Jeg er bekymret for min kæreste
brevkassespørgsmål
Jeg er bekymret for min kæreste
Hej. Jeg er en 18 årig pige som bor i egen lejlighed og det er fint ... Jeg er i et forhold med min kæreste, som jeg her kalder skorpionen, for det er hans stjernetegn. Vi har været sammen i snart 3 år, og jeg kan slet ikke beskrive hvor vigtig han er for mig. Her på det sidste har jeg dog følt han har været lidt fraværende, lidt mere indelukket end han plejer. Både ham og mig har diagnosen autisme (aspergers), så har altid vidst han har svært ved at snakke om følelser og bevidst mærke hvordan han har det. Jeg har tidligere lidt af en grim depression, stress og angst periode, som jeg nu er på vej ud af.. Men her for nylig, da jeg kom ned til ham til en weekend, var han EXTRA fjern. Opførte sig underligt og virkede meget generet. Og så slog han op med mig ud af det blå. Han sagde, han kiggede på mig, vidste han elskede mig, men han kunne ikke mærke det. Ikke mærke kærlighed til nogen overhovedet. Han synes at alt var svært, og han følte ikke han kunne passe godt nok på mig, og han kunne ikke overskue når jeg var ked af det så ofte (og det bliver jeg ret ofte). Jeg var synderknust, men accepterede det, og blev hentet af min ven. Men bagefter skrev og snakkede vi sammen, og han fortrød at han slog op med mig, og vi er sammen igen. Og han er endelig villig til at få snakket nogle ting igennem som er svære for os og vores kommunikation. Men han har givet udtryk for at han har det skidt. Jeg mistænker at han har en depression, eller en form for angst osm han ikke er bevidst om, eller vil indse. Problemet er, at han altid har været meget imod sin diagnose som asperger, og tidligere når jeg prøvede at snakke med ham om det, fik jeg aldrig et svar, bare et "det ved jeg ikke" "tjah..". Mit spørgsmål er vel, hvordan jeg bedst muligt hjælper ham, og får ham til at indse han ikke er okay, uden at presse ham for meget? Jeg har min egen angst at kæmpe med oveni, og er tit bange for at han ikke vil være sammen med mig alligevel, eller at jeg er for andmasende eller belastende. Han har været min bedste ven i 5 år, vi er hinandens første kærester, og jeg vil virkelig gerne kæmpe for at få det til at fungere, for at hjælpe ham bedst muligt. Jeg har et godt forhold til min svigermor, og overvejer om jeg skal snakke med hende om det og bede ham blive forbundet til børnepsyk for at blive udredt?? Han er under 18. Beklager det lange 'brev'. Håber i kan hjælpe, eller ihvertfald give et tip.
Svar:
Kære Tyren,
Du lyder som en omsorgsfuld og bekymret person, som gerne vil din kæreste det bedste.
Du beskriver i dit brev, hvordan han har forandret sig og at det bekymrer dig. Og det kan jeg godt forstå. Det er ikke rart at opleve en person, som man er glad for, ikke har det godt, så jeg kan godt forstå, at du gerne vil hjælpe ham.
I forbindelse med at I slog op tænker jeg, at det lyder godt, at I har fået snakket sammen, også selvom der er ting, der er svære for jer at tale om. Det er godt, at I har hinanden, og det er en god ting at huske på. Nogle gange, når man er I et forhold, hvor begge parter kan have det lidt svært, så kan det ind imellem være vanskeligt at finde ud af, hvornår man skal være der for hinanden og hvornår man skal være der, for sig selv. Nogle gange er man nødt til at være der for sig selv, før man kan være der for andre. Det er lidt ligesom, når man er oppe og flyve, og man får at vide, at hvis man komme i en situation, hvor man er nødt til at tage iltmaske på, så skal man altid tage en på selv, før man giver andre. Her er man nødt til at sørge for sig selv, og egen sikkerhed, før man kan hjælpe andre.
Når det så er sagt, så tænker jeg også, det er godt, at du har lyst til at hjælpe din kæreste. Du foreslår selv at tale med din svigermor, og det tænker jeg er en god idé.
Nu ved jeg ikke, hvor meget du har forsøgt at tale med din kæreste, men jeg tænker, at et første skridt kan være, at du fortæller ham, at du ser, hvordan han har ændret sig, og du er bekymret for ham, da du kan mærke, at han ikke har det godt. Måske du kan spørge ham, om han selv kan mærke en forskel, og om han har gjort sig nogle tanker om, hvad han tænker skal ske?
Når du og din kæreste har fået en snak, så tænker jeg, det er en fin idé, at du får talt med din svigermor. Du skal ikke gå alene med dine tanker og bekymringer om ham. Måske har din svigermor også lagt mærke til, at han er blevet anderledes, og så kan det være godt, hvis I begge får sat nogle ord på det og talt om det sammen. Du kan nævne over for hende, at du tænker, at en udredning kunne være en idé, men det er op til både hende og din kæreste, hvor vidt det skal blive til noget. Det er et rigtig godt skridt, at du blot tager snakken med hende, og det viser også, at du bekymrer dig og er glad for hendes søn.
Jeg kan godt forstå, at du gerne vil hjælpe ham og at du gerne vil have, at det skal fungere mellem jer. Samtidig vil jeg gerne minde dig om, at du også er nødt til at passe på dig selv i det her. Du skriver, at du selv har kæmpet med en grim depression, stress og angst, men at du er på vej ud af det, og derfor kan jeg ikke lade være med at tænke på, at der er nødt til at være nogen, der kan være der for dig i det her. Dels er det godt, at du kan få snakket med din svigermor, men måske det også ville være godt, hvis du har en lidt udenforstående person, som kan være der for dig, når du måske kan få brug for et pusterum og komme ud med dine tanker.
Jeg håber, du kunne bruge svaret.
Hvis du har brug for at tale mere om det, er du velkommen i vores 1-1 chat, hvor en rådgiver vil sidde klar til at chatte med dig, om det du har brug for.
De venligste hilsner,
Kathrine.
Relateret indhold
Mit liv er kaos
Hej Cyberhus
Jeg er en 19-årig ung pige, der blev diagnosticeret med Aspergers syndrom for 4 år siden. Min familie har aldrig formået at forstå mig. Min far og søster har altid givet mig skylden og fortalt mig, hvad jeg hele tiden gør forkert. Min far sagde engang til mig, hvorfor jeg...
Jeanette fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål
0
