Kære forvirrede

Jeg kan godt fornemme på dit brev, at du er meget ambivalent i forhold til din mor og hendes måde at skille sig ud på. Jeg vil gerne starte med at rose dig for, hvor fint du formulerer dine tanker om situationen. Det kan være rigtig svært, når det handler om ens forældre, fordi man elsker dem højt, og ønsker ikke noget ondt for dem. Men jeg kan sagtens følge dine tanker og dine tvivl i forhold til, hvordan du skal håndtere situationen. 

Jeg kan godt forstå, at det er svært, fordi du kommer i et dilemma med dig selv i forhold til dine egne holdninger og værdier, hvor du opfatter dig selv som et tolerant menneske, hvor der skal være plads til alle, mod ikke at skille sig for meget ud eller at folk kigger skævt til dig. Det kan være svært, når man oplever at være i en form for konflikt med ens egen forståelse af sig selv og det man står for. Jeg tænker, at selvom du elsker din mor højt og egentlig gerne vil acceptere hendes måde at være på, så kan det være svært at lægge andres dømmende blikke væk. Og jeg tror generelt, at det kan være svært for de fleste, fordi det er svært at være den, der skiller sig ud og går imod flokken, og jeg tror at det måske kan hænge sammen med, at man er bange for at blive holdt udenfor. Men ofte så er andres dømmende blikke ens egne forestillinger eller frygt for, hvad andre mener, men det kan bare være rigtig svært at slippe og overbevise sig selv om, at det blot er ens egne tanker.

Du er i en alder, hvor de fleste oplever at glide lidt væk fra deres forældre, og man begynder at leve sit eget liv. Så jeg tænker at det er helt naturligt, at de her tanker om din mor fylder rigtig meget for dig. Og særligt når det rent faktisk begynder at blive en mulighed for dig at flytte hjemmefra. Men jeg tænker på, om det kunne være en idé at snakke med din mor om alle de her tanker du har? Det fylder meget for dig, og måske kan din mor også fornemme på dig, at du ikke altid har det lige godt med hende? Jeg kan godt forstå, hvis det er en svær samtale at skulle have, og svært at sige til sin mor, at du ofte er lidt flov over hende. Men måske vil det hjælpe, hvis I kan tage en snak om det? Din mor er som hun er, og det er nok svært for hende at ændre sig fra den ene dag til den anden, og det lyder også til, at hun er meget sikker på, hvordan hun har lyst til at være og hvem hun er som person. Men derfor kan I nok stadig godt snakke om, hvordan I er, når I er sammen derhjemme, og om der er nogle ting der, som kan ændres. Måske vil det også være rart for dig at få det ud, så du ikke skal gå med det selv. 

En anden ting jeg tænker du kan gøre er at skrive dine tanker ned. Nogle gange når vi er frustrerede eller der er noget, der fylder meget for os, så kan det blive så overvældende, at det er rart at få det ud. Og hvis du ikke føler, at du kan snakke med din mor om det lige nu, så kan det være godt at skrive det ned. Du kan fx prøve at skrive, hvilke tanker du får, når du går ude sammen med din mor, eller når du møder dine naboer. Det kan være rart at prøve at få en dybere forståelse for, hvad ens tanker handler om, og det kan være lettere, når man har skrevet dem ned. 

Endelig vil jeg sige, at det lyder til at du er lidt i tvivl om din egen selvforståelse, og hvem du er som person - og til det vil jeg sige, du er langt fra den eneste! Det er helt normalt, når man er i din alder, at man begynder at stille spørgsmålstegn ved ens holdninger, måder at være på, tøjstil osv. Og selvom det kan føles som en rigtig frustrerende og forvirrende tid, så er det netop en tid, hvor der er plads til, at du kan eksperimentere lidt med hvem du er. Det er helt okay, at du ikke har lyst til at være ligeså meget som din mor, ligesom det vil være okay, hvis du havde. Selvom du elsker din mor højt, så er det ikke ensbetydende med, at du skal acceptere alle de valg hun træffer eller den måde hun er på altid. Jeg tror de fleste har oplevet at være flove over deres forældre eller, ligesom dig, frustreret over deres værdier og væremåder. Men det lyder til, at det går dig rigtig meget på, så derfor tænker jeg at det bedste du nok kan gøre lige nu er at snakke med din mor om det. Hvis der ikke kommer noget ud af det, og du slet ikke kan overskue at bo mere ved hende, så er det en mulighed at flytte hjemmefra, men det kan godt være lidt omfattende, når du er under 18 år. Du kan eventuelt læse mere i den her artikel. Du er også altid velkommen i 1-1 chatten, hvis du har brug for at snakke mere om det. 

Jeg håber, at du kan bruge mine tanker til noget, og at du finder ud af det med din mor.

Mange hilsner
Pernille