Min lillebror!

brevkassespørgsmål

Min lillebror!

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 11 år 4 måneder siden

Hej... Jeg sidder med tankerne at det er min skyld at min lillebror døde, at jeg godt forstår at mine forældre hader mig så meget at de ikke kan se mig i øjnene.... Det skulle have været mig i stedet for den lille charmetrold som alle elskede. Det er 2 år siden det skete....... Jeg var 13 år, og passede min 9 årig lillebror... Jeg fik denne fantastiske idé at vi skulle gøre noget som mor og far ikke måtte få at vide. Gøre noget som jeg vidste var strengt forbudt, men som jeg vidste at vi sagtens kunne klare.. Hvad skulle der kunne ske?! Vi cyklede ud til min søster og hendes hest.. Det måtte vi aldrig gøre, fordi der er en meget farlig vej, lige ud til den gård hvor hesten står. Men altså... Der var cykelsti og jeg havde styr på det....... Vi var så seje da vi nåede frem.. Det var en lang og sej cykeltur i blæst og modvind! Vores søster spurgte om vi havde fået lov... Jeg løj og sagde ja :/ Lillebror som ellers var bange for hesten turde denne dag at gå helt med ind til den og nusse hende... Og han var bare SÅ stolt og glad, da vi skulle cykle hjem. - Så glad at han cyklede så stærk og ikke lige tænkte at der kunne ske at komme en bil..... Han cyklede bare over....... Fra det sekund væltede hele min verden....... Jeg så det hele, jeg så min lillebror blive dræbt.. Jeg så hvordan bilen ramte ham, hvordan han blev kastet op i luften og ramte ned på jorden! Jeg har hadet mig selv lige siden........ Så meget at jeg flere gange dagligt skal skære mig selv... Og mine forældre ser mig slet ikke mere, jeg er bare luft....... Men jeg forstår godt de hader mig - Og jeg har også bare lyst til at forsvinde.. Begå selvmord... Det ville være det bedste for alle parter. Jeg har aldrig rigtig grædt... Føler jeg ikke at jeg må, når det er min skyld.... Så jeg har bare opbygget en så hård skal, som ingen har kunnet komme ind bagved. Og hvis nogen har prøvet at nærme sig, har jeg tændt helt af...... Og har nærmest slet ikke nogen venner mere, eller andre at snakke med........ Føler mig bare helt alene... Kan ikke fortælle nogen hvordan jeg i virkeligheden har det. Jeg er slet ikke så sur og afvisende som jeg ser ud til....... Indeni er jeg bare så lille, så bange, så ulykkelig, så skadet og så ødelagt....... Ville bare ønske at en eller anden ville se igennem min facade.. holde om mig og fortælle mig at jeg godt må græde, og så trøste mig........ Jeg kan slet ikke have det indeni mig mere... Kan ikke holde det ud...... :'/

Svar: 

Hej med dig!

Først vil jeg starte med at fortælle dig, hvor ondt det gør mig at høre, at du på så tragisk måde har mistet din lillebror. Og hvor er det en ubeskrivelig barsk oplevelse – at han blev kørt ned og slået ihjel for øjnene af dig. Det gør ondt helt inde i mit hjerte og jeg ville ønske, at jeg sad ved siden af dig lige nu, så du kunne få det store knus, som du har brug for! Jeg kan ikke give dig det kram, men i stedet kan jeg prøve at hjælpe dig med at få lidt styr på det kaos du oplever og rådgive dig om, hvordan du kan få hjælp til at få det bedre.

Du skal vide, at DU IKKE VAR SKYLD I DIN BRORS DØD! Ja, du brød reglerne og cyklede ud til hesten - men alle børn gør engang imellem noget som de ikke må - det er helt normalt! At din bror døde var et tragisk ulykke som du ikke kunne forudse. Tænk på hvis den bil  var kommet bare 1 minut senere, så havde den ikke ramt ham, og ingenting var sket!

