Jeg er helt splittet og skifter mening flere gange på en dag.. vi har været kærester i et år, han er 29, jeg er 22 - denne aldersforskel gør også, at vi er to forskellige steder i livet. Han føler sig færdig med ungdomslivet og er klar til at gifte sig, ikke mindst få børn og forpligte sig for altid. Han ved, hvad han vil med sit liv. Jeg føler mig stadig meget ung, uafklaret og bliver klaustrofobisk ved tanken om, at der er én, der har lagt en plan sammen med mig langt ude i fremtiden, som jeg slet ikke ved, om jeg passer ind i. Jeg ved ikke engang, hvad og hvor jeg vil studere. Dog ved jeg godt, at han slet ikke vil lægge et pres på mig eller forventer, at jeg ved, hvornår (og om) jeg vil giftes og have børn. Alligevel føler jeg mig presset, da jeg ikke vil spilde hans tid, hvis jeg pludselig skulle skifte mening. For det gør jeg tit. Og det er typisk mig. I mine tidligere forhold har det primært været mig, der har forladt, og i de fleste tilfælde af de samme grunde: mine partnere holder op med at være spændende, jeg vil have frihed til ikke kun at date de fyre, jeg vil, men også bare helt selv at kunne bestemme, hvordan jeg vil tilrettelægge min tid, og jeg savner mine venner og prioriterer mit forhold til dem lige så (eller højere) højt som til min kæreste. Jeg holdt op med at være forelsket i dem. Og jeg var ikke i tvivl.

Følgende tendenser gentager sig i dette tilfælde: Jeg savner frihed til at have sex med andre fyre. Jeg savner at kunne tilrettelægge min tid og at fokusere på min fremtid - lige nu tror jeg ikke på mig selv og mangler tid til at udvikle de evner, jeg behøver, for at kunne opnå drømmestudiet. Jeg savner mine venner - og jeg prioriterer dem lige så højt (ikke højere) som min kæreste. 

Han er altså ikke blevet mindre spændende. Med mine tidligere kærester nåede jeg til et punkt hvor jeg, når jeg var sammen med dem, helt fysisk kunne mærke, at jeg ikke brød mig om at være i nærheden af dem som en kæreste, og jeg havde egentlig lyst til at være et andet sted. Med min nuværende kæreste hygger jeg mig og er glad og tryg i hans selskab. Men når jeg så forlader ham, går jeg rundt og tænker, om jeg går glip af en masse ved at bruge tid med ham. Mine følelser om vores forhold veksler altså afhængigt af, om jeg er sammen med ham eller ej. Det er topforvirrende og svært at forholde sig til, når jeg prøver at nå frem til en konklusion.

Jeg går også og er skyldig, fordi jeg føler, han dedikerer sig enormt meget til vores forhold, mens jeg har benene placeret to steder: i forholdet og uden for det. Jeg føler mig altså nogle gange bare mere som en singlepige. Jeg føler, jeg er selvcentreret, flygtig og useriøs, når det kommer til at danne par. Men så forestiller jeg mig, hvordan det ville være at slå op med ham: vil jeg komme til at savne ham? Svaret er "ja", det ville jeg. Men om det stadig ville være den bedste beslutning er jeg i tvivl om.

Jeg googler ting som "hvordan ved jeg, om jeg skal slå op", og de fleste indlæg handler om, at man skal forlade sin kæreste, hvis han (ja, der er mange kvindeartikler) nedværdiger dig, lyver over for dig, er lige glad med dig, gør dig ked af det osv. Det kan jeg ikke bruge til noget. Andet end at bekymre mig om, hvorvidt jeg så selv er denne nedværdigende, løgnagtige, ligeglade partner, som min kæreste i virkeligheden ikke fortjener. For han gør nemlig alt det rigtige. Og jeg kan mærke, at jeg smiler og har lyst til at kysse ham, når jeg er i nærheden af ham. Og alligevel føler jeg, at jeg tager ham forgivet, og at der måske er en anden kvinde, der kunne sætte endnu mere pris på dét, han gør - og være i stand til at give bedre tilbage..

Jeg tvivler altid lidt, inden jeg går ind i et forhold (der er også flere fyre, der gerne har ville, men jeg har så afslået, blandt andet fordi jeg vidste, jeg ville komme til at såre dem på sigt), men prøver også nogle gange at trodse min vane og virkelig forsøge at comitte mig til en fyr. Men pludselig vil jeg bare gerne "sættes fri". 

Det er frustrerende at have det på den her måde. Det betyder jo ikke, at jeg ikke kan forelske mig i nogen - det gør jeg tit. Jeg føler, at mit kærlighedsliv går i ring og har gjort det siden jeg fik min første kæreste som 17-årig. Nogle gange er jeg inderst inde bange for, at jeg aldrig kommer til at slå mig til ro, aldrig bliver tilfreds.. Men den tanke gør mig også ensom.

Det var en lidt diffus beskrivelse af min personlighed og mit forholdsmønster set fra min vinkel. Er jeg et normalt tilfælde? Og hvordan tackler jeg alle de mange følelser, jeg har, men som jeg aldrig kan regne med? Holder jeg min kæreste for nar? Jeg har godt snakket med ham om, hvor lidt jeg er sikker på, hvad jeg vil med mit liv, og han kender godt til mine følelser omkring mine tidligere forhold. Jeg kan dog ikke få mig selv til at fortælle ham, at jeg tvivler på mine følelser. Burde jeg gøre det, eller bør jeg vente, til jeg på en eller anden måde bliver mere afklaret?

Kærlig hilsen