Udvikling!
Udvikling!
Jeg sidder her og skriver imens jeg har blandede følelser. Jeg er vred og frustreret på mig selv over de beslutninger jeg har taget mig uden omsorg til min krop. Jeg er også kedaf at den ser ud som den gør, og derfor gør det mig deprimeret. Jeg har altid været sund, slank og haft en bmi der ligger lige hvor den skal være, i den lavere ende, men stadig normal! Min familie er også slanke og spiser super sundt og har altid bare øset op på min tallerken og sagt "spis" og så spiste jeg jo bare. Jeg tænkte overhovedet ikke over det. Jeg ville aldrig i mit liv havde set mig selv som "For stor". Det får mig til at tænke på min barndom, som jeg længdes efter at få tilbage. Alle børnene var identiske. nogenlunde samme højde. Ingen former. Bare den samme pinde krop. Der var INGEN forskel. Så var det 5. klasse. Pludselig overhalede nogle piger i højden og lignede skyskrapere og af en mærkelig grund blev de smallere i bygningen, som om de blev strukket ud, og lange i det. Nogle blev nærmest presset sammen og blev bredere og med andre var det noget andet Osv osv.Da jeg var 13, havde jeg det ikke godt med det. Jeg var ikke stor, men da jeg så på pigerne med deres pinde-ben, var de jo det halve af mine.Jeg skammede mig! Jeg følte at min krop Hang mærkeligt sammen, men jeg var jo slet ikke færdig med udvikling, så den lignede en barnekrop der havde fået former og så alligevel ikke. Jeg ville gerne have en markeret krop, men man bestemmer jo ikke selv hvordan ens krop er skåret helt fra detalje. Mine bryster kunne lige knap passe i den mindste a skål Bh der kunne findes. Min mave havde ikke fedt på sig men den blev hurtigt oppustet af mad, og jeg havde ingen talje. Så jeg lignede en klods. Jeg havde kyllingelår og med en højde på 166 cm, synes jeg at jeg så lav ud. Alle piger omkring mig er virkelig bare 180. Det gjorde mig så usikker. For at gøre en lang historie kort, jeg troede at løsningen måtte være at tabe mig. At skære det usunde fra, endte med Fastning. Jeg fik ikke en mere markeret krop. Tværtimod, jeg Lignede bare et skelet. Stadig uden en mindre talje og min allerede flade barm, blev Endnu mere fladet ud. Og min røv var ikke synlig.
I dag er jeg 17 år og har samme højde og jeg har taget på (jeg mangler stadig et par kg). Men min krop ligner præcis den krop jeg havde som 13 eller 14 årig. Min menstruation har været væk i ca. 3 år og jeg ved at der skal de ekstra kg til for at jeg kan få den igen. Mine bryster er også gået i stå. Jeg føler at det er for sent at udvikle sig mere. Jeg ved ikke om det bare er mig, der tror det. Men derfor spørger jeg nu.
Vil min Krop kunne følge med og blive som den skal være, hvis jeg giver den alt det den har brug for, som den ikke havde mulighed på at få før, pga. Mine åndssvage beslutninger?
Vil jeg kunne få min menstruation igen?
Vil jeg få problemer mht. Menstruation senere i livet?
Kan jeg stadig nå at få udviklet en voksenkrop eller er jeg fanget?
er det muligt at jeg kan se moden ud og ikke ligne en lille pige?
Jeg er bange for at jeg har ødelagt Det for mig. Tænk på hvor dum Jeg har været at gøre de ting som har ført mig ind i denne position. Jeg er fuldstændig skuffet over mig selv.
- Anna
Hej Anna.
Det lyder til at du har været igennem en hård periode i dit liv, og at du har gjort dig rigtig mange tanker om, hvilke betydninger det kan få for dit liv fremadrettet.
