Ja, så fik jeg det at vide - igen
Ja, så fik jeg det at vide - igen
Hej CB
Ja, så. Det startede mellem mig, og en gammel veninde. Vi var rigtig tætte, og det var jo egentlig rigtig rart.
Men vi blev hurtig lidt for tætte, også udviklede vores venskab sig, til et venskab hvor man ligesom bare kunne smaske lede ting i hovedet på den anden.
Ja, jeg begyndte at få ret pludselige kommentarer fra min gamle veninde. (Har IKKE lyst til at nævne tingene hun sagde for det skærer indeni). Dem fik jeg flere og flere af, og jeg kunne bare ikke sige fra.
Jeg stod bare og ''grinede" med, selvom jeg græd indeni, og græd når jeg kom hjem. (Undskyld hvis mit brev bliver lidt forvirrende herfra, jeg kan bare ikke tåle mere, og græder bare af at skrive det her brev)
Hver gang, har jeg rejst mig op igen, og jeg har givet folk min tillid, og hver gang er jeg bare blevet slået ned.
Mine forældre fortæller mig også ting som, at jeg kun ser på det negative, og at jeg altid ødelægger deres planer, men alligevel så elsker jeg dem, og de siger at de elsker mig....
Jeg har også fået at vide at jeg... Ligesom bare ikke er unik. Jeg er ikke noget for mig selv. Det gør mig rigtig ked af det, for jeg har altid som helt lille fået at vide, at jeg har været smuk og unik, og nu har jeg bare gået klasket dét, i hovedet.
Jeg er blevet nedgjort pga min hårfarve, og har flere gange fået at vide at drengene vil drille mig med det (det har de ikke gjort men...)
Min klasselærer har godt lagt mærke til, at jeg ikke er helt glad, og hun har snakket med mig, og spurgt om jeg faktisk er okay. Jeg har bare svaret ja, men... Det er jo ikke rigtig? Jeg har det ikke okay? Hun HAR sagt at hun er oprigtig bekymret for mig, men der er noget i mig, der ikke kan fortælle hvordan jeg har det.
Hvordan skal jeg forklare alt det her sh*t der sker i mit liv? Hvad skal jeg gøre, for ikke at tage det til mig? Og hvordan siger man STOP på en ordentlig måde?
Håber i svarer hurtigt, og på forhånd tak
Knus Eco''
Kære Eco
Jeg kan mærke på dit brev, at du er rigtig presset, og at det virker til, at der er enormt mange ting, som fylder hos dig lige nu. Det virker til, at der både har været oplevelser som dem med din veninde, og andres ord, som dem fra dine forældre, som gør dig ked af det, usikker og trist, og det kan jeg godt forstå. Det er en helt naturlig ting, at vi tager andres handlinger og ord til os, og at man bliver ked af det, hvis andre siger sårende ting til én. Det er de færreste, som ikke vil opleve, at det skærer i hjertet, hvis der er nogen, der siger noget grimt til én, og hvis man som dig så føler, at det er det eneste, man hører, så er det klart, at det føles overvældende.
Du spørger, hvad du kan gøre, for ikke at tage det til dig, og jeg tænker, at noget af det, som måske kan hjælpe, det er at prøve at se, om der måske kan være en anden grund til, at personen siger, som han eller hun gør, end fordi det er sandt. Kan det f.eks. være, at personen, som siger grimme ting til dig, siger det fordi, han eller hun selv er ked af det, eller vred og derfor måske siger nogle ting, som personen faktisk ikke mener? Kan det være en misforståelse, eller noget som kom ud på den forkerte måde? Det kan også være, at personen faktisk ønskede at såre dig, men så tænker jeg også, at det måske siger mere om den person, end det egentlig siger om dig. Du bliver ikke mindre værd eller mindre betydningsfuld, selv om nogle siger grimme ting om eller til dig, ligeså vel som at en 100 kr seddel ikke blive mindre værd, selvom den bliver lidt beskidt eller flosset i kanterne. At der er nogen, som vælger at sige grimme ting til dig, siger ikke noget om, hvem du er som menneske, men det siger måske rigtig meget om, hvilket type menneske, den anden person er. Hvis det er en, som faktisk synes, at det er okay at drille, mobbe eller sige grimme ting, så er det måske ikke en person, man egentlig har lyst til at omgås med eller lytte til? For der vil altid være folk, som man ikke klikker med, eller som man ikke bryder sig om, eller som ikke forstår dig for den du er, men det betyder ikke, at du er forkert. Det betyder bare, at den person nok ikke bliver din bedste ven i hele verden, men det er også okay. Man kan ikke være venner med alle, men man kan gå hjem hver dag og vide med sig selv, at man er et godt menneske, som hjælper folk, er sød, venlig og omsorgsfuld. Og det ved jeg, at du er, for jeg har set, hvordan du er enormt god til at svare de andre unge her på Cyberhus, og hvordan du virkelig prøver at hjælpe, hvor du kan. Så hvis jeg var dig, så var det de her ting, som du gør for andre, som jeg ville hæfte mig ved, for i mine øjne så er det i sådan nogle situationer, at man virkelig får at se, hvem du er, og hvor meget du har at byde på. Og jeg tror på, at hvis du ved med sig selv ved, at du er god og rar, så vil det med tiden blive lettere ikke at tage andres ord ind, fordi du vil få en større og større ro i hvem du er, og at du selvfølgelig er god nok og dejlig og herlig præcis, som du er.
