min kæreste og jeg misforstår hinanden altid efterhånden. 

vi har været sammen i over tre år nu og faktisk har der været en del problemer undervejs fra starten af.

Åhh det rigtig svært at forklare men prøver.

fx. David sidder med telefonen..jeg spørger "hva så skat hvad laver du"så svare han "skriver til mark" det jo også helt fair, så spørger jeg "hvaa hvad skriver i om?" Så Svare han altid "jeg skrev til mark hvad han lavede, så svarede mark han gik, så skrev jeg om hvad han skulle senere, så skrev han øh, så skrev jeg om vi skulle finde på noget osv osv.....

Så har jeg prøvet at forklare ham (hver eneste gang) at jeg ikke er interesseret i at høre alt hvad de skrev, men bare sådan hvad de finder ud af, eller at hvis han skriver til mark hva så. Så ved han jo nok godt at Han ville spørge om de skulle ses, så kunne han komme ind og sige inden jeg har tænkt mig at spørge mark om han kommer herover senere. Bare så jeg ved det. 

min kæreste og hans venner er altid her, og ikke det så inkludere det at jeg er med og køre ham (han har ikke kørekort) og sådan har vi bare altid gjort.

men ville dog ønske han hvis han har intentioner om at lave planer med andre som inkludere mig. At han lige nævnte det til mig inden de andre, bare nogen gange. Forstår ikke hvorfor han altid først siger det når de har aftalt det. (Kan godt være det mig som er mærkelig, men synes det rart at vide inden andre jeg står jo også altid lige ved siden af, hvorfor er det ikke nemmest at spørge den vej rundt i stedet for SMS først også sige det til personen man er sammen med) 

ved ikke om jeg er emsi med det, synes bare altid folk kommer vadede lige pludselig eller vi pludselig skal ud af døren.vilele være rart lige at nå at tænke om man fx skulle tisse inden man tog afsted ;)

men når jeg nævner det for ham så ender vi altid ud i mega skænderier. Han rejser sig og kommet ud pludselig meget rød i hoved og siger jeg hakker ham helt vildt ned og bliver ved at spørge og spørge. Også siger han som jeg har spurgt bare hundrede gange i træk mens han ikke kan få vejret af raseri og han kan nærmest blive ved i ti minutter hvor han imens spørg mig hvordan var var hvorfor er det du gør sådan var var var altså helt ærligt forstår ikke du kan gøre sådan når bla bla så jeg når aldrig at svare og når ikke at tænke over halvdelen af hvad han siger og kan ikke finde hoved og hale i det. Også bliver jeg ked og uforstående hvorfor han tager det sådan og bliver så gal, også lige pludselig bliver det for meget for mig imens han bliver ved og ved og ved også kan jeg finde på at råbe alt hvad jeg kan hold din kæft jeg hader dig eller sådan noget, ved godt det rigtig grimt men jeg har ikke en change for at nå at fundere over noget eller svare så kan virkelig ikke se hvad det nytter. Og jeg spurgte og snakkede helt stille endtil han får det der "flip" hvor han bare bliver ved og ved.

men så når jeg råber det bliver jeg samtidig skuffet og ked over mig selv hvorfor kan jeg ikke bare vende den anden kind til.

også beder ejeg ham lade mig være og prøver at gå på toilettet eller gå ind i soveværlset altså gå væk, men han følger efter og spørger hvad nu hvorfor bliver du sådan. Se dig selv hvor psykopat du er se dig selv haha prøv at se dig selv siger han. Det rammer mig bare så hårdt, er jeg psykisk efterhånden tror jeg det, ihvertfald jeg nok er blevet det. Undskylder for alt når jeg skal spørge om noget også folk allerede trætte af at høre på mig inden jeg kommer til pointen. . Og får jeg mere lyst til at undskylde over mig selv for. :(! 

Jeg bliver mere og mere ked han bliver ved at sige noget (høre ikke hvad mere) jeg råber bare hold kæft eller stop eller gå væk lad mig være. Hver gang han siger noget. IndtIl jeg stortset altid må løbe udenfor og løbe et stykke væk. 

tit når jeg er tilbage er vi begge faldet ned igen og gider ikke snakke mere om det. . Vi har dog prøvet at tage det op igen med resultatet vi startede forfra..

ved ikke om jeg er begyndt at reagere mere mærkeligt pga rn episode i starten hvor jeg skulle hente ham og køre hM på arbejde, da jeg havde holdt og ventet i et kvarter (han var flere timer forsinket) gik jeg op for at hente ham, da jeg kommer ind (blev han taget i at onanere porno) jeg nåede ikke at gøre andet end at låse døren op så kom han flyvende med underbukserne om benene og kastede sig ind i mig og råbte og skreg. Jeg fattede ingenting. Og han var så sur over hvorfor jeg ikke vare blev i bilen, han gav mig utallige slag i hoved, ryg krop, tog en ledning og slog mig kastede mig ned på gulvet rev mig rundt på gulvet igennem hundevand skålen, gav mig knæ i maven osv osv, jeg lå som en død dukke. En enkelt gang efter lang tid, nok kun femten min eller sådan prøvede jeg at løbe Ud på badeværelset og låse døren men nåede det ikke, og fik en tur til med kvæler tag osv.

aldrig prøvet nogen lagde en hånd på mig før, blev helt rystet. Mærker på ryg arme ben hoved ja.

han var ude i stort stofmisbrug der og det er han stoppet med nu. fra nytår af kUN helt.. Han var også meget ked over det som skete der og er han stadig.

men efter der er det ligesom om jeg ja når han bliver ved og ved nu med at råbe mig ind i hoved får jeg bare lyst til at smække ham en (når han altså står helt oppe i hoved på mig) er kommet til det, en gang fordi han råbte mig ind i hoved og havde lige smadret min bil m. Spark hans næse ramte min pande flere gange mens han råbte og råbte til sidst kom jeg til at give ham en skalle. Og hans overlæge flækkede lidt. 

Har flere historier. . Ved godt det er ekstremt men føler vi begge måske presser hinanden på de dårlige måder fordi vi kender hinanden også går det bare amok men ved han elsker mig og omvendt. Måske er det resten af vores hverdags frustrationer som kommer ud sådan og går ud over hinanden. Men for helvede vi ønsker begge at stoppe med at skændes. 

Tit råber vi også nærmest skiftevis stop stop stop. Som om vi begge lige vil have det sidste ord.. 

Har tænkt at sove lidt væk en periode eller sådan men hverken ham eller mig kan lide tanken om ikke at skulle være sammen. Bare for en nat..

men en ja ved godt det nok er lidt meget indviklet og ikke sikkert du forstår hvad jeg skriver, er meget dårlig til at udtrykke mig. 

Men ja prøver alligevel måske kan en udefra se noget som vi ikke lige kunne tænke på eller sådan :)

jeg føler der skal ske noget nu ellers bliver vi nød til at gå fra hinanden, men tanken om det, puha klump i halsen.

håber nu når han er stoppet med stofferne med tiden at det vil blive bedre at han vågner lidt op. Er bare også bange for det er mig også, og det ikke vil ændre sig.. 

Han har taget stoffer længe før mig og i alle tre år vi har været sammen hver dag.. Men ikke rørt det siden nytår 13-14.

Jeg var 17 år da det første store beskrevne skænderi skete, ved ikke om det har betydning.

håber du kan hjælpe lidt med et eller andet. mvh.