Når man ikke længere kan genkende sig selv, er der vel noget galt?

brevkassespørgsmål

Når man ikke længere kan genkende sig selv, er der vel noget galt?

brevkassespørgsmål af
Anonym
18 år
Oprettet 10 år 3 måneder siden

Normal
0

21

false
false
false

DA
JA
X-NONE

/* Style Definitions */
table.MsoNormalTable
{mso-style-name:"Tabel - Normal";
mso-tstyle-rowband-size:0;
mso-tstyle-colband-size:0;
mso-style-noshow:yes;
mso-style-priority:99;
mso-style-parent:"";
mso-padding-alt:0cm 5.4pt 0cm 5.4pt;
mso-para-margin:0cm;
mso-para-margin-bottom:.0001pt;
mso-pagination:widow-orphan;
font-size:12.0pt;
font-family:Cambria;
mso-ascii-font-family:Cambria;
mso-ascii-theme-font:minor-latin;
mso-hansi-font-family:Cambria;
mso-hansi-theme-font:minor-latin;}

Jeg er enormt forvirret og frustreret. Jeg føler at jeg er helt ved siden af mig selv, uden helt at vide hvordan..
Min hverdag har altid været fyldt med problemer, og mange af dem sidder stadig i mig, da de aldrig er blevet bearbejdet eller talt om.
Da jeg var 4 år døde min far og sidenhen blev min mor gift med en alkoholiker. De boede sammen i 8 år. Gennem hele perioden havde jeg det enormt svært, da hans alkoholmisbrug var en hemmelighed vi havde derhjemme, så ingen kendte til min skæbne. Jeg stod tit i situationer hvor jeg skulle handle som en voksen; hvis min mor skulle til møde havde jeg ansvaret for mine søskende, mens han lå i en brandert på sofaen. Det var en forfærdelig hverdag som jeg aldrig fik talt med nogle om. Det var ikke engang noget vi kunne tale om derhjemme..
I dag bor de ikke længere sammen; min mor har fundet en ny mand som jeg bestemt heller ikke har et godt forhold til.
På det sidste er der sket en masse underlige ting i min krop, som jeg har svært ved at forstå.

Forleden løj jeg f.eks. på mit arbejde om, at der var kommet en mand ind i forretningen og havde truet mig.. Og jeg fandt på det kun for at få opmærksomhed. Men hvorfor?
Når jeg ligefrem finder på en hændelse om, at jeg er blevet truet på jobbet er der jo noget galt.. men hvad er det? 

Jeg kan ikke snakke med min mor, og har heller ikke lyst. Vores forhold hænger i en tynd tråd og jeg har svært ved at stole på hende. Hendes kæreste har aldrig sagt mig noget, så vi har intet forhold til hinanden udover at vi bor under samme tag.
Så jeg mangler en jeg kan være fortrolig med, når nu de voksne i huset ikke duer.

Jeg er ydermere begyndt at blive ekstra følsom og sårbar på det sidste. Forleden da jeg skulle træffe en simpel beslutning fik jeg en knude i maven og brød sammen i gråd, uden overhovedet at vide hvorfor. Når jeg tænker på det nu, undrer jeg mig også.
Noget siger mig, at min krop forsøger at sende mig nogle signaler, men jeg har svært ved at tolke dem. Hvad er det den prøver at fortælle mig?

Ydermere er jeg begyndt at kede mig rigtig meget, og jeg har nærmest opbygget en frygt for at skulle være alene, da jeg ved at jeg så vil kede mig. Skal jeg lægge noget i det?

Jeg er lige startet på nyt arbejde og jeg har fået den sødeste chef. Vi er allerede kommet rigtig godt ind på hinanden og vi snakker meget sammen. Hun virker som en jeg kunne stole på, og jeg har derfor overvejet, at lade hende blive en jeg kunne åbne mig overfor. Men det er jeg selvfølgelig klar over, at man ikke bare kan gøre.
Jeg synes selv hun skal have lov til at vælge, om hun vil blandes ind i min historie, og om hun, når hun spørger hvordan det går, virkelig gerne vil høre sandheden og ikke mit evige og påtvungne ”det går rigtig godt, tak”. 

Hvordan får jeg spurgt hende på en acceptabel måde, hvis jeg overhovedet kan tillade mig det? Hvad synes I?

