tihi

brevkassespørgsmål

tihi

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 10 år 10 måneder siden

Hej Cyperhus! Jeg ved slet ikke hvor jeg skal starte. Jeg er ikke helt sikker på og i kan hjælpe mig, men jeg har virkelig brug for at komme ud med det. Jeg har bare aldrig været typen der kan snakke med mine veninder om sådan noget og snakker kun med mine forældre om mine problemer hvis de spørger indtil det, men er ret god til at skjule hvis jeg har det dårligt. Men altså, for nogle år siden døde min farfar og i lang tid kunne jeg ikke rigtig noget for jeg savnede ham sådan og kunne ikke forstå han var væk. Jeg græd rigtig meget både i skolen og derhjemme, men efter lang tid hvor jeg stadig ikke var kommet mig begyndte at jeg føle at mine forældre og lærer synes jeg skulle komme videre så jeg begyndte at skjule min sorg. Så den dag idag er jeg stadig ikke kommet videre selvom det er snart 3 år siden, men føler ikke at der er nogen jeg kan snakke med fordi det føles som om alle i min familie er kommet videre. Så et år efter han død mistede jeg livslysten som gjorde at jeg ikke havde lyst til at være sammen med venner efter skole. Men sidste år i oktbor fik jeg mig en sød kæreste som fik min livslyst fuldstændig tilbage! Men efter vi havde været sammen i ca. fire måneder fik han en alvorlig depression, som tager rigtig hårdt på både ham, hans familie, min familie og mig. I starten hvor han havde det dårligt sagde han at jeg ikke måtte sige det til nogle fordi han ikke var klar til at snakke med nogen om det og fordi jeg ikke vidste bedre der sagde jeg det ikke til nogen. Han havde det rigtig dårlig i næsten to måneder før hans forældre bemærkede at der var noget glat og fik han til psykolog fordi han ikke kunne passe sin skole. Nu har jeg rigtig dårlig samvittighed fordi jeg føler at hvis jeg havde sagt det til hans forældre før kunne ha' haft det lidt bedre idag, for han har det stadig rigtig dårligt og han har gået til psykolog i noget tid nu. Jeg har brugt rigtig meget tid på at støtte ham og har været der lige med det samme hvis han har haft brug for det. Men du er det begyndt at blive lidt for meget for både mig og min familie. Altså for lidt tid siden på min fars fødselsdag hvor vi skulle ud og spise ringede han og sagde at han kunne holde til det mere og at han havde brug for mig, men da jeg sagde jeg var ude og spise begyndte at han ikke kunne klare det mere og ikke ville leve mere og sådan, så jeg endte faktisk med at ødelægge min fars fødselsdag. Det har jeg det rigtig dårligt med idag, selvom jeg blev og spiste sammen med dem. Og før sommerferie kunne han ikke holde til at gå i skole mere så han fik lov til at blive hjemme, men mange gange om natte holdte jeg mig vågn for at sikre mig at han var okay og nogle gange ringede han og vækkede mig fordi han gik rundt udenfor fordi han havde det så dårligt at han ikke kunne holde og være derhjemme. Så kom han hen til mig og sov og så om morgenen kørte han hjem og jeg i skole, så jeg gik ikke ret meget søvn i meget lang tid. Men han får det næsten altid bedre når han er hjemme ved mig og han kan altid sove når han er hos mig. Kan I nogle ideér til hvorfor det er sådan? Og han har meget svært ved at sove om natten så nogle gange sover han ikke før kl. 6 om morgen. Har I nogle ideér til sådan jeg kan få ham til at sove? Jeg er rigtig bange for at han en dag begår selvmord eller sådan noget! Så her i sommerferien fik min mor konstateret brystkræft og hun blev også opereret for det rimelig hurtig. Selvom det gik så hurtig er det noget som har taget rigtig hårdt på hele min familie. Inde på sygehuset fik vi afvide at der sikkert ville komme et tidspunkt hvor vi ville få brug for psykologhjælp. Efter alt det der er sket har jeg mistet livslysten igen, men jeg har også fået en underlig følelse indeni. Som faktisk gør rigtig ondt, som om der er en der skær i mig indenfra ellers har jeg sådan en tomhed følelse. Jeg føler ikke jeg er noget værd og ønsker faktisk nogle gange at folk bare glemmer mig på en måde. Jeg har ikke sagt til nogen at jeg har det sådan her, ikke engang min kæreste selvom han godt har bemærket at der er noget glat, men jeg vil ikke gøre det værre for ham. Jeg har flere gange skåret i mig selv eller bare skadet mig på en måde og så hvis mine forældre spørger hvad jeg har lavet, siger jeg bare jeg har været lidt uheldig og det tror de på. Og efter det er startet med at jeg har fået det sådan her er jeg begyndte at tro at jeg ikke kan stole på min kæreste. Altså før han mødte mig skrev han med rigtig mange piger og jeg er rigtig bange for at han stadig gør selvom han siger at han ikke gør. Altså hvis han bare bliver ved ven med en pige inde på facebook skal jeg straks vide hvem hun, hvor de kender hinanden fra, om de skriver sammen osv. Jeg er rigtig bange for at han på et tidspunkt såre mig eller finde anden pige. Da min søster var på min alder var hendes kæreste hende utro og hun endte med at få en meget alvorlig depression og hun har ikke haft en "rigtig" kæreste siden. Jeg er rigtig bange for at ende som hende. Jeg er ked af hvis jeg spilder jeres tid, men jeg havde virkelig brug for at komme ud med det, selvom det er meget dårlig skrevet og rodet.

