Jeg kan ikke længere kende mig selv
Jeg kan ikke længere kende mig selv
Jeg har sådan brug for at snakke, jeg har sådan brug for at komme til en hvor der ikke er følelser i mellem, jeg har sådan brug for en psykolog. Jeg er ikke mig selv længere, jeg overtænker alt – jeg føler mig næsten skizofren. Jeg er begyndt at tænke på mig selv som to personer: den positive og den negative, som begge farer rundt oppe i mit hoved. Når jeg er glad, begynder jeg at spekulere og når jeg er ked af det ”dunker” jeg mig selv oven i hovedet; fortæller mig selv at jeg skal tage mig sammen og komme videre i livet. De sidste tre år har jeg taget utroligt meget på, spiser i smug og utroligt meget. Jeg kan ikke længere kende mig selv. Jeg går på gymnasiet og er så presset, så stresset. Socialt fungerer jeg helt fint – det har jeg altid gjort. Men lige pludseligt skal ALT analyseres. Hver gang jeg føler mig den mindste overset/overhørt/holdt udenfor kunne jeg sætte med ned og græde – selv de aller mindste mindste ting. Ting jeg VED jeg ikke burde spekulere på. Men hvordan fanden slukker man for alle de tanker? Hvordan får jeg det helvede til at stoppe? Det hele ramler sammen. Jeg kan ikke længere se mig selv i spejlet. Hver gang jeg er på toilettet, børster tænder, lægger make-up kigger jeg ned, kigger væk. Det er så underligt, at jeg ikke kan stå ved den jeg er. Jeg har aldrig prøvet at begå selvmord, jeg har aldrig skåret i mig selv, jeg er aldrig blevet mobbet, misbrugt, udstødt, jeg har ikke mistet min mor eller far. Men alligevel er jeg så ked af det. Hvis jeg ikke kan acceptere den jeg er – hvem kan så? Hvad skal jeg gøre? Har aldrig haft den samme lyst til at ændre på mig selv.
Hej med dig..
jeg synes det er super vigtigt at du skriver herind og at du får snakket med en hvor der ikke er følelser mellem jer. Det er det behov du føler nu og derfor er det en god ide.
Lad os prøve at starte i brevkassen, og måske kan jeg hjælpe med at sætte nogle tanker i gang. jeg kom i hvert fald til at tænke på lidt forskelligt, da jeg læste dit spørgsmål og for at gøre det mere overskueligt for os begge to, så laver vi lige nogle punkter:
1. Brug for at snakke
Var det første jeg tænkte på, fordi jeg synes det er vigtigt. Både for dig, men også for alle andre mennesker. Lige meget om man er ved at blive voksen som dig, eller om man har haft 50 fødselsdage, så kommer alle sommetider i tvivl, bliver usikker på noget i sig selv eller kede af det.
Når det sker, er det så vigtigt at få snakket om det. Jeg tror ikke der er nogen mennesker der kan klare alting selv og vi har brug for en at snake med, for at finde nye muligheder og løsninger.
Så kære du.. selvom det virker svært og du kan være bange for at være skizofren, så er det vigtigt for mig at fortælle dig som noget af det første, at de ting du fortæller mig tegner et billede af en stærk og reflekteret pige, som befinder sig midt i en stressende periode i livet. Men en periode som er normal, men som kræver handling. Så vil du komme ud på den anden side som en endnu stærkere pige.:)
2. Faresignaler
Jeg synes det er super stærkt af dig, at du kan se og mærke de faresignaler der viser sig. For jeg er enig... du skriver at du spiser i smug og meget, og at du fx. ikke kan se dig selv i spejlet.
Det er vigtigt at lægge mærke til de ting, se dem i tide og så handle på det. Og det gør og det skal du have stor ros for :)
3. Stress og press
Du er godt i gang med gymnasiet og det kan være super hårdt. Der er pres på og det kan nemt blive for meget. Når man føler sig presset og stresset går det ud over mange ting. Det kan gå ud over selværdet og selvtilliden, man føler sig ikke god nok til det hele. Man kan få lidt svære ved at være glad, selvom man er sammen med gode venner og familie og man kan begynde at analysere det hele og blive mere og mere usikker på mange ting.
Så sagt lidt anderledes, det er faktisk rigtig svært og ikke særlig godt for dig eller andre mennesker at føles sig stresset og presset.
4 Det at blive voksen
Du er også i en periode i dit liv, hvor der sker rigtig mange ting. Du er ved at blive voksen og du er ved at finde ud af at tackle livet uden hele tiden at have mor og far ved siden af. Det lyder som en romantisk drøm for mange unge, men det er faktisk ikke altid så nemt, fordi lige pludselig har man jo også ansvaret for sin egen lykke og man skal finde ud af hvem man er på nye måder. Det kan være en af grundende til at du ikke kan genkende dig selv lige nu.
Men det ansvar tager du flot på dig, så det er egentlig ikke et problem for dig, men jeg havde lyst til lige at gøre det klart, at 17 år og gymnasiet kan være en svær tid, ikke kun på grund af presset i skolen. Du er ved at lære at stå på egne ben også..
__________________________________
Nå, vi slår lige en streg i sandet, fordi hvad nu?, hvad er vejen frem for dig, så du kan føle dig mindre presset og kan kende dig selv igen?
Du nævner selv lysten og behovet for at snakke med en psykolog.. Det synes jeg da er en rigtig fornuftig ide, af to grunde:
- Jeg synes alle skulle gå til psykolog engang imellem :) fordi det er både rart og sundt at få snakket med en person som man ikke kender personligt. Og en som er god til at stille de rigtige spørgsmål, som kan få en til at tænke nye tanker og muligheder.
- For det andet, så har du brug for at få nogle redskaber til at bygge din hverdag og skoledag op, så du ikke har det pres hængende over dig. Og det kan en psykolog være en rigtig god til.
Næsten alle gymnasier har en psykolog tilknyttet og det har de fordi behovet er stort. Gymnasiet er stressende og kan være svært at overskue. Derfor ville det være oplagt at tage kontakt til din studievejleder på gymnasiet og fortælle om dine tanker og overvejelser, og få snakket om muligheden for at få fat i psykologen.
Studievejlederen er også en person i sig selv der ville være god for dig. En af studievejlederens fineste opgaver er at hjælpe de studerende med at få overblik og overskud i deres skolehverdag. Så det er godt sted at starte.
udover det det nævner jeg lige 2 andre muligheder, som du kan prøve ved siden af. Og det første er faktisk chatten her i Cyberhus. Her kan du anonymt vende de her ting med en voksen rådgiver ligesom mig, men fordi det er en "samtale", så kan man nå lidt længere.
Det andet er at du skal overveje at få vendt det med dine forældre. Det lyder til at du har et meget godt forhold til dem og jeg tror det kunne være rart at snakke med dem og måske finde konkrete ting i din hverdag derhjemme, som kunne gøre det hele lidt lettere for dig. Måske har du for meget at lave i fritiden, måske er der ikke ro til at lave lektier, eller noget helt andet. Selvom du er næsten voksen, så kan forældre stadig være en stor hjælp.:) Prøv at overveje det.
De var mine tanker og jeg håber de kunne inspirere dig lidt..
Alt det bedste til dig
Venlig hilsen
Erroll