Normal
0

false
false
false

DA
JA
X-NONE

/* Style Definitions */
table.MsoNormalTable
{mso-style-name:"Table Normal";
mso-tstyle-rowband-size:0;
mso-tstyle-colband-size:0;
mso-style-noshow:yes;
mso-style-priority:99;
mso-style-parent:"";
mso-padding-alt:0cm 5.4pt 0cm 5.4pt;
mso-para-margin:0cm;
mso-para-margin-bottom:.0001pt;
mso-pagination:widow-orphan;
font-size:12.0pt;
font-family:Cambria;
mso-ascii-font-family:Cambria;
mso-ascii-theme-font:minor-latin;
mso-hansi-font-family:Cambria;
mso-hansi-theme-font:minor-latin;}

Jeg er så forvirret og frustreret, kan ikke finde hoved og hale i min egen krop længere. Det er som om, at jeg er ved at miste kontrollen..

/En frustreret pige 

Svar: 

Kære dig.

Hold da op, hvor er det mange tanker og oplevelser, du har gået og båret rundt på selv! Hvor er det godt, du skriver ind til os, så vi kan hjælpe dig med at få lidt mere styr på det hele.

Allerførst vil jeg gerne sige, det er meget modigt af dig at skrive ind til os, men også at være i den proces du er i lige nu, der har fået dig til at skrive til os. Du er begyndt at opdage nogle forandringer med dig selv og din krop, og det er super flot, at du tør reagere på det.

For mig lyder det lidt til, din krop er begyndt at sige fra over for alle de ting, du har oplevet, men som du aldrig har snakket med nogen om. Når man får knuder i maven og bliver ked af det ved de mindste ting, er det tit et tegn på, at der ligger noget større bag, som kroppen gerne vil ud med. Kroppen kan jo ikke tale, så den fortæller dig med fysiske "ord", at den siger stop nu. Det kan også være derfor, du keder dig rigtig meget. Det at kede sig kan nogle gange betyde, at man har svært ved at koncentrere sig om nogen konkret. Det kan være, du har svært ved at koncentrere dig, fordi din krop prøver at fortælle, der er noget vigtigt, der presser sig på.

Det er rigtig godt at høre, du har fået en god chef, du er glad for. Jeg synes også, det er meget modent af dig at overveje, om du kan tillade dig at fortælle hende, hvordan du har det, fordi det af nogle kan opfattes som om, man pålægger andre mennesker en byrde ved at fortælle dem om, hvordan det rent faktisk går. Jeg tænker, at det kunne være rigtig dejligt for dig at have en person, der ved, hvad du går og tænker på, og det lyder til din chef kunne være et rigtig godt bud på den person. Men du har helt ret i, at det kan være meget at lægge over på et andet menneske. Derfor tænker jeg, at det måske kunne være en idé at bestille en tid ved din læge. Gennem lægen kan du nemlig få en henvisning til en psykolog, som kan hjælpe dig med at få styr på alle dine tanker, og med at finde ud af, hvorfor du får ondt i maven. Det kan godt virke lidt voldsomt at skulle gå til psykolog, men du kan prøve at tænke på sådan her: En psykolog er en person, der har tid og overskud til at lytte til dig. De har tavshedspligt, så alt hvad I snakker om er helt fortroligt. På den måde kan du i helt trygge rammer fortælle om, hvordan du har det, mens du er sikker på, der bliver taget hånd om dig. Fordi du er over 18, behøver din mor heller ikke vide noget om det, hvis du ikke har lyst til at fortælle hende om det.

Hvis du nu fortæller din chef om alt det her, så har du en person, der kender dig og ved, hvad du går igennem. Hvis du ved siden af går til psykolog, har du en person, hvis primære mål er at hjælpe dig. På den måde tænker jeg, at du kan få fortroligheden med din chef, men uden at det bliver en byrde for hende, fordi du netop ville have psykologen til at stå for den del af det. 

Hvis jeg lige skal prøve at samle lidt op på mine tanker til dig, lyder det sådan her: Jeg tror, det ville være rigtig godt for dig at bestille en tid ved lægen, hvor du fortæller alt det, du har skrevet her i brevet. Du kan eventuelt tage brevet med, hvis det er nemmere for dig. Derudover tror jeg også, det ville være rigtig rart for dig at fortælle din chef om det. Det gør bare alting meget lettere, når der er andre der ved, hvad man går og tænker på.

Jeg håber, du kan bruge mit svar.

Kærlig hilsen

Tanne

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program