Hej pige på 19 år

Tak for dit fine og dybtfølte brev. Jeg er ikke i tvivl om hvor højt du elsker din kæreste og hvor svært du har det i øjeblikket og jeg vil derfor prøve om jeg kan hjælpe dig.

Du fortæller du har haft din kæreste i 10 måneder og jeg kan forstå du stadig er meget forelsket. Så er der ikke noget at sige til det er svært når jeres forhold ændrer sig, men det betyder ikke nødvendigvis ændringer til det værre. Efter den første forelskelse, ændres et forhold til kærlighed hvor både de gode og dårlige sider hos hinanden skal respekteres, hvilket til tider kan være hårdt arbejde. Derudover så elsker vi forskelligt og nogen er bedre til at vise det end andre.

For eksempel er kvinder som regel gode til at sætte ord på deres følelser og de har derfor svært ved at forstå når mænd ikke tænker og reagere på samme måde, men det betyder ikke de elsker mindrer eller dårligere- bare anderledes. Så din forventninger til hvad det vil sige at elske behøver ikke være de samme som din kærestes forventninger.

Du skriver han begyndte at opførere sig underligt, efter han flyttede på kollegie. Så tænker jeg, han er started på noget nyt og er stadig ved at finde sig til rette og lære nye mennesker at kende. Før har du måske været med i alt han foretog sig og nu er der pludselig ting du ikke kan opleve sammen med ham. Måske får det dig til at føle dig udenfor og har svært ved at forstå, du ikke er hele hans univers.
Det er helt naturligt at føle angst over hvad der skal ske, og samtaler over telefonen kan også gøre det være fordi du ikke selv har oplevet det han har. Men ligesom da I lige havde mødt hinanden, så er alt nyt og spændende for ham. Noget han bliver nødt til at være en del af fordi det måske er et sted han skal bo i mange år. Har du prøvet når du har besøgt ham at lade ham introducere dig til alle de nye venner og ting han oplever. Måske vil det forklare en del af hans opførelse.  

Når du skriver du lider af borderline og ofte har det skidt og derfor har brug for din kæreste, så tænker jeg, det må være rigtig hårdt for jer begge to. For det kan være svært for ham at komme til dig også selvom han måske gerne vil, hvis han ikke bor i nærheden. Da det er ens kæreste man er mest fortrolig med, er det klart du mest har behov for at det er ham der hjælper dig. Men har du prøvet at bruge en veninde og få hende til at komme og være hos dig, når din kæreste ikke har mulighed for det?

Måske vil hun kunne støtte dig, så du kan klare dig igennem de svære situationer, nogen gange uden ham. 

Jeg vil give dig ret i, det på ingen måde er rimeligt, du skal klare en abort alene. I har været to om at gøre dig gravid og derfor også noget i burde være fælles om. Så selvom du skriver, du syntes du til tider ikke er nem at være sammen med, så kan du selvfølgelig stadig forvente din kærester også tager ansvar for sine handlinger og jeres forhold.
 
Du skriver, din kæreste udnytter at du elsker ham så højt og du ikke vil gå fra ham. Når man har været kærester i et stykke tid, kan man begynde at tage hinanden for givet. Det kan nogen gange være en befrielse og give en tryghed i forholdet ikke hele tiden at være bange for, det skal ende. Men samtidig kan det medføre, man stopper med at gøre sig umage og kæmpe for forholdet.

Din kæreste føler sig tryg ved dig, for uanset hvad han gør, vil du ikke forlade ham. Så for at overbevise ham om, han også må kæmpe og for du også skal have det godt når du ikke er sammen mad ham, tror jeg det er vigtigt du også lever dit eget liv. For selvom du savner ham, så har du også fortjent at have sjovt, det vil sige forkæl dig selv, gå mere i bigrafen i byen ud og spise eller hvad du god kan lide. Prøv om du i en periode kan sms eller ringe mindre til din kæreste. Jeg ved det er rigtig svært, men med tiden vil savnet i de perioder I ikke kan ses blive nemmere. Måske vil du samtidig opleve han vil kontakte dig, for han for lov at mærke savnet til dig og dermed mærke hvad han føler for dig. Mindre kontakt betyder ikke jeres forhold er ved at slutte, tværtigmod tror jeg det ville blive bedre. 

Et forhold udvikler sig hele tiden og derfor tror jeg det er vigtigt du tager en snak med ham og spørge ham, hvad det er han vil med jeres forhold. For at du kan få opbygget en tillid til ham, kan det være godt med klarhed over jeres forventninger til hinanden. Hvad forventer han sig af dig som kæreste og du af ham. Herefter vil I nemmere kunne snakke om hvilke forventninger der er muligt for jer at opfylde. 
Du skriver din kæreste ignorere dig efter du har været på besøg hos ham. Har du fortalt ham, du føler det sådan? Måske oplever han det ikke på samme måde. Sætninger som: "Når du ikke svare på mine sms eller opkald føler jeg du ignorer mig", kan være nemmere for ham at forstå hvad hans handlinger får dig til at føle. Det jeg mener er, når vi er såret har vi en tendens til at beskylde og anklage hinanden, hvilket gør det svært at få forståelse for vores følelser. Hvis vi i stedet snakker ud fra hvordan den andens handlinger for os til at føle, føler personen sig ikke anklaget og har derfor ofte nemmere ved at forklare sig. 

Så med hensyn til dit sidste spørgsmål, så er det måske mere et spørgsmål om du kan elske ham udfra det han giver dig? For vi kan desværre ikke tvinge andre til at elske eller bekymre sig om os, for følelser kommer af sig selv. Men ved at elske din kæreste ud fra den person du er, og respektere og støtte ham i hans valg, kan du ikke gøre meget mere.

Jeg håber det var et svar der kan hjælpe dig lidt.
Mange hilsner 
Maria