Hej :)
Jeg har haft spiseforstyrrelsen bulimi i nogle år nu, men den er blevet rigtig slem over det sidste lange stykke tid. Så slem, at jeg ikke kan få min hverdag til at fungere normalt, og jeg er frygtelig ked af det hver eneste dag.Jeg går i behandling, men jeg føler bare, at jeg spilder deres tid - for jeg kan ikke rigtig få det til at lykkes.
Det styrer hele mit liv, og selvom jeg virker smilende og glad i min dagligdag, ligger jeg og græder hver aften inden jeg skal sove. jeg får en masse dårlige tanker, triste følelser og en form for tomhed indeni. Det er svært at beskrive, for jeg kan blive ked af det uden grund, og jeg har aldrig oplevet noget så smertefuldt som den følelse. Jeg føler jeg bærer en facade, og under den er en forfærdelig sandhed. Jeg er så bange for, hvad det skal ende med. Jeg har ikke tænkt mig at begå selvmord, men det skræmmer mig, at jeg mange gange har lyst til, ikke at leve.
Jeg føler mig fortabt, alene og alting gør ondt. Jeg er bange for, hvad andre vil tænke - men på den anden side, så vil jeg så inderligt ønske, at nogen kunne se hvor ked af det jeg er. Jeg har som sådan ikke noget spørgsmål, men jeg har bare brug for at komme ud med det her, så derfor skriver jeg her.
Håber ikke det er latterligt - men tak alligevel for at læse det :)