I bund og grund tænker jeg, at det handler rigtig meget om at føle sig tilpas med den man er, men det er lettere sagt end gjort. Vi har nok alle ting, som vi gerne ville ændre ved os selv, hvis vi kunne, og jeg tror virkelig ikke, at der findes mennesker, som altid er selvsikre og aldrig tvivler på dem selv. Hvis de findes, så tror jeg virkelig, at det er få. For selvsikkerhed og det at elske sig selv er noget, som man lærer med tiden, og som for mange kræver lidt arbejde, for det er svært. Det er også derfor, at der findes et hav af bøger og blogs og mennesker som arbejder med at lære folk at elske dem selv, for dem de er. Jeg tror dog, at man kommer langt ved hver dag at finde nogle ting ved sig selv, som man godt kan lide, og minde sig selv om dem. Nogle skriver lister eller sedler, andre kigger på sig selv i spejlet hver morgen og siger fem gode ting om sig selv. Måden du gør det på er nok ikke så vigtig, så længe du arbejder med måden du ser dig selv på. Udover hvad du kan gøre for dig selv, så tror jeg også på, at det handler rigtigt meget om at omgive sig med folk, som accepterer og holder af den, man er. Det er okay at tage afstand til de folk, som gør en ked af det eller trist. Du skylder ikke nogen at være deres ven, hvis de ikke vil være det samme for dig. Og hvis det betyder, at man må skære nogen fra, så er det nogle gange sådan det må være. Hellere få gode venner end mange som egentlig kun bringer smerte ind i dit liv.
Du skriver, at din klasselærer har lagt mærke til, at du er ked af det, og at hun faktisk har forsøgt at tale med dig, men at du ikke ved, hvordan du skal åbne op. Det forstår jeg godt, for det er svært, men måske det kunne hjælpe at lave en aftale med hende omkring, hvornår I skal snakke? Jeg forestiller mig, at det godt kan være lidt svært at skulle åbne op, når man lige bliver fanget midt i klasselokalet, men måske det kunne være lettere, hvis du en dag sagde til hende, at du gerne vil snakke en dag bare I to, så du ved, hvornår og ligesom kan forberede dig på det? Det kan også være, at du kan skrive det ned til hende, så du har lidt mere tid til at sikre dig, at du får tingene sagt, som du gerne vil?
Til sidst spørger du, hvordan man siger stop på en ordentlig måde, og jeg er måske lidt i tvivl om i hvilken sammenhæng det præcis er, du gerne vil lære at sige stop, men jeg tænker, at man uanset kommer rigtig langt med ærlighed. Ved at fortælle folk, når de siger noget, der gør en ked af det eller sur eller vred. Man skal ikke være led eller tarvelig tilbage, men det er helt okay at sige, at man ikke bryder sig om det, som andre siger, eller at man gerne vil have, at de holder op med det, de gør, hvis de f.eks. siger grimme ting eller lignende.
Jeg kan virkelig godt forstå, at du synes, at det er svært lige nu, men jeg håber, at mit svar kan hjælpe dig lidt på vej. Husk på, at verden ville være et mega kedeligt sted, hvis vi alle var ens. Derfor er vi alle vigtige for at skabe en verden, som er fantastisk og spændende, og du har ligeså meget at byde på som alle andre. Jeg sender mange knus, gode tanker, high-fives og det hele din vej!
De bedste hilsner
Amanda