Vægttab

brevkassespørgsmål

Vægttab

brevkassespørgsmål af
JM
21 år
Oprettet 7 år 4 måneder siden

Hej,

Jeg er efterhånden ved at give op på mit vægttab. Jeg er en lav pige, på 154 centimeter, dog vejer jeg 115 kilo - noget er graviditetskilo. Jeg har også for lavt stofskifte, som jeg får medicin for. Jeg vil SÅ gerne tabe mig, og jeg har gjort det før.. Men jeg kan ikke finde motivationen, til trods for jeg hyler hver dag, over at jeg ser ud som jeg gør. Min læge er ikke til megen hjælp. Jeg er lige så stille ved at lægge kosten om, men hver dag rammer jeg et tidspunkt, hvor mit hoved siger, at det fuldstændig er umuligt for mig at komme ned i vægt.

 

Jeg ville somme tider ønske jeg kunne få gastric bypass eller en fedtsugning. Jeg er så ulykkelig over mit udseende, selvom min kæreste siger jeg er dejlig... Jeg hader min krop, jeg hader at jeg skal købe plus size tøj, jeg hader ALT ved mig... Jeg har overvejet slankepiller, og indimellem driver de her vægttabstanker mig simpelthen til vanvid, det er en evig besættelse... 

 

Jeg vil så gerne være slank og sund...

 

M

Svar: 

Kære JM

Det er svært at tabe sig, og jeg tror rigtig mange kan genkende den her fornemmelse af at tankerne om vægttab, konstant fylder på en rigtig negativ måde. Særligt i de perioder hvor vægttabet ikke lige går som man ønsker det.
Du skriver at du har nogle prøblemer med dit stofskifte, som du får medicin for. Det gør selvfølglig ikke dit vægttab lettere.

Det er selvfølgelig godt at du får medicin, i forhold til stofskiftet, men det er rigtig ærgerligt at du ikke får yderligere hjælp fra din læge. For det burde du godt kunne få. 
Ud fra de mål du oplyser har du et BMI der skulle gøre det muligt for din læge, at henvise dig til en diætist. Det ved jeg ikke om du tidligere har prøvet? En diætist kan være en tæt sparringspartner på kostomlægningen. 

Ud over den rent fysiske del af vægttabet, kunne jeg også være nysgerrig på om du har prøvet, eller overvejet at snakke med nogen om de her meget negative tanker du har om dig selv? Det kunne være en psykolog. 
Formlen for et vægttab, er jo egentlig ret enkel. Indtag færre kalorier end du forbrænder. Hvorfor er det så, så forbandet svært at tabe sig, når formlen er så enkel? 
For langt de fleste tror jeg en kostomlægning, og en "udrensning" af kroppen, kræver en udrensning af tankerne og følelserne først. 
Et vægttab kræver overskud af energi. Kroppen vil ofte reagere med fysisk ubehag, når man stresser den med omlægning af kosten. Man vil uundgåeligt opleve at man bliver presset, og humørsvingninger er helt naturlige.
Det betyder også, at hvis man starter et vægttab med det udgangspunkt at man ikke er god nok...så er det svært at finde den overskudsenergi der skal til for at gennemføre sådan en kostomlægning, og et større vægttab. 

Jeg tænker at du behøver hjælp til at elske dig selv, for at din kamp mod kg, bliver lettere og mere succesfyldt. Hjælp til at se dig selv som din kæreste gør. Din kæreste ser dig som dejlig. Det er jeg også sikker på du er. 
Med den rette hjælp kan du lære at se igennem det filter du ser dig selv med lige nu, og se at du er dejlig. Og så er jeg også sikker på at dit vægttab bliver lettere. 

Du kan tænke det som en fiasko, at du ikke taber dig så meget og så hurtigt som du ønsker det. 
Jeg tænker du er vildt sej, at du er så målrettet arbejder på  at omlægge din kost. Selv om du kæmper med stofskiftet og oplever nederlag. Det lyder som om du dagligt oplever de her meget negative tanker, om at du ikke vil lykkes...og på trods af dem kæmper du videre. Det er altså stærkt.  Jeg tænker du er meget meget stærkere end du selv er klar over. 

Jeg tænker du nok engang skal snakke med din læge. Snak om mulighed for at blive henvist til en diætist, og hvis du tænker det giver mening, måske også en psykolog? Hvis din læge ikke ønsker at hjælpe dig, synes jeg du skal overveje at skifte læge, eller måske kontakte din kommune. I mange kommuner har man samlet en masse indsatser omkring sundhed i "Sundhedshuse", hvor der sagtens kunne være mulighed for at finde god hjælp og støtte. 

Sidst men ikke mindst. Prøv lige at lytte...sådan rigtig lytte til din kæreste når han/hun siger at du er dejlig. For det er du. 

Kærlig hilsen 
Elisa

Elisas billede
Elisa fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program