Mit selvhad blev til selvmordforsøg

brevkassespørgsmål

Mit selvhad blev til selvmordforsøg

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 14 år 5 måneder siden

Hej, jeg hedder Sophie og kunne virkelig godt bruge lidt hjælp. Min mor er som besat af, at passe på mig hun vil allerhelst pakke mig ind i vat døgnets 24 timer. Det startede ved, at jeg som 15 årig fik en depression, som blev svære og svære, jeg blev som besat! af make up, kunne ikke lægge nok make up, gjorde det 30 gange mindst om dagen. Hadede mig selv så meget! Skar mig selv, klippede i mit hår, bankede mit hovede hårdt i vægge, sov på sten gulv for straffe mig selv, slog mig selv med hårde tinge. Som du nok kan læse, gjorde jeg alt for, at straffe og skade mig selv mest muligt. Det var et rent helvede. Været indlagt af en overdosis panodiler og kolimagnyler spiste over 50, der fandt mine forældre mig bevidstløs på mit værelse, ikke huske så meget fra der var bevidstløs mange gange under turen til sygehuset i ambulancen. Kun huske min mor græd :'-( men dette helvede er stadig ikke ovre. Får stadig det de kalder psykoser hvor  jeg smadre alt i huset, og slår dem jeg elsker mest.. min familie. Efter ferien skal jeg starte på en ny skole i 10. klasse på sådan en livsstilslinje, det glæder jeg mig til men det skræmmer mig fra vid og sans. Den skole jeg gik på fra 5 klasse til 9 klasse var en lille beskyttet skole, for børn og unge med svære psykiske problemer, men i 10. klasse skal jeg på en normal folkeskole. Jeg havde spurgt om jeg kunne få 10. klasse på en anden beskyttet skole, men de mente af det ville være godt for mig og komme på en almindelig skole i håb om, at jeg kan lærer og begå mkig bedre blandt andre mennesker. Syndes det hele er rigtig svært og uoverskuligt lige nu, har ikke noget spørgsmål, bare brug for lige fortælle lidt, så det ikke fylder i mit hovede længere. Håber i vil svare mig hurtigt :'-( Hilsen fra sophie

Svar: 

Hej Sophie

Jeg kan godt forstå at du lige har brug for at fortælle lidt og få alle tankerne og følelserne ud af hovedet. Det kan sommetider virker helt befriende at gøre. Så det er godt at du kan mærke hvad du har brug for og så gør det. Super.

Du fortæller om dit liv og hvordan du for ca. 1 år siden fik en depression og at det var starten på en lang periode hvor du begyndte at straffe dig selv. Og du fortæller at det her helvede stadig ikke er ovre. Oveni de ting, skal du starte på en ny skole, som du er ret nervøs over.

Det kan jeg godt forstå, fordi du er vant til noget andet og noget som du følte dig tryg ved. Nu skal du starte på noget nyt som du ikke kender og derfor er det faktisk helt naturligt at det er ret uoverskueligt. Det kan også gøre dig ekstra usikker, at du stadig oplever at det kan være svært inden i, fordi så har du måske ikke så meget overskud for tiden. Det er fair nok.

Det lyder lidt til at du har haft kontakt til nogle professionelle, men jeg er ikke helt sikker. Måske din læge eller en psykolog. Det synes jeg er godt og hvis vi starter med de her følelser og tanker du har omkring din mor og den måde du reagerer på. Du fortæller at din mor altid har pakket dig ind i vat og siden du skriver det her, så tror jeg det fylder rigtig meget for dig. Måske er det også derfor du skader dig selv og bliver rasende derhjemme engang imellem.

Det virker som om du er ret god til det her med at få sat ord på tingene, og jeg synes det virker som om du har brug for at snakke med nogle voksne om det her. Nogen der vil lytte til dig og prøve at give dig nogle redskaber som du kan bruge derhjemme. Og måske også give din mor nogle redskaber derhjemme, så det i det hele taget bliver lettere at være dig.

Nu ved jeg ikke hvordan du snakker med din mor og hvor meget du snakker med hende. Men jeg synes det er vigtigt at hun ved hvordan du har det og hvilke tanker du har omkring den måde hun er på. Også selvom det kan være svært at sige til sin mor. Du skriver ikke noget om din far, men hvis han også bor hos jer, så synes jeg du skal prøve at vise dem det du har skrevet til mig og mit svar. Måske kan i på den måde bedre snakke lige nøjagtig om de ting som du har brug for at få snakket om.

Men jeg synes også at I sammen skal tage kontakt til en psykolog. Det kan enten være via din egen læge eller hvis din familie selv kan betale for en. Sommetider kan det nemlig være rigtig svært at løse problemer derhjemme ved at snakke samme og sommetider kan man bliver så sur på hinanden. Derfor kan det rigtig godt at have en helt anden person som kan snakke både med dig, men måske også med din mor. Som på en måde hjælper jer med at snakke sammen.

Det der er vigtigt her er, at du allerede nu vænner dig til at få fortalt tingene, sætte ord på det hele, også det der er svært. Fordi jo mere ærlig du er omkring det, jo mere kan den voksne hjælpe dig.

Derfor har jeg endnu et forslag og det er at komme ind i chatrådgivninge her i Cyberhus. Her kan du anonymt chatte med en voksen og øve dig i at snakke om de her ting. Måske kan i sammen finde flere muligheder som du kan bruge og som kan hjælpe dig fremad til en sjovere hverdag.

Det samme råd vil jeg også give dig omkring skolen, hvis du mærker at det en dag er svært og at det hele er uoverskueligt inden i. Måske kan du blive bange for hvordan vil reagere. Så tag fat i en lærer, forklare hvad der sker. Så kan læreren bedre hjælpe og måske kan i lave nogle gode aftaler om hvad du og din lærer kan gøre, hvis det bliver svært.

Men du skal vide, at det er helt normalt at være nervøs for en ny skole og husk på, at det er alle de andre også. Men langsomt vil du lærer de andre at kende og hvem ved...måske ligger der et par dejlige venskaber og venter på dig derude :)

Kan du have det godt..

Venlig hilsen

Erroll

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program