Kære dig

Det er meget vigtigt at man tager stress symptomer alvorligt, og det er rigtig godt gået at du har skrevet ind til os. 

Ud fra hvad du skriver, så lyder det til at du er nødt til at fortælle nogen om hvordan du har det. Stress og forventningspres kan, som du skriver, føles meget ubehageligt og være en enorm belastning. Det kan også betyde at man udvikler en depression eller anden psykisk lidelse, og det er derfor at det er vigtigt at man reagerer på det. Det burde dine forældre også vide når de er læger, og det lyder ikke til at de lige nu selv kan se at der er noget galt. Derfor er det vigtigt at du fortæller dem om din oplevelse, så de kan støtte dig frem for at presse dig yderligere. 

Mange gange kommer det værste pres indenfra, og det lyder også til at du er den hårdeste dommer for dig selv. Du skal huske at det der er det vigtigste er dit helbred. Dermed ikke sagt at du skal stoppe helt eller tvinge dig selv til at slappe af (det kan måske endda gøre din stress værre). Det er OK at du gerne vil klare dig godt i skolen, men du er nødt til at finde en balance som betyder at du også har det godt imens - og også føler at du gerne må sige ja til sociale aktiviteter uden dårlig samvittighed. Og den balance kan være rigtig svær at finde på egen hånd.

Snak med nogen. Ingen mennesker kan klare sig alene. Det er ligemeget om man er rig eller fattig, læge eller elev i spar, så har vi allesammen brug for andre mennesker for at have det godt. Desværre er det sådan at vores samfund er skruet sådan sammen, at mange unge tror at de aldrig skal spørge om hjælp, men kun klare tingene selv. Derfor er der rigtig mange som, ligesom dig, oplever symptomer på stress, og som udvikler depression, angst eller en anden alvorlig sygdom i forlængelse heraf. Det er rigtig ærgerligt at det er blevet sådan, for i virkeligheden er det en stor styrke at man tør spørge andre om hjælp, og at man tør indrømme det hvis man har udfordringer. Det gør det også sværere at det er noget indvendigt, fordi det ikke er lige så synligt som f.eks. et brækket ben. Hvis du brækker benet, så skal du til lægen, hvor du får gips på, og så kan du gå rundt med krykker indtil benet er helet. Måske skal du også lave genoptræning bagefter, før du til sidst er tilbage til din tidligere bevægelighed. Det er der ingen som sætter spørgsmåltegn ved. Når man har stress, som du beskriver det, er det ligesom et usynligt brækket ben, og jo længere tid du går rundt med det alene, jo værre bliver det - og du kan risikere at du gør skaden værre. Så derfor vil jeg klart anbefale dig at snakke med dine forældre om det. Du kan også overveje at skrive et brev til dem hvor du beskriver hvordan du har det (du kan også vise dem dit brev til os). Hvis du overhovedet ikke føler at du kan snakke med dine forældre, så vil jeg anbefale dig at snakke med en anden f.eks. en studievejleder. Din studievejleder kan hjælpe dig med at lave et overblik over din faglige hverdag, og samtidig være god sparring ift. det uddannelsesmæssige pres du oplever lige nu. Du kan også tage ned til din egen læge og snakke med ham/hende. Du skriver at du allerede er blevet undersøgt, men har du nævnt de her tanker/følelser? Husk at fordi du er over 15 år, vil dine forældre ikke få noget af vide om hvad du har snakket med lægen om (De har tavshedspligt).

Du er også meget velkommen til at komme ind i vores chat her på Cyberhus og snakke med en af vores rådgivere. Det vigtige er at du snakker med nogen om hvordan du har det, og får hjælp til hvordan du kan finde en balance. Stress skal tages alvorligt, og det skal reageres på.

Du er ikke dine forældre. Jeg vil også gerne lige minde dig om at du ikke er dine forældre, og derfor ikke er tvunget til at gå i deres fodspor. I dit brev lyder det til at du måske slet ikke har lyst til at være læge, men at det måske i virkeligheden mere er dine forældres ønske? Og måske lige præcis pga. uddannelsesloftet er det vigtigt at du starter på en uddannelse som du rent faktisk har lyst til, og ikke en uddannelse som du føler dig tvunget til at tage. Har du lyst til at arbejde som læge? Det er helt iorden at du har et andet (eller andre) ønsker, og i sidste ende er det dig, og ikke dine forældre, som skal leve dit liv. Selvom det også er vigtigt hvor du ender (på lægestudie eller et andet sted), så er det mindst lige så vigtigt at du har det godt på vejen derhen. 

Jeg håber du kan bruge mit svar. Husk at du altid er velkommen til at skrive igen.

Kærlig hilsen

Signe