Kære du

Du skal ikke undskylde for længden af dit brev. Brevkassen er et sted, hvor man kan få lov at åbne op omkring alt det, der fylder, og det er tydeligt for mig, at der er rigtig mange ting omkring dit forhold til din far, som går dig på, og at det har gået dig på rigtig længe. Jeg håber, at det hjalp lidt at få det sagt "højt" for første gang. Det er ikke nemt at åbne omkring sådan nogle ting og måske specielt, når det kommer til familie, så jeg synes, at det er så stærkt gået, at du er kommet forbi. 

Det er svært for mig at sige, hvorfor din far er, som han er. Der kan være mange grunde, og realistisk set er det nok en blanding af mange forskellige ting, der gør, at han opfører sig, som han gør. Uden at kende din far, så tror og håber jeg ikke, at han gør de her ting, fordi han ønsker at såre, stresse eller presse dig. Selvom det kan virke mærkeligt, så er nogle forældre enormt krævende og har meget høje forventninger til deres børn, fordi de så inderligt ønsker at se deres børn klare sig godt i livet, og måske også fordi de kan være bange for, hvad der kan vente, hvis deres børn ikke er "de bedste". Og det er ikke for at sige, at man ikke kan få sig et godt liv, hvis man ikke får ene 12-taller, og hvis man ikke er den bedste til alt, man gør - for det kan man 100 %. Man kan få et helt fantastisk liv! Men nogle ting såsom penge, gode karakterer og så videre kan gøre andre ting lidt lettere i livet, og jeg tror, at de fleste forældre vil gøre stort set alt for at forhindre, at noget står i vejen for, at deres børn får et godt liv. For nogle forældre bliver det her ønske så måske så intenst, at forældrene selv bliver det, som gør det svært at være barnet, men uden at de kan se det. Måske det også er sådan for din far? Det lyder ikke til, at han er ligeglad i hvert fald, så måske han gør de her ting, fordi han tror, at han hjælper dig? Det er ikke sikkert, og fra mit side er det kun et gæt, for jeg kender ikke din far, som du gør. 

Uanset hvorfor din far er, som han er, så ændrer det ikke på, at det tydeligvis går dig på, og at det faktisk presser dig til et punkt, hvor du ligefrem har fået en lægeerklæring på stress, og det er slet ikke holdbart. Normalt så vil mit råd til unge som dig, der har det svært i deres forhold til deres forældre eller andre familiemedlemmer være at tale med personen om det, men du fortæller, at du faktisk har forsøgt det af rigtig mange omgange, og at det desværre ikke har haft den store effekt. Du fortæller dog, at det faktisk gjorde lidt indtryk på ham, da din studievejleder talte med ham, og det får mig til at tænke på, om du kan få mere hjælp fra din studieleder, inden du bliver student om lidt? Alternativt kan din studievejleder måske hjælpe jer videre til nogen, som kan hjælpe jeres familie yderligere. Mange kommuner har f.eks. sådan nogle familiecentre, hvor man kan få hjælp, hvis det er svært i familien. Det er ikke sikkert, at din far vil gå med til det, men måske din mor eller andre familiemedlemmer vil, så de kan få en bedre forståelse af din situation, og hvordan dit forhold til din far påvirker dig? 

Du skriver, at din familie bare undskylder for din fars adfærd, og jeg kan godt forstå, hvis det sårer dig, og måske endda gør, at du ikke føler dig taget seriøst af dem, men jeg tænker på, om du har fortalt dem, at deres handlinger måske også sårer dig? Selvom at din familie måske ikke kan forklare eller ændre din fars måde at være på, så tænker jeg stadig, om de kan være et frirum, hvor du så fik al den forståelse og omsorg, som din far ikke giver dig? Hvis de altså vidste, at du kunne have brug for det? Det kan også være, at du tænker, at det slet ikke er hos din familie, at du kan få det støtte, og det er okay. Sådan er det for nogle. Men måske der er andre? Måske nogle andre voksne i dit liv, som du stoler på, og som du kan tale med om tingene? Det kan være fritidstrænere, venner af jeres familie, veninder og venners forældre eller lignende, men det kan også være et sted som her på Cyberhus eller andre online rådgivninger. Her er du i hvert fald også meget velkommen til at kigge forbi til en snak, hvis du har lyst til det. 

En sidste ting, som jeg tænker på, det er, om det er en mulighed yderligere at begrænse, hvor meget du ser din far? Du siger, at du ikke ser ham så tit, og at det mest lige er, når det passer, men du er over 18 år, og derfor tænker jeg, at det jo er en mulighed at tage afstand til ham, hvis du kan mærke, at han primært giver anledning til negativ tanker og følelser. Det er en hård tanke at skulle tage afstand til ens far, og det vil nok heller ikke være nemt, fordi jeg tænker, at en del af dig også elsker ham, fordi han er din far. Men nogle gange så er det okay at overveje, hvorfor man har et forhold til et andet menneske - er det, fordi det beriger ens liv, eller er det af vane og pligt? Og hvis man kan mærke, at man faktisk fastholder en relation til et andet menneske kun på grund af andres forventninger, så er det okay at trække en streg i sandet og så sige "her stopper det". Mange har måske prøvet det med venner, men nogle bliver også nødt til at tage afstand til familiemedlemmer, fordi de nogle gange desværre gør mere skade på en, end de gør gavn. Det er slet ikke en let beslutning, og det er ikke én, som jeg synes, du skal tage nu og her. Men jeg introducerer alligevel tanken for dig, fordi jeg tænker, at det måske kan være nødvendigt at høre nogen sige, at det er okay ikke at have lyst til og/eller at fravælge at se ens far.

Jeg håber, at mit svar kan hjælpe dig lidt på vej, og at du har fået lidt brugbar input i forhold til din situation. Du er mega sej og stærk, at du har turdet åbne op, og jeg håber, at du vil kigge forbi til en stille og rolig anonym snak om det hele, hvis du tænker, at det kunne være hjælpsomt. Vi er her i hvert fald, hvis du har brug for os. 

Mange varme tanker, store knus og KÆMPE TILLYKKE'r med huen! Jeg håber, at du bliver fejret maks, for det fortjener du. 

De bedste hilsner

Dagmar