Først og fremmest vil jeg sige, at jeg synes at det er rigtig flot, at du er begyndt at tage på igen, og er fokuseret på at få det bedre. Jeg kan godt forstå, hvis det har været rigtig svært og stadig er svært for dig, at slippe af med de gamle spisevaner. Det kan tage lang tid at blive rask efter en spiseforstyrrelse, og det er helt normalt at det kan tage flere år før du har den vægt, som du skal have og begynder at have et nogenlunde godt forhold til mad. Derudover vil jeg sige, at du er langt fra den eneste pige, som ikke har været glad sin krop og følt sig unormal eller skammet sig over den. Når man er i puberteten og kroppen er igang med at udvikle sig, så er der mange der oplever som du selv, at den ikke passer sammen og det er let at føle, at man ser mærkelig ud. Samtidig er kroppens udvikling også individuel, og nogen bliver hurtigere færdigudviklet end andre, og det kan være medvirkende til, at man føler sig mere forkert.
Jeg kan godt forstå, at du er bekymret for din krop og dens sundhed. Jeg synes at det er rigtig godt, at du bekymrer dig om din krop og gerne vil have at den skal have det godt. Du skriver, at du stadig mangler et par kilo endnu. Når man går igennem en spiseforstyrrelse som anoreksi, så ophører menstruationen næsten altid, fordi kroppen er i hormonel ubalance. Så snart du tager de kilo på, som du mangler, så vil din menstruation højst sandsynlig komme igen, som du selv skriver, fordi din krop vil få den næring, som den har brug for til at komme i balance igen. Da det er mange år, du har været syg og det samtidig har foregået i puberteten, så tror jeg desværre ikke, at du vil vokse mere. Men jo mere du tager på, jo mere fedt får du også på kroppen, som giver dig balder, hofter og lår mm og er med til at du ser mere voksen ud. Så med tiden er jeg sikker på, at du vil komme til at se mere moden ud. Men det er svært for mig at sige, om din krop har taget langvarige skader, om du vil have problemer med dine menstruation senere i livet eller om din krop ikke kan udvikle sig mere. Derfor vil jeg anbefale dig at tage en snak med din læge om din krop og din sundhed. Din læge kan fortælle dig mere om, hvordan din krop har det nu og hvad du skal fokusere på. Det kan være din læge kan komme med nogle gode råd til, hvordan du tager de sidste kilo på som du mangler, så du også kan få din menstruation igen, og samtidig give dig en afklaring på din krops muligheder for at udvikle sig mere.
Det er helt naturligt, at føle sig skuffet over sig selv og fortryde den måde, man har behandlet sin krop på igennem en spiseforstyrrelse. Selvom det kan være svært, så synes jeg i stedet at du skal fokusere på, at du har taget på igen og at du har indset, at det var en fejl at leve som du gjorde. Der er mange der kæmper med det i mange år og aldrig bliver raske, så jeg synes virkelig at du skal være stolt af dig selv! Det kan nemlig være svært, at nå frem til den konklusion at man ikke har behandlet sin krop godt, og det vigtigste er nu, at du og din krop får det bedre. Men det kan godt kræve lidt hjælp, så derfor håber jeg, at du vil tage til lægen og få et endeligt svar på dine spørgsmål.
Mange der har haft en spiseforstyrrelse kan godt føle sig lidt ensomme. Det ved jeg ikke, om du selv har oplevet at være? Men det er i hvert fald helt naturligt, fordi man går rundt med mange tanker selv, som man ikke føler at man kan dele med nogen. Men det er altid rigtig godt at snakke med nogen om, hvordan man har det. Det kan være nogen tæt på som du stoler på, eksempelvis dine forældre eller en god veninde. Det kan også være rart, at tale med andre som har været igennem det samme som en selv. Derfor kan jeg anbefale dig at besøge Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskades hjemmeside. Den kan du finde her. Her kan du læse andres personlige fortællinger og du kan chatte med en rådgiver. Ellers kan jeg også anbefale dig vores 1-1 chat, hvor der også sidder voksne rådgivere, der altid er klar på at lytte.
Jeg håber, at du kan bruge mit svar, og jeg vil ønske dig held og lykke i fremtiden.
De bedste hilsner Pernille