Hej brevkasse.
Min søster har ALT - sådan føles det for mig. Alting lykkes for hende. Hun vinder hele tiden i konkurrencer. Hun er næsten færdig med hendes uddannelse. Hun er pisse klog og dygtig og har faktisk ikke fået en enste karakter under 10 i de sidste 3,5 år på sygeplejestudiet. Hun har allerede fået job - faktisk hendes drømmejob. Hun har mange venner, en fed lejelighed og hun er lykkelig, glad og tilfreds. Min mor er utroligt stolt af hende. Det er hun også af mig, siger hun. Jeg går i 2.g på gymnasiet, står til at dumpe matematik og har det svært i skolen  - særligt socialt. Jeg føler hele tiden, at selvom jeg gør mit bedste, så vil absolut ingenting lykkes for mig. 

I niende klasse fik jeg en depression. Jeg er ude af den nu. Det var en meget hård kamp, men med en lang indlæggelse og god hjælp i psykiatrien er jeg ikke syg længere. Mit selvværd forsvandt dog med sygedommen og den er stadig ikke kommet tilbage. Jeg plejede at være god socialt og dygtigt til at fremlægge og tale, men nu går jeg i panik, så snart jeg bliver spurgt om noget i timerne. Jeg stammer nærmest sætninger ud, som ingen mening giver og bagefter hader jeg mig selv for at lyde så dum.Gymnasiet gør mig ulykkelig. Jeg hader at gå der. Jeg havde ellers enormt store forventninger til at skulle starte. Jeg kan bare ikke finde “det gode studiemiljø”, “de seriøse, modne og ansvarlige studerende” og jeg føler bestemt ikke at jeg har “de tre bedste år af mit liv”.Jeg er hele tiden bitter og vred. Jeg synes at det er uretfærdigt at jeg hele tiden skal møde så meget modgang. Min matematiklærer puster til mine mindreværdsfølelser og jeg tror hun dumper mig fordi hun ikke bryder sig om mig. Det er heller ikke normalt at gå fra 10 til 00, når man skifter lærer, vel? Jeg skiftede klasse da jeg startede i 2.g. Jeg troede at det ville løse nogle af mine problemer og jeg troede at jeg ville finde de elever, som mindede om mig - nogle venner. Jeg føler mig bare så ensom og jeg føler mig for kedelig til dem, fordi jeg gider ikke drikke mig fuld for at have det sjovt, og fordi jeg ikke har lyst til at gøre (flere) dumme ting for at have oplevelser sammen med folk (jeg ikke bryder mig om), som man kan grine af senere. Det er svært at få venner i dag, når man, som jeg, ikke bare kan følge normerne, hvis man vil holde fast i sig selv. Jeg plejer at grine af at alting går galt for mig og sige: “jamen, jeg er da også bare klodset og småuheldig” men det går mig bare enormt meget på. En lille ting, som går galt, kan vælte hele min dag. Jeg bliver så irriteret, når jeg igen kan lægge noget til listen over: “ting der er årsag til at mit liv er miserabelt”. Når jeg så ser min søster så lykkelig, bliver jeg misundelig. Jeg ville ønske jeg var hende - færdig med uddannelse lige om lidt, heldig og stolt af sig selv. Jeg prøver at undertrykke min misundelse - jeg ved at det er en grim ting men det raser så meget i mig, at jeg begynder at undgå min søster, som jeg ellers altid har haft meget nær. Hun har jo også kæmpet for at komme dertil hvor hun er nu.  Jeg ved ikke hvad der går af mig. Jeg vil så gerne fokusere på de gode ting og være glad på min søsters vegne. Jeg dyrker yoga for at finde ro og glæde. Jeg gør alt det, som psykiaterne lærte mig. Nogle gange tænker jeg bare, at når alt omkring mig ikke vil virke - hvordan skal jeg så kunne fungere? Det kan da virkelig ikke bare være mig den er galt med, kan det? Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre for at få et bedre liv selv for når alt det med at “ændre din måde at tænke på til noget positivt og dit liv vil ændre sig i en god retning” ikke virker, så ved jeg virkelig ikke hvad der gør. Hvordan kan man stoppe med at være misundelig? Mvh.