Jeg giver op.

brevkassespørgsmål

Jeg giver op.

brevkassespørgsmål af
Anonym
13 år
Oprettet 6 år 4 måneder siden

Hej.

Mit navn er T og jeg er tretten. 

Jeg har valgt at skrive ind da jeg har ramt en mur.

Jeg er hele mit liv blevet mobbet, gjort grin af eller bare ignoreret. Da jeg var mindre var jeg ret ligeglad, jeg ignorerede det og smilede stadig et ægte smil og grinede en ægte latter. Men som årene gik blev deres ord værre, jeg kunne mærke dem. Jeg blev usikker, fik dårlig selvværd og ville bare grave mig ned i et hul. På den samme tid lagde jeg mærke til hvad der foregik i min familie. Min far ville råbe af min mor og jeg, kaldte os fede, grimme, kællinger osv. Jeg kunne se frygten på min mor når min far indtrådte rummet. Jeg begyndte at tænke tilbage og kan huske hvordan mon far altid ville have en mærkelg lugt, jeg tænkte dog ikke mere om det da jeg var vant til det. Igen, som tiden gik opdagede jeg at han stank af alkohol. Det sårede mig og jeg blev bange. Han ville behandle mig og min mor forfærdeligt og true med at slå mig, så jeg var bange for at han en dag ville slå mig, er det stadig.

Sammen med mobningen så blev det hele bare værre. Jeg fik selvmordstanker, jeg var elleve da jeg først fik dem. Jeg har dem stadig men jeg føler de er blevet værre, meget værre. Jeg overvejer også cutting. Det er selvfølig ikke noget jeg vil men så mange siger det får smerten væk. Jeg prøvede med en lineal hvor jeg fik skabt en del ridser, nogle har jeg stadig. Jeg har bare sådan en lyst til at løbe ud på badeværelset, tage min fars barberblad og skærer mit håndled over. Det har kørt i mit hovedet for mange gange. Samtidigt har jeg skiftet skole men jeg føler det bare gør det værre. Jeg er rædselsslagen for lærerne og eleverne, jeg har en konstant følelese af at jeg er ligegyldig til dem, at de hader mig, Jeg er også alt for bange til at snakke med dem så aner ikke om det er sandt.

Jeg har brug for hjælp, det ved jeg. Jeg vil også gerne have hjælp. Men jeg kan ikke klare tanken om at bede om den. Jeg vil hellere have at nogle ligger mærker til hvordan jeg har det og får kontakt med nogen som kan hjælpe mig. 

Jeg er heldigvis kommet ind på et Julemærkehjem med da jeg først kan kommer ind til April/Maj tror jeg bare det er forsent. 

Vær' sød at hjælpe mig, jeg har brug for det.

Svar: 

Hej med dig T!

Det lyder til, at du har været, og stadig er, rigtig mange hårde ting igennem. Jeg kan godt forstå, du føler, du har ramt muren og synes, det er svært at være dig! Derfor synes jeg også, det er super sejt gået af dig, at du har skrevet herind med dine tanker og følelser! Du har i den grad fortjent at få det bedre, og jeg tror på at det vil ske.

Jeg kan læse på dit brev, at der er flere ting, som fylder meget hos dig. Jeg har delt mit svar op i tre afsnit, et afsnit om mobning og den nye skole, et afsnit om det med dine forældre og et afsnit om det, at du har selmordstanker. Jeg håber, at du, i løbet af mit svar, får svar på de ting, du skriver i dit brev.

1) Mobning og den nye skole
Jeg kan godt forstå at det gør ondt, at andre mobber dig, og at det er svært at blive ved med at holde ud. Det er ikke i orden at blive behandlet sådan! Jeg tror desværre altid, der vil være dem, der mobber, selvom det er rigtig uretfærdigt for dem det går udover! Du skriver, at du har skiftet skole, men at du er bange for dine nye klassekammerater og lærere. Det er helt normalt, at man kan få tanker om, at de andre ikke kan lide en, når det eneste, man har oplevet, er, at de andre driller og mobber. Jeg synes, det er rigtig flot og helt rigtigt set af dig, at du ikke kan vide, hvordan de i virkeligheden har det med dig, nu du ikke har snakket med dem om det. Det kunne jo nemlig godt være, at de synes rigtig godt om dig og bare venter på, at du kommer og siger hej. Jeg ved, at det er meget lettere sagt end gjort. Men man kan godt gøre sig nogle forestillinger om, hvad de andre tænker og siger om en, men man kan jo ikke vide det, hvis ikke man spørger. Jeg kan godt forstå, at det må være rigtig svært at være den, der går hen og siger hej, når man ikke ved, hvad der venter en, men jeg er sikker på, at de ikke er ligeglade med dig, og jeg ved, at det altid er værre inde i hovedet på en selv, når man tror det er værre, end det faktisk er i virkeligheden. Jeg ved ikke, om du har en lærer på skolen, som du stoler på, eller om det er alle lærere, du er bange for. Men hvis der er en lærer, som du stoler på, tænker jeg, om det måske kunne hjælpe dig, hvis du snakkede med den lærer om det, eller måske sammen med din mor snakkede med din klasselærer om, hvordan du har det i klassen? Det kan nogle gange godt hjælpe, hvis ens lærer ved at nogle elever i klassen ikke har det godt.