Du oplever en ufattelig stor skyldfølelse over din brors død, fordi du tog beslutningen om, at I skulle gøre noget som I ikke måtte – nemlig at cykle ud til din søster og hendes hest. Men du kunne jo ikke vide, at det ville ende så tragisk. Det var jo ikke en del af din plan. Du ønskede blot at dig og din lillebror skulle have en god oplevelse – hvilket i også fik. Du fortæller selv, hvor glad og stolt han var fordi han havde haft modet til at snakke med hesten den dag. Det er vigtigt, at du ikke glemmer den dejlige oplevelse som I havde sammen… for uanset hvor tragisk det er at din bror blev kørt ihjel, så var han utrolig stolt og glad da han døde. En glæde som du gav ham, ved at tage ham med ud til hesten.  

Det var din beslutning at I skulle cykle ud til hesten, og derfor er det helt naturligt, at du oplever en stor skyldfølelse. Men det er vigtigt, at du får hjælp til at bearbejde denne skyldfølelse – for det er ikke godt for dig, at have det sådan. Og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at hvis du vidste hvor skrækkeligt det ville ende, så havde du ALDRIG besluttet at I skulle cykle derud. Jeg tror også, at du mange gange siden har ønsket at du kunne gøre det om.

Vi kan desværre ikke lave om på det der er sket, men vi kan lære at leve med det – i dit tilfælde kræver det dog hjælp, for det er meget voldsomt det, som du har været udsat for.  
Det jeg mener, når jeg siger, at det er meget voldsomt er for det første den store skyldfølelse som du går rundt med. Herudover så du med egne øjne da det sket. Og for det tredje, så ser du dagligt på, hvor ondt det gør på dine forældre, at de har mistet deres lille søn. Her er tale om tre ting, som hver for sig er en voldsom oplevelse – og du er påvirket af dem alle tre på én gang. Så barske oplevelser kan man ikke selv klare -  og det er derfor jeg siger, at du har brug for hjælp!

Du fortæller, at du tror dine forældre hader dig, og at du godt kan forstå, at du nu er luft for dem. Det fortæller mig, at I som familie har brug for hjælp til at komme igennem det her. Jeg tror ikke, at dine forældre hader dig – men derimod at de er i dyb sorg. Jeg vil forklare dig lidt om, hvordan sorg kan virke på mennesker, for at du kan få en bedre forståelse af, hvorfor dine forældre reagerer som de gør:

Dine forældre har oplevet den største sorg forældre kan opleve, nemlig at miste et barn. Det er en hel ubeskrivelig og ubærlig følelse for forældre, som tager lang tid at forstå og acceptere. Når man oplever så stor en sorg gennemgår man forskellige følelser – fx kan man først være helt i chok over at det kunne ske. Herefter kan man blive helt vild ked af det, og kan have svært ved at forstå hvad der skete. Derefter kan man blive meget vred.

Fordi det er så uretfærdigt og uforståeligt at din bror skulle dø, har dine forældre sikkert inden i deres hoveder forsøget at finde ud af hvorfor det skete, og hvad de kunne have gjort for at forhindre det. Her har de nok oplevet en stor vrede, både mod din lillebror, som kørte uforsvarlig på cykel, mod dig fordi du havde fået at vide at det var strengt forbudt at cykle den tur, mod bilisten som ikke nåede at bremse og måske har dine forældre mest af alt været vrede på sig selv, fordi de ikke var hjemme til at passe på jer, fordi de har købt cykler til jer, fordi de ikke mere detaljeret havde forklaret dig, hvad der kunne ske ved at cykle den tur – ja måske endda vrede over at din søster har en hest, fordi at det jo var pga. hendes hest at I cyklede derud. Jeg ved ikke, hvordan dine forældre helt præcis har haft det – men det jeg forsøger at fortælle dig er, at man i en sorgproces kan opleve rigtig meget vrede som er ulogisk og ikke rigtig giver mening. Det er en vrede man oplever fordi man prøver at finde en forklaring på hvorfor det skete – og hvad der kunne have været gjort anderledes.

