Jeg er bange for at blive smidt ud af 3g

brevkassespørgsmål

Jeg er bange for at blive smidt ud af 3g

brevkassespørgsmål af
Jo
18 år
Oprettet 1 uge 6 dage siden

Hej! Jeg går lige nu i 3g og frygter at jeg bliver smidt uden inden jeg bliver student, pga. mit standpunkt. Vi har ikke fået standpunkts karakter endnu, men indtil videre ser det ikke godt ud. Ud af de 5 af A-fag jeg har, er der 2 af dem hvor jeg sikkert får 00 i både skrift og mundligt i den ene og 00 i skrift i den anden. Vil virkelig gerne tage det her seriøst, men er bange for det er alt for sent? Endnu et spørgsmål er, om 1.standpunkt vægter om man kan blive smidt ud eller om det først er den afsluttende standpunkt?

Svar: 

Hej Jo

Åh hvor kan jeg godt forstå, at du bliver bekymret over dine standpunktskarakterer. Især når man er i 3.g, og alt føles så vigtigt, man har brugt så lang tid på sin uddannelse og at man har hele verden foran sig. Det giver så god mening at du er nervøs, når du ser, at tallene ikke er, hvor du gerne vil have dem. Det kan også føles ret ensomt når vi snakker om karakterer, fordi man har så meget ansvar for sig selv og sin fremtid, og man tænker, at man er den eneste, der har det sådan, når folk kun deler de gode historier. Men jeg lover dig, du er langt fra den eneste der har oplevet den her følelse.

Det første, jeg vil sige, er, at 1. standpunkt er en midtvejsvurdering. Det er ikke det, der afgør, om man kan blive smidt ud. Så vidt jeg forstår, kan man kun risikere at blive smidt ud på baggrund af karakterer under 2,0 til eksamen, og ikke på grund af midlertidige standpunktskarakterer. Det betyder, at selvom det kan føles hårdt lige nu, er det ikke for sent at handle, og der er stadig rigtig meget, du kan gøre for at vende situationen.

Jeg ved godt, det kan føles pinligt eller ubehageligt at tale om, men jeg vil virkelig opfordre dig til at snakke med dine forældre og eventuelt din studievejleder. De ved meget mere om din situation, end jeg gør, og de kan hjælpe dig med konkrete råd og støtte dig, så du ikke står med det alene. Det øjeblik, du får nogen til at stå ved din side og hjælpe dig med at navigere i situationen, bliver det hele lidt nemmere at håndtere. Det lyder måske som et kliché råd, men det er det også af en årsag. Alle vil gerne have det lykkes for dig, og jeg er helt sikker på de vil gribe dig med åbne arme, hvis du er ærlig om at du virkelig gerne vil prøve. Derudover vil de måske kunne hjælpe dig med at finde noget lektiehjælp eller en studiegruppe, som kan gøre det sidste år nemmere.

Derudover ville en studievejleder også kunne hjælpe dig med at kommunikere med dine lærere. De kan hjælpe dig med hvilke punkter du ville have bedst med at fokuserer på for at kunne nå at indhente det du mangler, og måske endda lave en plan for hvordan det kan gøres i så det føles mindre uoverskueligt.

Husk, at det ikke handler om, at du er “dårlig” eller “forkert”. En lav karakter er kun et billede af, hvor du står fagligt lige nu, og den siger intet om dig som person. Faktisk synes jeg bare det er helt vildt sejt at du prøver!

Hvis jeg tager fejl, og at du kan blive smidt ud på grund af din standpunktskarakter, ville jeg stadig anbefale dig at snakke med din studievejleder. Alle ønsker du lykkedes, og nogle gange kan man lave aftaler for, hvordan enkelte situationer kan håndteres anderledes. Altså, måske du kan lave en aftale med dem.

Og hvad så hvis du ikke kan få en særaftale og du bliver smidt ud? Ja, det er virkelig virkelig ærgerligt, men der kan altid findes en løsning. En ”klassisk” gymnasieuddannelse er langt fra den eneste måde man kan få en god uddannelse på, eller en god karriere, på. Alle de fag du har bestået i tidligere eksamener, tæller stadig som fag du har bestået, selvom hele din gymnasiale uddannelse måske ikke bliver fuldført. Disse kan man tage med til Hf-enkeltfag, hvor du kan tage de resterende du mangler i et tempo du selv vælger. På denne måde kan man sagtens komme ind på bacheloruddannelser, hvis dette er dit mål.

Hvad jeg prøver at sige er, at jeg virkelig godt kan forstå hvis du føler alting er forfærdelig svært lige nu, men at du stadig har masser af muligheder.

Det er helt normalt at føle sig overvældet, når presset og frygten for konsekvenserne fylder så meget. Mange elever føler det præcis på samme måde, selvom det ikke altid bliver sagt højt. Du skal ikke stå med alt det her alene, og det er virkelig modigt, at du skriver ind og deler dine bekymringer. Så tusind tak!

Det vigtigste lige nu er at tage små skridt. Søge støtte, lave en plan og huske, at du har tid og mulighed for at rette op på tingene. Og hvis det ikke kan lade sig gøre, så finder vi bare en ny plan. Det er skræmmende, men ikke umuligt eller livsødelæggende på nogen måde. Jeg ønsker dig alt held og lykke, og håber du kan finde lidt ro i mine ord.

De bedste hilsner,
Juni fra Cyberhus

cyberhuskarolinebs billede
Juni, frivillig uddannet ungerådgiver hos Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program