2) Dine forældre
Når man har det svært i skolen, kan jeg forestille mig, at det må være rigtig svært ikke at have et frirum derhjemme, hvor du kan slappe af og finde ro. Jeg kan godt forstå, du er ked af, at din far drikker for meget og råber af jer. Det er svært at vide, hvad man skal gøre i sådan en situation. Jeg kan ikke læse ud fra dit brev, om du snakker med din mor om det, men du kan i hvert fald mærke, at hun også er bange for din far. Hvis du har brug for at snakke med en om, hvordan du har det derhjemme, så har Cyberhus en rigtig god chat, hvor man helt anonymt kan snakke med en voksen om de tanker og følelser, som fylder hos en. I hvert fald synes jeg, det ville være rigtig godt at snakke med en voksen om det, så du ikke skal gå rundt med det selv. Når man synes det er svært derhjemme så har man den mulighed, at man kan kontakte det, der hedder en bisidder. En bisidder er en voksen, som ved en hel masse om hvor man kan finde hjælp og vejledning når man har det svært i ens familie. Måske det kunne være en ide for dig at kigge lidt på deres hjemmeside og se hvad det var for noget?

3) Dine selvmordstanker
I forhold til dine selvmordstanker, så håber jeg rigtig meget, at du finder styrke og mod til at spørge om hjælp. Jeg kan godt forstå, det er rigtig svært selv at skulle opsøge hjælp, men du har brug for hjælp, og du fortjener den. Den slags tanker er meget tunge at gå rundt med selv. De er skræmmende, og de gør en ked af det. Det kan være grænseoverskridende at skulle snakke med en anden om den slags, men det hjælper rigtig meget at få snakket om de ting og tanker, der fylder meget i hovedet på en. Hvis du finder mod til at snakke om det, men ikke vil snakke ansigt til ansigt med nogen om det, så er det også noget, du kan bruge chatten her på Cyberhus til. Det kunne være en god måde at få snakket med en om det på - eller i hvert fald få startet på det.
Du skriver, at du overveje at begynde at cutte dig for at fjerne smerten. Det, synes jeg, er en rigtig dårlig ide. Jeg kan sagtens forstå, du trænger til en pause fra smerten og tænker alle muligheder. Men cutting er en virkelig dårlig løsning. Når man skærer i sig selv for at fjerne smerten, fjerner man egentlig ikke smerten, men giver istedet sig selv en anden smerte, nemlig en fysisk smerte, som måske i et par sekunder eller nogle minutter distraherer en fra den anden smerte, man har, og derfor kan det føles som om, den forsvinder. Men når så den fysiske smerte går væk, så mærker man igen den anden smerte, fordi den ikke er gået væk. Derfor er cutting ikke en god løsning, fordi den ikke løser problemet overhovedet. Den giver bare en endnu et problem, man skal til at forholde sig til. 
Selvom det er svært at snakke om de ting, der gør ondt inderst inde, så er det ofte det eneste, der kan hjælpe en videre. Det er hårdt at komme ovenpå igen, men når man når dertil, så er det hele kampen værd! Og du har fortjent at mærke, hvordan det er at være glad og have gåpåmod. Og jeg er sikker på, at du kan klare den! Det ved jeg, fordi jeg kan læse på dit brev, at du er en sej og stærk pige!

Det må være rigtig svært at være dig, og jeg ville ønske, at jeg kunne give dig et stort kram. Du skriver, at du gerne vil have hjælp, og det, synes jeg, er så sejt, at du siger, for det er det første skridt til at få det bedre! Det bliver hårdt, svært og kommer til at kræve mange kræfter at få det bedre, men jeg tror på dig og er sikker på, at du kan klare den!

Jeg ønsker dig alt det bedste.

Med venlig hilsen Astrid

Astrids billede
Astrid har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program