Jeg er ikke som alle andre..

brevkassespørgsmål

Jeg er ikke som alle andre..

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 10 år 4 måneder siden

Jeg er ikke helt som alle andre, men jeg vil bare begynde fra en ende af. Jeg er 15 år gammel og hedder Amalie. Jeg er slet ikke som andre, da jeg er født med en kromosomfejl som gør at jeg ikke kan filtreree oplevelser og generelt den almindelig hverdag som andre :'-( det er så svært ikke og kunne overskue noget som helst. Jeg bor på et opholdshjem for børn med svære psykiske problemer, det er også rigtig fint der, men intet kan alligevel blive sådan at jeg får det nemmere og bedre. Intet kan gøre mig rask og som andre. Jeg går også på en skole, som er tilknyttet opholdshjemmet, da jeg ikke kan gå på en almindelig skole. Selvom min hverdag bliver gjord så struktureret og nem som mulig er det hele alligevel svær at magte hverdagen. Mine forælre besøger mig hver dag men de kan heller ikke hjælpe mig ikke engang min psykolog. Synes det hele er meget meget svært overvejer lidt selvmord for hvis det altid forbliver sådan her gider jeg ikke leve. hjælp mig. hilsen amalie

Svar: 

Kære Amalie!

Tusinde tak for dit brev. Hvor er det flot af dig, at beskrive dit liv og at dele dine tanker og overvejelser med os i brevkassen. Jeg blev meget rørt over, at læse dit brev og jeg håber, at mit svar kan give dig mod på, at bekæmpe overvejelserne om selvmord og lyst til, at leve livet i stedet.

Du skriver i dit brev, at du er født med en kromosomfejl, der gør, at du ikke kan filtrere verden som andre. Du skriver, at du ikke er som "alle andre" og det fremgår tydeligt, hvor påvirket du er af din lidelse. Det må være utroligt hårdt, at blive overvældet livet på den måde og jeg forstår godt, at det er svært for dig at magte hverdagen.

Du skriver, at du bor på et opholdshjem og at du går på den skole, der er tilknyttet hjemmet. Du skriver også, at dine forældre kommer og besøger dig hver dag og det lyder som om, du får hjælp af både dine forældre, hjemmet, skolen og din psykolog til at strukturere din hverdag.

Det gør mig glad at høre, at der er gode rammer omkring dig. Jeg forestiller mig, at du er omgivet af kærlige mennesker, der gerne vil hjælpe dig, selvom det er svært og det synes jeg, er dejligt at tænke på. Din lidelse gør, at livet og hverdagen overvælder dig dag efter dag og selvom du er i trygge rammer, gør det mig trist til mode at tænke på, at en ung og elsket pige som dig overvejer selvmord.

Når jeg læser dit brev tænker jeg på, at vi alle i virkeligeheden er ret forskellige og at vi alle har vores kampe her i livet. Nogle må kæmpe med fysiske problemer, andre må kæmpe med psykiske problemer. Nogle får ikke kærlighed, andre mangler helt basale ting som mad og vand. Ingen er ens og selvom nogle af os har det lettere end andre, bliver vi alle udfordret af livet.

Din lidelse gør det svært for dig og du siger, at intet kan blive sådan, at du får det nemmere og bedre – og jeg tror godt jeg kan forstå, hvorfor du føler sådan. Jeg tror dog også, at tiden og kærligheden kan hjælpe dig til at få det bedre, fordi jeg ved, at du stadig er ung og at du lige nu - er du midt i de aller vanskeligste teenageår.

Som teenager føler de fleste ”at de er anderledes end andre” og mange har ”svært ved at overskue hverdagen”. Du har en lidelse, der forstærker de følelser i dig, men som andre teenagere, tror jeg, at du med tiden vil ændre dit syn på, hvad der egentlig er ”normalt” og jeg tror også, at du med tiden vil blive bedre til at strukturere din hverdag, fordi din hjerne på trods af kromoson-fejlen fortsat udvikler sig.

Jo ældre man bliver, desto lettere bliver det at mærke efter, hvad man kan overskue, hvad man kan lide, hvad man har lyst til osv. Det bliver lettere at strukturere sin hverdag, sine tanker og sine følelser. Det gør det fordi hjernen udvikler sig og fordi vi gennem livet øver os i at gøre de ting hver eneste dag.

Du vil altid have en kromosom-fejl, men jeg tror også at du, som andre teenagere, vil få det bedre og lettere med tiden. Du vil aldrig blive ”som alle os andre”, men faktum er, at vi alle er helt forskellige. Det afgørende lige nu er, at du får hjælp til at øve dig i at strukturere livet og at du bliver elsket af dine forældre og sikkert også af personalet på dit hjem.

Selvom alting virker hårdt og uoverskuelig, så tror jeg, at du på trods af din lidelse kan få et godt og meningsfyldt liv. Måske skal du være bi-avler på en lille ø, kunst-maler et øde sted på landet eller noget helt tredje. Måske vælger du et liv med ro og struktur, frem for et travlt liv i kaos. Der findes i hvertfald et hav af muligheder og vi vælger alle noget forskelligt.

Det kan godt være, at du føler dig anderledes end andre – og det er du måske også, men du er elsket og det er det vigtigste! Din lidelse vil altid være en del af dig, men du er så meget mere end den og jeg håber, at du med tiden får øjnene op for, at du er nøjagtig lige så forskellig som os andre. Jeg håber, at du vælger at give livet en chance. Jeg håber, at du vælger, at tage kampen om mod hverdagen og skaber dig det liv, som du kan overskue og som du drømmer om. For det tror jeg godt du kan.

Det er så flot af dig, at skrive ind til brevkassen og jeg håber, at du kan tale med de voksne, der er omkring dig. Hvis du alligevel skulle have brug for at snakke med en voksen om alle dine tanker, så synes jeg, at du skal prøve at logge in på chatten. Her kan du i ro og fred chatte om alt mellem himmel og jord og vi bliver altid glade for ”at få besøg”.

Kære Amalie – jeg ønsker dig held og lykke med livet og jeg sender dig de aller bedste tanker og ønsker herfra.

1000 knus

Christine

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program