tabu

brevkassespørgsmål

tabu

brevkassespørgsmål af
Anonym
22 år
Oprettet 5 år 4 måneder siden

Kære Cyberhus,

For at fortælle om mit problem, kommer jeg lige med en kort baggrundshistorie. Da jeg var 14 til 16 havde jeg en depression og da jeg var 18 til 20 blev jeg igen hårdt ramt af depression.

Jeg har gennem det sidste halve års tid følt, hvad jeg tror kinne minde om en midvejskrise, fordi jeg føler, at jeg ikke har oplevet min ungdom. Pga. sygdom mangler mine teenage år og jeg har f.eks. ikke oplevet: teenage forelskelser, nærer venner, eksperimenteret med min seksualitet, sjove fester, efterskole eller den "fede" gymnasie tid. Kort sagt så føler jeg, at jeg ikke har nået hvad jeg skulle og nogle gange plager det mig så meget at jeg tænker at mit liv er så godt som slut.

Jeg flirter tit med tanken om, hvordan det ville være at være teenager igen og selv om jeg føler en lille smule lykke ved de dagdrømme, så bringer de så utrolig meget tristhed med sig og jeg bryder nærmest sammen over, at jeg har forspilt mine chancer som ung. Jeg skammer mig også over disse tanker og føler det er meget tabu belagt.

Jeg ved godt jeg stadig er "ung" og at jeg nu kan gribe chancen for at opleve det "unge" liv, men jeg vil bare gerne opleve det "helt unge" liv. Selvom jeg ikke er religiøs så når jeg har det rigtig dårligt tænker jeg at, "man kan jo satse på reinkarnation" dermed ment at selvmord måske ville reboote livet og jeg igen kunne være barn som jeg ikke har prøvet.

på forhånd tak for hjælpen. 

Svar: 

Hej med dig.

Det lyder som om, der er nogle store tanker, der fylder for dig lige nu. Nogle tanker om livet og døden, og om en tid, der er gået, og som ikke kan ændres eller slettes for at blive genlevet på ny. I kølvandet på depressive episoder er det naturligt, at der opstår tanker om tiden med depressionen og om, hvad man er gået glip af, mens depressionen har styret ens liv. Det er flot, du skriver herind med dine tanker - især fordi, du tager et emne op, som du oplever, er forbundet med tabu, og som derfor kan være svært at berøre og sætte ord på.

Jeg vil starte med at fortælle dig, at jeg forstår dig. Jeg forstår godt, du bliver ked af det, når du sammenligner din ungdom med mange andres ungdom, og når du kommer til at tænke på de mange dage, hvor du kunne have gjort alt muligt andet end at ligge derhjemme og være ked af det, mangle energi og måske endda føle, at alt er ligegyldigt. Fysisk og psykisk sygdom tager noget fra en, som man er vant til at have: nemlig ens frihed til at gøre det, man drømmer om, og som føles mest rigtigt. Det kan være enormt hårdt at acceptere, fordi man nemt kommer til at føle, at livets tog kører videre uden en, og at man går glip af en  masse ting, man kunne have oplevet, hvis ikke sygdommen larmede så forfærdeligt meget.

