. Husk du fortjener det bedste og at være glad og lykkelig. Det er man ikke hver dag i et forhold, men man skal gerne være det de fleste dage. Så hvis du ikke er det, så tror jeg også at du har dit svar der. 

De bedste tanker, 
Laura

 

 

Lauras billede
Laura har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program