Jeg er min egen værste fjende
Jeg er min egen værste fjende
Jeg er 14, og psykisk syg, lider af depression (nok i en sværere grad) Jeg er seriøst ved at blive sindssyg (er det jo) i mit hoved. Jeg kan ikke klare at være syg et minut mere!!!
Jeg har dagligt impulser om at begå selvmord, og skære i mig selv. Jeg var så tæt på at købe panodiler idag til endnu en overdosis. Har for nyligt taget overdosis hvor jeg kom på hospitalet med udrykning, skulle drikke kul osv og bagefter en indlæggelse på psyk, hvor jeg hurtigt fik jeg selv udskrevet da jeg ikke kunne klare at være der. Ærligt så er depressionen ved at have så meget styring at jeg efterhånden ikke føler jeg kan leve et normalt liv. Jeg har ikke været i skole i 3 måneder nu! Men skal nok snart når jeg får plads på en behandlingsskole. Btw, kæmper jeg dagligt med selvmordstanker og selvskade og jeg har efterhånden planlagt mit næste selvmordsforsøg. Så sent som idag forsøgte at at strangulere mig selv...
Jeg har intet overskud, jeg er træt konstant, jeg har stortset ingen appetit, jeg føler tit skyld over ingenting, jeg føler det hele er håbløst osv. Jeg er endda kommet op i medicin men jeg føler ikke jeg har fået det bedre, tværdimod. Jeg har det så dårligt! Jeg er så desperat og magtesløs og jeg er så træt af at kæmpe. Jeg har været indlagt 3 gange på psyk (2 gange på lukket, en gang på åben) Jeg har været patient i psykiatrien i knapt 3 år, jeg får i alt ca. 5 piller dagligt, har forsøgt selvmord flere gange, blevet fastholdt, været selvskadende siden jeg var 12, været døden når pga. en spiseforstyrrelse, you name it.. Jeg kan ikke klare at hele tiden have psykiske problemer. Jeg føler ikke jeg har haft et normalt liv længe og kan ikke længere genkende mig selv i den pige jeg er nu. Jeg kan ikke mere...
Hej med dig.
Det lyder godt nok til at du går igennem en rigtig rigtig hård periode i dit liv, og kæmper hårdt for at komme igennem hver eneste dag. Så jeg vil gerne lige starte med at give dig et kæmpe kram over skærmen!
Jeg vil gerne rose dig for at skrive herind og fortælle om, hvordan du har det. Jeg kan godt forstå, at når man har det så slemt som du har, så kan det være svært at finde overskuddet til noget som helst, som du også selv skriver. Men det er rigtig godt, at du fortæller nogen om de svære tanker du går rundt med, da det kan være så hårdt at gå med selv. Ud fra det du skriver, så kan jeg godt forstå, at det er svært for dig at håndtere mere. Og det må være svært at finde en grund til at fortsætte, når man føler, at det hele er håbløst. Men i og med at du skriver herind, så tænker jeg lidt, at du måske gerne vil have det bedre, men ikke helt ved hvordan? Jeg kan godt forstå, hvis det virker som en alt for hård og sej kamp at komme til et sted, hvor du har det godt, og kan genkende dig selv igen, men jeg tror på at det er muligt. Det væsentligste er, at du faktisk gerne vil hen til et bedre sted igen. Og jeg kan godt forstå, at du ikke kan klare at være syg længere og have psykiske problemer, og ikke leve et normalt liv. Så på mig virker det som om, at du gerne vil blive rask, men ikke kan overskue, hvordan og den nemmeste løsning lige nu er måske bare at ende det hele?
