Kære dig

Først vil jeg sige at jeg sagtens kan forstå din frygt, og det er jeg sikker på at rigtig mange mennesker kan. For selv om vi med vores logik måske sagtens kan forstå at vi alle skal dø, så er det straks noget helt andet når vi skal prøve at accetere det følelsesmæssigt. Og det har nok noget at gøre med den enorme uvished der er omkring døden. 

Jeg tænker faktisk at mange af de tanker du går med er tanker som de fleste mennesker oplever i større eller mindre grad. Nogen slår det hen og siger; jeg kan jo ikke gøre noget ved det alligevel så hvorfor bruge tid på at tænke over det. Andre har brug for at tro på noget bestemt omkring døden...om hvad der sker når man dør for at finde ro og accept af hvad der sker. Og så er der mennesker som bare slet ikke kan overskue tanken. Det kan både være fordi tanken om slet ikke at vide hvad der sker bare virker helt uoverskuelig, men for nogen er det måske også en konkret frygt for at dø. 

At du har de her tanker i særlig høj grad lige nu tænker jeg faktisk er meget naturligt. Du er midt i puberteten, hvilket betyder at du udvikler dig helt vildt lige nu. Det betyder selvfølgelig at kroppen udvikler sig helt vildt og at du er på vej til at blive voksen. Men mindst lige så vigtigt er det at også dine hjerne udvikler sig helt vildt i de her år. Du er pludselig blevet i stand til at tænke tanker der er meget mere komplekse og abstrakte end du har været for få år siden. Det er både helt vildt spændende men også helt vildt skræmmende.
Som barn kan det være fint at vide at når man dør så kommer man i himlen, bliver til en stjerne eller noget helt tredje. Men når vores hjerne udvikler sig og vi kan tænke mere komplekse tanker kan ting som før var nemme at forholde sig til pludselig blive helt uoverskuelige. 
At du er i stand til at tænke meget dybe og filosofiske tanker kan helt sikkert være en fantastisk ting ligesom din lærer nok mener, men som du selv siger kan det også være lidt en forbandelse fordi man kan tænke tanker som man egentlig helst var fri for. Men det kan sagtens ændre sig med tiden. 

Det med døden og hvad der sker når vi dør er én ting. Et andet eksempel kunne være hvor universet som vi er en del af starter og ender. Ingen ved det. Nogen siger at universet er uendeligt...men hvordan kan noget være det???? Der er ganske enkelt ting som vi som mennesker ikke har evnen til fuldt ud at forstå. Vi vil så gerne have fakta og vi vil så gerne kunne forstå. Og når vi ikke forstår så har de fleste brug for at skabe deres egen forståelse. Og netop derfor er der mange der har et stort behov for at tro på noget bestemt omkring døden. De har ganske enkelt brug for at "udfylde hullerne" omkring døden så de kan "forstå" den bedre. 

Lige præcis tanken om døden er en tanke jeg tror fylder noget for alle mennesker ganske enkelt fordi det er noget vi uundgåeligt kommer til at skulle forholde os til før eller siden. Derfor er det også meget logisk at mange har brug for at skabe deres egen idé om hvad der sker. 
Jeg tror, ligesom du har oplevet, at troen på hvad der sker skifter mange gange op gennem livet. Rigtig mange gange. Men ud over at søge en forståelse og en mening med døden tror jeg også det er utrolig vigtigt at arbejde med at acceptere at lige præcis tanker om døden er en naturlig del af livet og noget der vil følge alle mennesker...hele livet. I nogle perioder fylder tanker om døden rigtig meget, ligesom de gør for dig nu, og på andre tidspunkter fylder de mindre. 

Når du tænker at det ikke vil hjælpe at snakke med en psykolog, tror jeg det er fordi du stadig søger svaret på hvad der sker når man dør. Og hvis det er rigtig så tror jeg du har ret i at det ikke vil hjælpe, for det finder du sikkert først ud af den dag det sker. Men det der kan hjælpe ved at snakke med en psykolog, eller i det hele taget ved at snakke med andre mennesker om det her er at man kan blive bedre til at håndtere tankerne om døden. At man kan blive bedre til at acceptere at man faktisk ikke kan finde svaret. 

Det lyder måske lidt mærkeligt, men prøv at se "logisk" på det. Vi kan nok godt blive enige om at det præcise svar ikke findes. Og hvis vi er enige om det så bliver det at lede efter svaret også en opgave der er fuldstændig umulig. Til gengæld er det faktisk en mulig opgave at åbne nogle følelsesmæssige redskaber der kan gøre at du kan lære at leve med uvisheden og tankerne om døden. 

Om det lige er en psykolog du har brug for at tale med ved jeg ikke. Det er helt sikkert en mulighed. Men det vigtigste er at du bliver ved med at tale om de her ting. Tanker om døden er helt naturlige og langt de fleste af de mennesker du møder på din vej går også med tanker om døden. Men jeg tror det er vigtigt at du prøver at flytte fokus omkring tankerne. Væk fra at ville vide hvad der vil ske til at acceptere at tankerne er der og lære at håndtere dem så de ikke fylder for meget i hverdagen. For det er helt sikkert at det skal de ikke. Du er allerede godt på vej fordi du taler åbent omkring de her ting med veninder og med din mor. Jeg tænker at du måske kunne snakke med din mor om at du gerne vil have hendes hjælp til at finde ud af hvad du skal gøre med tankerne. Måske når i frem til at det er en psykolog der giver mest mening, men det kunne også være en præst, din lærer eller måske en filosof? Jeg nævner en filosof fordi du selv nævner at du selv er meget filosofisk. Måske kunne det være godt at snakke med et andet menneske der tænker "ligeså vildt" som du selv gør. 

Jeg tænker at det i hvert fald giver mening at starte med din mor som jeg tænker allerede er godt inde i hvordan du har det. Fortæl at du har brug for at gøre noget ved det her og at du har brug for at gøre noget mere for at få den her frygt til at fylde noget mindre. 

Jeg er sikker på at det kan lykkes dig at få så meget styr på tankerne, så det bliver en okay del af dig i stedet for frygt. Lige så stille, skidt for skridt kan det lade sig gøre. Fortsæt med at dele dine tanker og snak med de mennesker omkring dig du er tryg ved. Så vil det lykkes...det er jeg sikker på. 

Bedste hilsner
Niels-Christian