Så det jeg gerne vil sige til dig er, at det kan godt være at dine forældre har været vrede over, at du brød reglerne, men jeg tror bestemt ikke at de hader dig. Og jeg er sikker på, at hvis du begik selvmord så vil de blive rigtig kede af det -  lige så kede af det, som du har set dem være over tabet af din bror.
Som du beskriver situationen lige nu, så lyder det som om, at dine forældre stadig er i dyb sorg – og at I alle sammen, både hver for sig og som en familie har brug for at få snakket med en psykolog om, hvad der er sket og hvordan I som familie skal komme videre.  Du kan ikke selv fikse det her. Du har brug for en voksen som kan støtte og hjælpe dig – og som kan hjælpe dig med at hjælpe din familie.

Du fortæller, at du aldrig har grædt, for det føler du ikke at du må, når det var din skyld, at din bror døde. Du HAR bestemt ret til at græde! Du er faktisk den som mest af alt har brug for det, for du har ikke kun savnet af din bror, men også det frygtelig minde om hvordan han blev ramt af bilen, slynget op i luften og ramte jorden. Du skal ud med alt det her – for som du selv skriver, så kan du ikke holde ud til at gå alene med det. Det er derfor vigtigt, at du sammen med en psykolog får snakket hele oplevelsen igennem - både hvordan du oplevede det dengang og hvordan du har det nu.

Når man ikke får snakket om noget, der gør SÅ ondt, så kan man nemlig udvikle en hård facade, for at undgå at nogen kommer ind bagved. Det kan være rigtig svært at lukke nogen ind, fordi du ved, at du ikke kan snakke med andre om din lillebror uden at komme til at græde. Og nok derfor har du oplevet, at du tænder af når nogen forsøger at nærme sig. Men du MÅ GERNE græde – du er i din gode ret til græde. Faktisk SKAL du græde! Det er du nødt for at komme videre, og blive en glad dreng, der kan leve med mindet om en dejlig lillebror, som desværre døde så tragisk.

Jeg er sikker på, at din lillebror ønsker for dig, at du bliver en glad dreng med mod på livet – sådan som han oplevede du var. For han har helt sikkert syntes at du var den mest fantastiske storebror i hele verden. Tænk på hvor stolt og modig du fik ham til at føle sig. 

Du skal som sagt have hjælp til at snakke om din lillebror og det som er sket. Du skal have snakket om, hvordan du virkelig har det – den lille bange, ulykkelige og skadet dreng som du er. Jeg ved godt, at det er meget svært for dig. Men første skridt på vejen er, at du har skrevet til brevkassen. Det du nu skal gøre, er at finde en voksen som kan hjælpe dig.

Jeg ved at det er svært for dig at spørge om hjælp, derfor synes jeg, at du skal vise det, som du har skrevet her i brevkassen til en voksen. Dit brev til brevkassen beskriver nemlig rigtig godt, hvordan du har det og at du har brug for hjælp. Jeg synes du skal printe både dit spørgsmål og mit svar - så du kan gå hen til en voksen og sige ”se her” – for det er nemmere at lade dem læse dit brev her, end selv at skulle stå og fortælle det hele. Hvis du har mod til det, kunne det være godt at vise det til dine forældre. Hvis du ikke føler du kan snakke med dine forældre kan du måske snakke med en lærer på skolen eller en anden voksen i familien, som så vil kunne hjælpe dig med at snakke med dine forældre. Jeg er sikker på, at den voksne som læser det her, vil sørger for at du får den hjælp, som du har behov for.

Hvis du bare slet ikke ved, hvem du kan vise det til, kan du kigge forbi chatten her i cyberhus. Her kan du anonymt chatte med en rådgiver om, hvem du skal snakke med. Chatten er åben mandag til torsdag kl. 14- 19.

Det er virkelig godt, at du har søgt hjælp i brevkassen og jeg håber, at du finder modet til at få hjælp i den virkelige verden - for det har du fortjent! Hvis du har spørgsmål til noget af det jeg har skrevet er du velkommen til mig igen eller som nævnt logge dig ind i chatrådgivningen.

Jeg håber virkelige, at du finder den hjælp, som du har brug for!

De varmeste tanker og det største knus
Marianne

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program