Kære Tihi,

Du spilder skam ikke vores tid. Brevkassen er her lige netop for at du og andre kan få råd og få lov til at læsse af - og det kan jeg faktisk godt forstå at du har brug for! Jeg vil forsøge at besvare dit brev fra en ende af.

Din Farfar: Du fortæller at din farfar døde for 3 år siden, og at det har været - og stadig er, en stor sorg for dig. Det er helt naturligt at du har grædt rigtig meget, da det er en stor sorg, når et menneske man er tæt på og holder af dør. Du føler ikke selv at du er kommet videre - og det lyder til at du ikke rigtig har fået bearbejdet din sorg. Det er rigtig hårdt at forsøge at skjule sin sorg, og ofte bliver sorgen værre i stedet. Når man er i sorg har man brug for at få snakket om det, for at få den bearbejdet. Jeg ved godt at din familie mener at du burde være kommet videre, men jeg tror alligevel det ville være rart for dig at snakke med dem. Og hvad kan der egentlig ske ved at du fortæller dem at du stadig savner din farfar rigtig meget, og har brug for at snakke om det? Måske ville din familie i virkeligheden synes at det er flot og modigt at du tager emnet op? Desuden kan det være rigtig rart at snakke med nogen som kendte din farfar, så i også sammen kan mindes alle de gode stunder i havde sammen.

Din kæreste: Først vil jeg sige, at det lyder rigtig dejligt du har en sød kæreste, og at han kunne give dig livslysten tilbage ovenpå din sorg over din farfar! Jeg kan dog godt forstå at det må være rigtig hårdt at han har fået en depression.

Du fortæller, at du har dårlig samvittighed over, at du ikke fortalte til nogen at han havde det dårligt. Jeg synes dog ikke du skal have dårlig samvittighed - på det tidspunkt viste du jo kun at han havde det dårligt med sig selv - og hvem kan ikke have det ind i mellem? Og så er det jo ok at man kun har lyst til at snakke med sin kæreste om det. Du kunne jo på ingen måde vide at det ville udvikle sig til en depression. Desuden er det ikke sikkert, at det ville have gjort nogen forskel for ham i dag.

Det er rigtig rigtig hårdt at være pårørende til en med en depression - især at være kæreste! Og hold da op du har været der meget for ham! Det synes jeg er vildt flot, men jeg kan også godt forstå at du synes det er hårdt, og at det begynder at blive for meget for dig og din familie. Det lyder som om du hele tiden skal være klar til at komme hvis han ringer og har brug for dig - også om natten. Og det synes jeg ikke lyder rimeligt. Selvom han har det rigtig dårligt, så er du også et menneske der har brug for at leve dit liv! Du skal have lov til at se dine venner, til at fejre din fars fødselsdag (uden dårlig samvittighed!) - og ikke mindst til at sove om natten! Det lyder til at du igennem lang tid ikke har fået nok søvn. Manglende søvn vil både påvirke din evne til at koncentrere dig, din hukommelse og dit humør, så hvis du ikke får søvn bliver det hele også endnu mere overskueligt.

Du spørger om, om vi har nogle ideer til hvorfor han bedre kan sove hos dig. Det er svært at svare på, men jeg kunne forestille mig at han føler sig tryg hos dig, og måske er det svært for ham at få ro på tankerne når han er alene?

Som jeg tidligere har skrevet, er det utrolig hårdt at være kæreste med en som har en depression, og jeg synes du skal snakke med nogen som ved noget om det. Bla. findes der en hjemmeside omkring depression, og omkring det at være pårørende. Du kan også ringe til DepressionsForeningen: 3312 4727, eller Linien - når sindet gør ondt: 3536 2600. Begge steder ved de en masse om hvordan det er at være pårørende til en med depression.

Jeg kan høre at du holder rigtig meget af din kæreste, men jeg kommer alligevel til at tænke på om du faktisk synes det er hele er blevet så for meget, at du er blevet i tvivl om, om det er ham du skal være sammen med? Og om du egentlig er sammen med ham, fordi du er bange for at han begår selvmord, hvis du går fra ham? Er det mon sådan du har det? 

Din Mor: Du fortæller også at din mor er blevet opereret for brystkræft - og jeg er rigtig glad for at høre at det endte med at din mor blev rask! Derfor er det alligevel en svær og hård tid du og din familie  har været igennem, og der er ikke noget at sige til, at det har taget hårdt på jer alle. Du skriver at i har fået at vide på sygehuset, at der sikker ville komme et tidspunkt, hvor i kan få brug for psykologhjælp. Du skriver også, at du efter det med din mor, har mistet livslysten, og at du har en følelse af, at der er en der skær i dig indefra, og en følelse af tomhed. Det er meget stærke følelser der fortæller noget om hvor hårdt det hele har været, og jeg synes ikke du skal gå med dem alene. Jeg tror det vil være rigtig godt for dig at få snakket hele forløbet omkring din mor igennem med en psykolog, og jeg synes helt sikekrt du skal tage imod tilbuddet fra sygehuset. Evt. kan du så også nævne de andre ting for psykologen - sorgen over din farfar, og din kærestes depression. Faktisk tror jeg det vil være rart for dig at få snakket om det hele, så du kan få din gamle livslyst igen!

Til sidst skriver du også at du, efter du har fået det dårligt over alt det med din mor, også er blevet bange for at du ikke kan stole på din kæreste. Og at du er blevet bange for at ende ligesom din søster, som fik en depression efter at hendes kæreste var hende utro. Det er meget forskelligt hvordan mennesker reagerer, og det at din søster fik en depression, betyder ikke at du også vil få det. Jeg tror, at det at du er begyndt at blive bange hænger sammen med alle de andre ting. Måske kan du slet ikke rumme mere, og du trænger til at få det hele bearbejdet. 

Til slut vil jeg gerne sige dig, at det er et meget flot brev du har skrevet. Det beskriver dine følelser og tanker meget præcist. Hvis du fx synes at det er svært eller uoverskueligt at skulle forklare hvordan du har det til psykologen, så vil mit forslag være at printe dit brev ud, og vise til ham/ hende.

Jeg håber du kan bruge nogle af mine svar til noget, ellers er du meget velkommen til at skrive hertil igen.

Mange tanker fra Helle.