Normal
0

21

false
false
false

DA
JA
X-NONE

/* Style Definitions */
table.MsoNormalTable
{mso-style-name:"Tabel - Normal";
mso-tstyle-rowband-size:0;
mso-tstyle-colband-size:0;
mso-style-noshow:yes;
mso-style-priority:99;
mso-style-parent:"";
mso-padding-alt:0cm 5.4pt 0cm 5.4pt;
mso-para-margin:0cm;
mso-para-margin-bottom:.0001pt;
mso-pagination:widow-orphan;
font-size:12.0pt;
font-family:Cambria;
mso-ascii-font-family:Cambria;
mso-ascii-theme-font:minor-latin;
mso-hansi-font-family:Cambria;
mso-hansi-theme-font:minor-latin;}

Jeg er enormt forvirret og frustreret. Jeg føler at jeg er helt ved siden af mig selv, uden helt at vide hvordan..
Min hverdag har altid været fyldt med problemer, og mange af dem sidder stadig i mig, da de aldrig er blevet bearbejdet eller talt om.
Da jeg var 4 år døde min far og sidenhen blev min mor gift med en alkoholiker. De boede sammen i 8 år. Gennem hele perioden havde jeg det enormt svært, da hans alkoholmisbrug var en hemmelighed vi havde derhjemme, så ingen kendte til min skæbne. Jeg stod tit i situationer hvor jeg skulle handle som en voksen; hvis min mor skulle til møde havde jeg ansvaret for mine søskende, mens han lå i en brandert på sofaen. Det var en forfærdelig hverdag som jeg aldrig fik talt med nogle om. Det var ikke engang noget vi kunne tale om derhjemme..
I dag bor de ikke længere sammen; min mor har fundet en ny mand som jeg bestemt heller ikke har et godt forhold til.
På det sidste er der sket en masse underlige ting i min krop, som jeg har svært ved at forstå.

Forleden løj jeg f.eks. på mit arbejde om, at der var kommet en mand ind i forretningen og havde truet mig.. Og jeg fandt på det kun for at få opmærksomhed. Men hvorfor?
Når jeg ligefrem finder på en hændelse om, at jeg er blevet truet på jobbet er der jo noget galt.. men hvad er det? 

Jeg kan ikke snakke med min mor, og har heller ikke lyst. Vores forhold hænger i en tynd tråd og jeg har svært ved at stole på hende. Hendes kæreste har aldrig sagt mig noget, så vi har intet forhold til hinanden udover at vi bor under samme tag.
Så jeg mangler en jeg kan være fortrolig med, når nu de voksne i huset ikke duer.

Jeg er ydermere begyndt at blive ekstra følsom og sårbar på det sidste. Forleden da jeg skulle træffe en simpel beslutning fik jeg en knude i maven og brød sammen i gråd, uden overhovedet at vide hvorfor. Når jeg tænker på det nu, undrer jeg mig også.
Noget siger mig, at min krop forsøger at sende mig nogle signaler, men jeg har svært ved at tolke dem. Hvad er det den prøver at fortælle mig?

Ydermere er jeg begyndt at kede mig rigtig meget, og jeg har nærmest opbygget en frygt for at skulle være alene, da jeg ved at jeg så vil kede mig. Skal jeg lægge noget i det?

Jeg er lige startet på nyt arbejde og jeg har fået den sødeste chef. Vi er allerede kommet rigtig godt ind på hinanden og vi snakker meget sammen. Hun virker som en jeg kunne stole på, og jeg har derfor overvejet, at lade hende blive en jeg kunne åbne mig overfor. Men det er jeg selvfølgelig klar over, at man ikke bare kan gøre.
Jeg synes selv hun skal have lov til at vælge, om hun vil blandes ind i min historie, og om hun, når hun spørger hvordan det går, virkelig gerne vil høre sandheden og ikke mit evige og påtvungne ”det går rigtig godt, tak”. 

Hvordan får jeg spurgt hende på en acceptabel måde, hvis jeg overhovedet kan tillade mig det? Hvad synes I?

Normal
0

false
false
false

DA
JA
X-NONE

/* Style Definitions */
table.MsoNormalTable
{mso-style-name:"Table Normal";
mso-tstyle-rowband-size:0;
mso-tstyle-colband-size:0;
mso-style-noshow:yes;
mso-style-priority:99;
mso-style-parent:"";
mso-padding-alt:0cm 5.4pt 0cm 5.4pt;
mso-para-margin:0cm;
mso-para-margin-bottom:.0001pt;
mso-pagination:widow-orphan;
font-size:12.0pt;
font-family:Cambria;
mso-ascii-font-family:Cambria;
mso-ascii-theme-font:minor-latin;
mso-hansi-font-family:Cambria;
mso-hansi-theme-font:minor-latin;}

Jeg er så forvirret og frustreret, kan ikke finde hoved og hale i min egen krop længere. Det er som om, at jeg er ved at miste kontrollen..

/En frustreret pige