Lavt selvværd
Lavt selvværd
Hej cyberhus. Jeg har skrevet herind en del gange i løbet af det sidste års tid og nu gør jeg det igen. Forhenværende gange har været i forbindelse med stress, depression o. lign. Jeg har altid haft det svært med mit selvværd og været usikker omkring det sociale, mere end mine jævnaldrende. Men især efter jeg startede i 1.g for et år siden har det gået nedad. Hele året har jeg følt mig meget presset og der har været snak om stress og depression, bl.a. har jeg snakket med min læge. Jeg har været ved skolepsykolog, hvilket ikke var nogen succes. Så fik jeg bevilliget 5 timer hos en psykolog. Jeg var der kun 2 gange, for jeg kunne slet ikke finde hoved og hale i, hvad jeg lavede der. Jeg syntes det var for ustruktureret, at jeg bare blev sat på en stol og i en time fik lov til at ”lette mit hjerte” uden noget klart mål. Jeg har altid snakket meget med min mor om, hvordan jeg har det, både når det går skidt og når det går godt. Men det er virkelig ikke nok for mig, og jeg orker næsten ikke at fortælle hende om det længere, når jeg er ked af det, fordi det bare er de samme tanker der kører i mit hoved igen og igen. Jeg er også glad, endda meget glad, af og til, så jeg tror ikke rigtigt hun forstår, hvordan jeg så alligevel kan have det så dårligt. I det hele taget er jeg bare træt af at snakke det hele igennem igen og igen. Jeg føler, at jeg har snakket mine problemer ”til døde”, hvis man kan sige det sådan. Jeg vil bare gerne have løsninger. Problemet er, at jeg hver morgen vågner op og er så frygteligt ked af det. Det er hver morgen, hele ugen igennem og sådan har det været i over et år. Jeg har ondt i maven og ofte græder jeg de første par timer efter jeg er vågnet. Det første jeg tænker på, når jeg er vågnet op, er, hvor ked af det jeg er, hvor mislykket jeg føler mig, hvor elendigt mit liv er og hvor meget jeg hader mig selv. Jeg ved jo godt, at det ikke er rigtigt. Når jeg tænker rationelt ved jeg jo udmærket godt, at der ikke er noget i vejen med mig, men jeg kan simpelthen ikke erkende det. Jeg har prøvet en del ting efterhånden. På trods af, at jeg har det skidt med mig selv, er jeg egentlig meget optimistisk og jeg vil gerne have det godt. Jeg har forsøgt at dyrke mere motion, få mere søvn, spise sundere, i håbet om, at jeg ville komme mere i balance. Jeg har prøvet forskellige afslapningsteknikker (jeg har altid haft svært ved at tage den med ro, og min hjerne drøner derudaf lige fra det sekund jeg vågner), bl.a. med meditation og forskellige øvelser. Jeg har som sagt også prøvet at snakke med en psykolog, jeg har snakket med mine venner, jeg har snakket med min mor. Jeg har prøvet at føre en ”positiv dagbog” for at få en mere positiv tankegang. Jeg har også læst mange bøger og tekster på nettet, f.eks. omkring hvordan man bliver mere selvsikker, får det bedre socialt, får mere ”ro i sindet”, øger sit selvværd osv. Jeg har endda prøvet hypnose-cd’er. (En ting har jeg dog fundet ud af – at jeg er det man kalder HSP – hypersensitiv person, ligesom min far. Det ændrer dog ikke ved, hvordan jeg har det, selvom jeg forstår mig selv en lille smule bedre.) Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal tro. Hvorfor jeg er så ked af det. Jeg føler, at jeg altid ender ved udgangspunktet igen, hvor jeg ligger søvnløs om natten og græder eller vågner om morgenen med en knude i maven og så kører det samme omkvæd derudaf hele dagen med ”Jeg er ikke god nok, jeg er en fiasko, jeg hader mit liv” osv. De første 5 dage af min sommerferie brugte jeg på at ligge derhjemme og græde og jeg forstår ikke hvorfor! Har I et forslag til, hvad jeg skal gøre? Jeg har overvejet ting som fx at deltage i kurser, f.eks. de såkaldte ”teen power”-kurser eller at tale med min læge igen. På den anden side føler jeg mig simpelthen så ynkelig over, at jeg ikke bare kan tage mig sammen. Men det er som om at min hjerne ikke har fulgt med – så selvom jeg faktisk har et mere meningsfyldt liv og flere og bedre venner end for et år siden, så er mit mindreværd stadig lige fremtrædende i min bevidsthed og jeg kan ikke slippe af med de negative tanker, de er virkelig blevet en besættelse. Der er intet, der nogensinde bliver godt nok i mit hoved.
Kære du
Jeg kan godt læse at du har nogle svære tanker – især om morgenen, som gør dig rigtig ked af det og får dig til at tænke dårligt om dig selv. For mig lyder det til at det hele blev værre da du startede i 1.G – og når du før også har kæmpet med stress, giver det god mening at presset i gymnasiet påvirkede dig – da det kan være hårdt og stressende at gå i gymnasiet.
Det lyder til at du har prøvet rigtig meget, og jeg vil gerne rose dig for at du har kæmpet så meget og snakket med din læge, psykolog, mor osv. For at få det bedre er det vigtigste første skridt at du kæmper for det, og det lyder det virkelig til at du har!
Du skriver du er træt af at snakke dine problemer til døde, og at du gerne vil have løsninger. Sådan kan jeg godt forstå du har det. Men hvis der fandtes simple løsninger på at have lavt selvværd og være ked af det, så var der skrevet en bog om det, som ville være verdenskendt, og ingen ville opleve det mere.. Sådan er det desværre ikke med ting som handler om vores psyke.. Løsningen er desværre at snakke om det, at finde ud af hvorfor du har det sådan, og øve sig i at tænke anderledes.
Tanker er nemlig ekstremt vanedannende! Har du tænkt noget én gang, bliver sandsynligheden for at du tænker det igen større. Du skal have hjælp til at bryde den vane, for som du selv siger, så kan du godt rationelt se at du er noget værd – men du skal have brudt vanen med de negative tanker.. Du foreslår selv at tage på ”Teen power” kursus eller snakke med din læge – begge ting er rigtige gode idéer. Jeg synes også du skal prøve psykolog igen. Du skrev at du kun var der to gange, og det er ikke særlig langt tid. De første par gange ved en psykolog går tit med at du fortæller om din situation og I lærer hinanden at kende. Derfor arbejdes der ikke målrettet hen mod noget. Dertil skal siges at det vigtigste når man går til psykolog, er at finde en man har kemi med og som man passer sammen med. Alle psykologer er forskellige og arbejder forskelligt. Og måske skal du finde en psykolog som er meget struktureret og måske også med en god viden om særligt sensitive (HSP) – de findes nemlig også!
Jeg håber du vil fortsætte med at tale om dine problemer med din mor og venner, og at du vil prøve at finde en psykolog som er struktureret og har viden om særligt sensitive. At være særlig sensitiv betyder nemlig at man lettere kan føle sig overvældet af ting, og det tænker jeg godt kan have stor betydning i din situation.
Mange tanker fra Heidi