Hej med dig.

Det er rigtig fint, at du skriver herind med dine tanker, for det lyder som om, at der er en masse, der fylder for dig. En masse, som du ikke skal gå med selv, men som du har behov for at få hjælp til at klare. Som du selv har gjort, vil jeg også dele mit svar op i to, så det bliver mest overskueligt for dig.

1)
Jeg vil starte med at rose dig for, at du er bekymret for din veninde. Det lyder som om, du er en virkelig god pige, som tænker på andre, og som ønsker at hjælpe af et godt hjerte. Jeg kan godt forstå, du brænder for at støtte din veninde, og at du har gjort dig mange tanker om, hvordan du kan gøre det bedst muligt. Jeg synes, det er utrolig sejt af dig, at du har spurgt dine forældre til råds, men hvor er det ærgerligt, at de har reageret, som de har gjort. Det lyder ikke som om, dine forældre helt har forståelse for, hvordan nogle mennesker kan have det utrolig svært, og derfor har de nok ikke svare dig ordentligt på, hvordan du kan hjælpe din veninde. Det er godt, at du har forsøgt at tale med dem om det, men det er ikke nemt, når de har et så lukket syn på mennesker. Derfor synes jeg, du skal snakke med nogle andre voksne om det. Det er vigtigt, at nogle voksne får af vide, hvor svært din veninde har det, så de kan hjælpe hende bedst muligt. Hvis du har mod på det, synes jeg, du skal prøve at se, om du kan komme i tanker om en rar voksen, der både kender dig og veninden. Ved at fortælle denne voksne om din bekymring gør du dit allerbedste for at hjælpe din veninde. Selvom du gerne vil gøre alverdens ting selv for at hjælpe, så skal du vide, at jeg tror, der er behov for, at din veninde kommer i behandling, så hun kan få det bedre. Måden, hvorpå du kan hjælpe hende, er ved at blive ved med at holde kontakt og vise hende, at du er der, hvis hun har brug for dig. At fortælle hvad du ved til en voksen og bede denne om at gøre noget er en stor hjælp, så hvis du kan få dig selv til det, vil det være rigtig fint.
Din venindes situation lyder meget alvorlig, og jeg tror virkelig, hun har brug for professionel hjælp. Du må derfor ikke føle, at det er dit ansvar at hjælpe. Det bedste, du kan gøre, er at vise hende, at du stadig holder af hende som veninde.

2)
Det lyder meget hårdt, at du lider af en depression, som dine forældre ikke kender til. Jeg forstår godt, du ikke har lyst til at fortælle dem om det, fordi du kender deres holdning til sådan nogle ting. På den anden side synes jeg også, det er vigtigt, at dine forældre ved præcis, hvordan du har det. Det får mig til at tænke på, om du måske kan snakke med din læge om, at dine forældre ikke kender til det, og at du ikke tør fortælle dem det. Du kan bede din læge om hjælp til, hvordan du får dine forældre til at forstå, at det ikke er for sjov, og at du også har brug for støtte og hjælp. Nu ved jeg ikke, om du er i behandling for din depression, men hvis du ikke er, synes jeg, du skal høre din læge, hvordan du kan komme det. Jeg tænker, det kan være en god idé at få kontakt til en psykolog, som både kan hjælpe dig med din depression og dit svære forhold til dine forældre.
Inden du tager kontakt til din læge og evt. en psykolog, vil jeg foreslå dig at tage en snak med en rådgiver fra LMS. Hos LMS har de særligt forstand på situationer som den, din veninde er havnet i, og som du selv står i, og de vil derfor kunne rådgive dig i den rigtige retning. Du kan tage en chat med dem og se på deres side her.

Jeg håber meget, du og din veninde kan få nogle voksnes hjælp til igen at få det godt. Det fortjener I begge.

Kh. Matilde