Svar: 

Kære Tihi,

Du spilder skam ikke vores tid. Brevkassen er her lige netop for at du og andre kan få råd og få lov til at læsse af - og det kan jeg faktisk godt forstå at du har brug for! Jeg vil forsøge at besvare dit brev fra en ende af.

Din Farfar: Du fortæller at din farfar døde for 3 år siden, og at det har været - og stadig er, en stor sorg for dig. Det er helt naturligt at du har grædt rigtig meget, da det er en stor sorg, når et menneske man er tæt på og holder af dør. Du føler ikke selv at du er kommet videre - og det lyder til at du ikke rigtig har fået bearbejdet din sorg. Det er rigtig hårdt at forsøge at skjule sin sorg, og ofte bliver sorgen værre i stedet. Når man er i sorg har man brug for at få snakket om det, for at få den bearbejdet. Jeg ved godt at din familie mener at du burde være kommet videre, men jeg tror alligevel det ville være rart for dig at snakke med dem. Og hvad kan der egentlig ske ved at du fortæller dem at du stadig savner din farfar rigtig meget, og har brug for at snakke om det? Måske ville din familie i virkeligheden synes at det er flot og modigt at du tager emnet op? Desuden kan det være rigtig rart at snakke med nogen som kendte din farfar, så i også sammen kan mindes alle de gode stunder i havde sammen.

Din kæreste: Først vil jeg sige, at det lyder rigtig dejligt du har en sød kæreste, og at han kunne give dig livslysten tilbage ovenpå din sorg over din farfar! Jeg kan dog godt forstå at det må være rigtig hårdt at han har fået en depression.

Du fortæller, at du har dårlig samvittighed over, at du ikke fortalte til nogen at han havde det dårligt. Jeg synes dog ikke du skal have dårlig samvittighed - på det tidspunkt viste du jo kun at han havde det dårligt med sig selv - og hvem kan ikke have det ind i mellem? Og så er det jo ok at man kun har lyst til at snakke med sin kæreste om det. Du kunne jo på ingen måde vide at det ville udvikle sig til en depression. Desuden er det ikke sikkert, at det ville have gjort nogen forskel for ham i dag.

