Kæreste dig

Tusind tak for dit brev. Jeg blev meget rørt over den måde du har beskrevet dine tanker og følelser på, og det er hverken for indviklet eller dårligt formuleret. Jeg kan mærke dig i dine ord, og det er en gave. 

Det er altid svært når man mister nogen man holder af, og som du også skriver, så er det både tragisk og voldsomt. Ud fra hvad du beskriver i dit brev, tænker jeg at den ensomhed du oplever er en helt naturlig reaktion på en meget traumatisk (voldsom) oplevelse, og det er meget svært at sige hvornår ens sorg bliver bedre. Der er nogen som beskriver sorg med bestemte stadier som man skal igennem - Isolation, benægtelse, vrede, forhandling, depression og accept. På den måde kan man sige at man på et tidspunkt finder en måde at acceptere tabet og leve videre på trods af sorgen. Der er også andre (en nyere teori) som mener at sorg ikke kan ses helt så ligetil, men at man kommer ind og ud af sorgen på forskellige måder på forskellige tidspunkter, og her betyder det også at alle sorger på forskellige måder. Grunden til at jeg nævner de her måder at se sorg på, er fordi man nemt kan komme til at føle at man sidder fast, at man sørger forkert (hvis man f.eks. har en god dag) eller hvis man ikke oplever at andre sørger "rigtigt". Så er det godt at huske på at selvom sorgen til tider kan fylde utrolig meget, så vil der også være dage hvor den ikke fylder lige så meget. Og begge dele er ok. Uanset hvordan man oplever sorgen, så findes der ikke nogen forkert måde.

I den forbindelse, så skriver du at du tænker at din mor ville have at du var stærk og at du ikke sad derhjemme og græd. Jeg tænker egentlig både at du er utrolig stærk, og at din mor helt sikkert også ville være enig med mig. For når du græder, er du i kontakt med dine følelser. Du mærker smerten (selvom det er hårdt), og du giver dig selv lov til at være ked af det. Det er ikke alle mennesker der kan det, og det her er jo lige præcis sådan en situation hvor det er en fuldstændig normal reaktion at være ked af det. Du skriver jo også at din mor netop havde forståelse for at livet bare er noget lort nogle gange, og at der også skal være plads til de dage. Det er en rigtig klog mor du har. Og ja, jeg skriver i nutid, for selvom hun ikke er fysisk til stede mere, så lever hun videre i dig og i dit minde om hende - både det du husker som irriterende og det du husker som trygt. Det samme gælder for din far som også har en del af hende med sig. Her tænker jeg på om I mon har snakket om hende sammen? Altså ikke kun om den sidste tid, men om hvordan hun var da de mødtes? Hvordan du virkelig var træt af og elskede de ting hun gjorde? Måske kan I kigge på billeder af hende og huske nogle af de ting hun sagde og gjorde? Og pyt med om du græder. Det er, som sagt, helt forståeligt og en ganske naturlig reaktion. At græde kan også være rensende og kan hjælpe til at sorgen får et mere konkret udtryk. At sorgen bliver til tårer. Hvad sagde din mor til dig på de dage hvor livet var lort? 

Jeg er også glad for at høre at du er blevet tilbudt at snakke med en psykolog. Selvom det kan være rigtig svært at snakke om - særligt med en fremmed - så kan det være at du måske får lyst til at snakke med en psykolog på et andet tidspunkt. Det behøver ikke være den samme psykolog som du allerede har prøvet. I Danmark har vi nemlig frit sygehusvalg, hvilket betyder at du gerne må vælge en anden psykolog. Det er nemlig vigtigt at kemien er der, og at man føler sig tryg. Og i den forbindelse skal du også huske at du jo ikke kun behøver at bruge psykologen til at snakke om det der skete. Det kan være at du har brug for at snakke om andre ting som du f.eks. har oplevet i skolen, at din far er træls, en dreng du kan lide eller mange andre ting. For selvom din mor fylder rigtig meget for dig, så fortsætter resten af virkeligheden - og nogle gange kan det være rart at få hjælp til den del, så man har overskud og ro til at sørge i fred. Så selvom du har valgt ikke at snakke med en psykolog lige nu, så husk at det altid er en mulighed. Derudover findes der også en rådgivning som hedder Børn, Unge og Sorg, hvor de både har en chat, brevkasse og en telefonlinje. Du er ikke alene, og hjælpen er der når du er klar til det - uanset om det er nu, om et år eller om 5 år.

Du skriver også at du ville ønske at du havde skrevet et brev til hende. Jeg tænker at det jo ikke er for sent? Har du prøvet at skrive et brev til hende nu? Nogle gange, så kan det hjælpe at få følelser ned i ord, og ordene ned på papir. Og måske kigger din mor med? Hun lever jo, som sagt, videre gennem dig. Måske har du brug for at fortælle hende om hvad du har lavet idag? Måske vil du gerne sætte ord på din kærlighed til hende? Måske er du vred på hende? Intet er forkert, og der er ingen grænser for hvor mange breve du må skrive. Måske kan du gemme dem, og så kan du læse dem igennem når du har brug for det. En anden mulighed er at du snakker med hende. Enten derhjemme eller ved hendes grav (eller urne). Fortæl hende om hvordan det går med dig, din far, din skole, jeres hverdag, dit savn, din sorg og alt hvad du har brug for at sige. Der er som sagt ikke noget der er forkert. 

Du skriver at du håber at hun ved at du sender varme tanker til hende og at du altid ville hende det bedste. Jeg er helt sikker på at hun håber det samme for dig. Hun er din mor og du er hendes barn. Det er en kærlighed som aldrig slutter, selv i døden. 

Jeg håber du kan bruge mit svar, og jeg håber at du vil skrive igen eller besøge vores chat, hvis/når du har brug for det. Du er ikke alene, og vi vil altid gerne lytte - selv til de svære ting! 

Kærlige hilsner

Signe