Indlæggelse
Indlæggelse
Hej Jeg har det SÅ FORFÆRDELIGT. jeg har autisme og anoreksi og har flere gange været indlagt pga. Min spiseforstyrrelse. En gang på en unge afdeling og tre gange på en for spiseforstyrrelser. I efteråret kom jeg på bosted, og det er forfærdeligt. De har ingen forstand på spiseforstyrrelser eller autisme selvom de siger. Jeg blev indlagt efter en måned, kom så tilbage på bostedet bagefter. Efter nogle få dage kom jeg hjem på juleferie, og jeg ville ikke tilbage igen, for derhjemme var Så rart og alt den angst, stress og deprisive følelser følelser forsvandt. Jeg kunne også spise min mad. Så jeg blev hjemme i 2 måneder indtil at min sag om hjemgivelse kom op i børneungeudvalget. Vi tabte og nu er jeg på bosted igen. Nu har jeg været på bostedet 4 dage. Det første jeg gør om morgenen når jeg bliver græder jeg og det fortsætter hele dagen, jeg kan ikke overskue noget. Jeg har ikke været i bad, børstet tænder, skiftet tøj eller spist noget og personalet gør ikke noget, de siger de gerne vil hjælpe, men siger de samme ubrugelige ting og det andet kommentere de ikke på. jeg må ringe til en gang om dagen og alt andet er forbudt fordi jeg nu er tvangsfjernet. Vi har folk til at hjælpe os, advokat en form for psykolog og jeg skal have en bisidder, men vi kan anke sagen om 2 måneder. Alt det har egentlig ikke noget med mit spørgsmål at gøre. Jeg har bare sådan brug for at fortælle det til nogen da jeg er fuldstændig isoleret. Sagen er at jeg jo nok snart bliver indlagt, hvilket næsten er bedre end at være her. Men jeg ville frygteligt gerne hvis jeg kunne blive indlagt på ungeafd. Istedet for den for spiseforstyrrelser. De har mere forståelse for mine andre problematikker og normeringen er bedre. Desuden ville det være det være nemmere at spise på en afd. Hvor jeg ikke skal samlinger mig med dem der tyndere end mig. Ved i hvordan jeg kan blive indlagt der i stedet for?
Kære dig
Jeg er rigtig glad for at du skriver herind, for det er virkelig vigtigt at du får noget hjælp. Det er tydeligt, at der er mange ting i dit liv, som du kæmper med for tiden. Det lyder til at det er en rigtig svær situation du er i, det med at du har flyttet så meget rundt mellem bosted, hjemme og indlæggelse - det må virkelig være hårdt at være i og jeg forstår godt at det påvirker dig. Du skriver at du har autisme. Jeg ved naturligvis ikke om det er sådan for dig, men ud fra mit kendskab til autisme, så har mennesker med autisme ofte et større behov for at omgivelserne, rammerne og rutinerne ikke ændrer sig alt for meget - så hvis det også er sådan du har det, så forestiller jeg mig at det må være endnu sværere for dig at være i.
Jeg er ked af at høre, at du ikke føler at dem på dit bosted forstår dig og har forstand på dine udfordringer. Ud fra dit brev kan jeg ikke lige læse mig frem til, hvorfor du er flyttet på et bosted i første omgang - ud fra dine beskrivelser i brevet, virker det jo til at du helst selv vil være derhjemme og har det rart derhjemme. Jeg har derfor svært ved at forstå, hvad der er årsagen til, at du er blevet tvangsfjernet og skal bo på et bosted, når du selv er glad for at være derhjemme og føler at din angst og depressive følelser forsvinder, når du er derhjemme.
Jeg forstår godt at du har brug for at fortælle det til nogen og at det er svært for dig at være i - men jeg er glad for at høre at du/I har nogen til at hjælpe jer og at du både har en advokat, en form for psykolog og at du får en bisidder. Jeg synes nemlig at det er rigtig vigtigt at du får talt med nogle i den fysiske verden - en psykolog eller lignende, som forstår hvordan du har det og som kan hjælpe dig. Jeg vil også rigtig gerne hjælpe dig, men der er en masse ting som jeg ikke kan læse mig frem til i dit brev og derfor tror jeg at det er rigtig vigtigt at du får talt med én, som du kan have en dialog med og som derfor kan sætte sig mere ind i din situation. Hvis du har lyst, så må du meget gerne skrive til vores SMS rådgivning på 25 80 60 60. I SMS rådgivningen kan vi have en dialog og derfor har rådgiveren mulighed for at spørge mere ind til det du skriver. SMS rådgivningen er naturligvis også anonym. Du kan læse mere om det her: https://cyberhus.dk/sms. Samtidig synes jeg også at du skal prøve at undersøge mulighederne for at komme til at snakke med en psykolog, i den fysiske verden. Jeg tænker det er vigtigt, at du får noget hjælp og får talt med nogle om, hvordan du har det - for som du også selv giver udtryk for, så er du et sted mentalt lige nu, hvor du har det ret skidt og måske snart bliver indlagt igen.
Det virker til at du er ret god til selv at mærke efter, hvordan du har det og reflektere over, hvad der virker godt for dig. Du skriver, at du gerne vil blive indlagt på ungeafdelingen i stedet for den for spiseforstyrrelser, hvis det kommer til, at du er nødt til at blive indlagt. Jeg synes dine begundelser for, hvorfor du gerne vil indlægges på ungeafdelingen, er rigtig gode og virker velovervejede. Jeg har desværre ikke et godt svar på, hvordan du kan blive indlagt på ungeafdelingen i stedet for den for spiseforstyrrelser, men jeg tænker at det kunne være en mulighed at prøve at fortælle de samme overvejelser, som du har beskrevet her, til de voksne på dit bosted, hvis de begynder at snakke om indlæggelse. Måske har de mulighed for at fortælle dit ønske og dine overvejelser videre til nogen, som har indflydelse på, hvor du bliver indlagt.
Jeg håber på alt det bedste for dig og så håber jeg at mit svar her har givet dig lidt trøst. Jeg håber også, som sagt, at du har lyst til at skrive til vores SMS rådgivning, hvis du får brug for det.
Kærlig hilsen Freja