I dit tilfælde lyder det som om, at de svære tanker især er kommet til dig i tiden efter din sygdom. At du først i tiden efter din sygdom er blevet bevidst om, at du muligvis er gået glip af noget. Det lyder som om, at tankerne om det, du gerne ville have brugt din ungdom på, har givet dig en form for identitetskrise, fordi du oplever, at der er et hul i din livshistorie. Et hul, som kun er fyldt med tristhed og negative tanker i stedet for fester, forelskelser og grænseoverskridende handlinger, som kendetegner de flestes teenageår.
Selvom du har haft en depression, har du dog alligevel været teenager. Selvom din teenagetid ikke har været som de fleste andres, har den dog alligevel haft noget indhold. Derfor handler det for dig om at forsøge at finde ud af, hvad der egentlig er sket i dine teenageår. Selvom du ikke har prøvet at blive teenageforelsket, har du måske prøvet nogle andre vigtige ting. Fx kan jeg forestille mig, at du i din teenageperiode har lært, hvordan man ser lys for enden af tunnelen, hvordan man opsøger hjælp og ikke mindst, så har du måske lært at kende forskel på, hvornår man har det skidt og godt. Man siger, at intet er så skidt, at det ikke er godt for noget, og måske gælder det også for dig. I hvert fald tror jeg, du vil kunne lære meget om dig selv ved at kigge tilbage på, hvad der har gjort dig til den, du er i dag. Hvis du gør det, er jeg overbevist om, at der vil dukke nogle vigtige punkter op, som er opstået i teenagetiden, og som måske har gjort dig stærkere og klogere, end hvis du ikke havde oplevet episoden. Det kan være, du skal tage sådan en snak med en, som står dig nær. En, som kender dig, og som du stoler på. Det kan være rart at snakke med andre om noget, man er ked af, og måske vil vedkommende kunne fremhæve nogle ting, du selv har glemt. Alternativt er det også muligt at opsøge en psykolog. En psykolog vil kunne hjælpe dig med at bearbejde noget, du tidligere har oplevet, hvilket kan være både givende, rart og nødvendigt.

Når du indimellem flirter med tanken om, hvordan det vil være at være teenager igen, så husk på at teenagetiden ikke kun er fest og farver. Faktisk er teenagetiden for mange forbundet med en masse ubehagelige bekymringer, usikkerheder og tvivl, som gør det til en enormt svær tid at komme igennem. Husk også på, at det ikke er alle, som oplever teenageforelskelser osv., men at der rent faktisk sidder mange unge i 20-årsalderen og føler, de ikke har fået det hele med. Man kan nemt komme til at have en tanke om, hvordan tingene "bør" være, men ved nærmere eftertanke vil man måske kunne se, at det er noget, man bilder sig ind. Der findes nemlig ikke én måde at være teenager på, og der findes sikkert heller ikke én ung, som føler, at hans eller hendes teenageperiode har indeholdt alt, man kunne ønske sig. Teenageperioden er en periode, man tager ved lære af, og din teenageperiode har måske bl.a. vist dig, at du ikke dengang var klar til at forelske dig, men at du måske er mere klar til sådanne ting den dag i dag.

Som du selv skriver, så er du stadig ung. Du er en ung, velreflekteret mand, som nu er i stand til at forme dit liv, som du ønsker det. I stedet for at tænke tilbage på, hvad du gerne ville have oplevet i 10'erne, kan det være, du kan se fremad og tænke, hvad du ønsker for dine 20'ere. Måske kan du skrive dine 20'er-drømme ned og på den måde komme til at se lyst på alt det, der venter dig. 20'erne er en vigtig tid, hvor de fleste for alvor bliver bevidste om, hvem de er. Det lyder som om, du allerede er godt på vej ift. at lære dig selv at kende med de op- og nedture, du har været igennem.

Jeg kan godt forstå, at tanken om at genopleve teenageårene frister dig. Jeg vil dog understrege, at det er meget vigtigt, du ikke gør alvor af dine tanker. Selvmord vil ikke bringe dig tilbage og vil ikke kunne løse nogle problemer. Derimod kan du genopleve de unge år på anden vis. Fx findes der mange gode film om tiden i ungdomsårene, som på typisk afbilleder, hvordan det egentlig er at være ung. Mange danske ungdomsfilm er i hvert fald rigtig gode til at sætte fokus på, at det ikke bare er en god tid, men også en hård, krævende periode, hvor man indimellem er et stort spørgsmålstegn. Selvom din ungdom især var præget af depression, var der sikkert også andet indhold. Ved at kigge gamle billeder igennem, kan du måske få øje på noget, du havde glemt fra netop denne periode, og som måske er et tegn på, at du har haft nogle af de samme bekymringer og oplevelser, som de fleste andre.

Til sidst vil jeg huske dig på, at din fortid er vigtig, fordi den har formet dig, men at din nutid og din fremtid er endnu mindst lige så vigtige. I det omfang du kan, vil jeg derfor råde dig til at gribe dagen og se fremad. Med det mener jeg, at du hver dag får en ny mulighed for at gøre det, gerne vil.

Jeg ønsker dig alt det bedste og håber, du kan bruge mit svar.

Kh. Matilde

 

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program