Det er rigtig rigtig hårdt at være pårørende til en med en depression - især at være kæreste! Og hold da op du har været der meget for ham! Det synes jeg er vildt flot, men jeg kan også godt forstå at du synes det er hårdt, og at det begynder at blive for meget for dig og din familie. Det lyder som om du hele tiden skal være klar til at komme hvis han ringer og har brug for dig - også om natten. Og det synes jeg ikke lyder rimeligt. Selvom han har det rigtig dårligt, så er du også et menneske der har brug for at leve dit liv! Du skal have lov til at se dine venner, til at fejre din fars fødselsdag (uden dårlig samvittighed!) - og ikke mindst til at sove om natten! Det lyder til at du igennem lang tid ikke har fået nok søvn. Manglende søvn vil både påvirke din evne til at koncentrere dig, din hukommelse og dit humør, så hvis du ikke får søvn bliver det hele også endnu mere overskueligt.

Du spørger om, om vi har nogle ideer til hvorfor han bedre kan sove hos dig. Det er svært at svare på, men jeg kunne forestille mig at han føler sig tryg hos dig, og måske er det svært for ham at få ro på tankerne når han er alene?

Som jeg tidligere har skrevet, er det utrolig hårdt at være kæreste med en som har en depression, og jeg synes du skal snakke med nogen som ved noget om det. Bla. findes der en hjemmeside omkring depression, og omkring det at være pårørende. Du kan også ringe til DepressionsForeningen: 3312 4727, eller Linien - når sindet gør ondt: 3536 2600. Begge steder ved de en masse om hvordan det er at være pårørende til en med depression.

Jeg kan høre at du holder rigtig meget af din kæreste, men jeg kommer alligevel til at tænke på om du faktisk synes det er hele er blevet så for meget, at du er blevet i tvivl om, om det er ham du skal være sammen med? Og om du egentlig er sammen med ham, fordi du er bange for at han begår selvmord, hvis du går fra ham? Er det mon sådan du har det? 

Din Mor: Du fortæller også at din mor er blevet opereret for brystkræft - og jeg er rigtig glad for at høre at det endte med at din mor blev rask! Derfor er det alligevel en svær og hård tid du og din familie  har været igennem, og der er ikke noget at sige til, at det har taget hårdt på jer alle. Du skriver at i har fået at vide på sygehuset, at der sikker ville komme et tidspunkt, hvor i kan få brug for psykologhjælp. Du skriver også, at du efter det med din mor, har mistet livslysten, og at du har en følelse af, at der er en der skær i dig indefra, og en følelse af tomhed. Det er meget stærke følelser der fortæller noget om hvor hårdt det hele har været, og jeg synes ikke du skal gå med dem alene. Jeg tror det vil være rigtig godt for dig at få snakket hele forløbet omkring din mor igennem med en psykolog, og jeg synes helt sikekrt du skal tage imod tilbuddet fra sygehuset. Evt. kan du så også nævne de andre ting for psykologen - sorgen over din farfar, og din kærestes depression. Faktisk tror jeg det vil være rart for dig at få snakket om det hele, så du kan få din gamle livslyst igen!

Til sidst skriver du også at du, efter du har fået det dårligt over alt det med din mor, også er blevet bange for at du ikke kan stole på din kæreste. Og at du er blevet bange for at ende ligesom din søster, som fik en depression efter at hendes kæreste var hende utro. Det er meget forskelligt hvordan mennesker reagerer, og det at din søster fik en depression, betyder ikke at du også vil få det. Jeg tror, at det at du er begyndt at blive bange hænger sammen med alle de andre ting. Måske kan du slet ikke rumme mere, og du trænger til at få det hele bearbejdet. 

Til slut vil jeg gerne sige dig, at det er et meget flot brev du har skrevet. Det beskriver dine følelser og tanker meget præcist. Hvis du fx synes at det er svært eller uoverskueligt at skulle forklare hvordan du har det til psykologen, så vil mit forslag være at printe dit brev ud, og vise til ham/ hende.

Jeg håber du kan bruge nogle af mine svar til noget, ellers er du meget velkommen til at skrive hertil igen.

Mange tanker fra Helle.

 

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program