Du skriver i din titel, at du er din egen værste fjende. Det tror jeg tildels at du har ret i. Det er nemlig gennem dig selv og din vilje til at få det bedre, at du rent faktisk kan blive rask, men desværre er det bare ikke lige sådan det foregår. Selvom du gerne vil have det bedre, så er det ikke noget der sker fra den ene dag til den anden. Noget jeg lægger mærke til i dit brev, det er at du omtaler din depression som noget selvstændigt - det er den, der styrer dig lige nu. Og det vil jeg give dig helt ret i. Det er nemlig den der har overtaget, og styrer dine tanker og følelser, og faktisk blokerer for, at du kan få det bedre. Men når du omtaler din depression som noget selvstændigt, så betyder det også, at den gamle udgave af dig stadig findes et sted. Men jeg kan godt forstå, at kampen mod depressionen og selvmordstankerne er hårde, for lige meget hvor meget man kæmper, så kan det føles som om, at depressionen og selvmordstankerne bare har overtaget. Men det er muligt at bekæmpe den. Jeg tror dog ikke på, at du kan få det bedre på egen hånd. Det er vigtigt, at du får den rette hjælp og støtte til at få det bedre. Jeg skal ikke kunne sige om det er højere medicindoser eller indlæggelser, men jeg tænker lidt på, hvad du tænker der skal til, for at du kan få det bedre? Hvis du nu helt selv kunne vælge, hvordan så dit liv så ud? Hvilke ønsker og drømme har du for dig selv? Selvom det måske ikke virker realistisk for dig lige nu, så er det okay at tænke på, hvordan du egentlig gerne vil have at dit liv ser ud.
Jeg synes at det er positivt, at du faktisk beskriver planer for fremtiden, selvom du samtidig planlægger dit næste selvmordsforsøg. Så måske er de selvmordstanker et udtryk for, at du ikke ved hvad du ellers skal gøre, for at få alle smerterne og de svære tanker væk? Selvom jeg godt ved at det er svært, så kan du måske prøve at reflektere lidt over, hvilke positive ting, der er i dit liv lige nu eller hvad der fungerer bare en smule. Det kan være de mindste ting, men noget som alligevel gør dig glad. Måske kan du kun komme i tanke om 1 eller 2 ting, og det er også helt fint. Men hvis det er muligt, så kan du prøve at tænke over, hvordan det kan fylde mere i din hverdag. Altså kort sagt, hvordan kan du få mere af det, der gør dig glad eller plejede at gøre dig glad, ind i dit liv igen? Jeg ved godt, at det er svært og ikke er ligetil, og selvom du måske tænker at det er nytteløst, så kan det alligevel være en god idé at gøre, hvis det nu viser sig, at det bare kan hjælpe en lille bitte smule. Det kan også være en idé at tænke over, hvilken hjælp som du har fået har fungeret godt for dig og hvilken har ikke fungeret så godt. Det kan være, at det kan give dig en idé om, hvilken hjælp du har brug for - eller måske ikke brug for. Jeg ved godt, at det her er rigtig svært, men det er bare en rigtig hård kamp at få det godt igen. Og jeg tror også, at du må prøve at komme frem til en erkendelse af, at du er i en rigtig hård periode i dit liv, og dit liv ikke er som alle andres - men at det godt kan blive sådan en dag, men ikke lige nu. Du må prøve ikke presse dig selv hele tiden, så du netop får de her skyldfølelser, som du selv beskriver, og som er med til at gøre det hele værre. Det bedste vil være, at du tager tingene i dit eget tempo, og får klarlagt dine egne behov - og ikke depressionens.
Jeg ved ikke om du kender Livslinien, men hvis du ikke har andre at tale med, så vil jeg anbefale dig, at kontakte dem, og særligt når du har en trang til at skade dig selv eller dine selvmordstanker begynder at få overhånd. Det hjælper altid at få snakket med nogen om, hvordan man har det. Du skriver ikke om du har nogen, som du normalt taler med, men ellers kan jeg virkelig anbefale dig, at tale med nogen, og få sat ord på dine tanker. Måske har du en i dit liv, som du har det særligt godt med, og som kan hjælpe dig med at reflektere over nogle af de ting, som jeg skrev ovenover. Det kan være svært fx at se hvilken hjælp, som du egentlig føler er det bedste for dig, og måske kan det være lettere at komme frem til når man taler højt om det.
Jeg håber at du kan bruge mit svar, og jeg ønsker alt det bedste for dig, og håber virkelig, at du snart får det bedre.
Mange hilsner
Pernille