Jeg bliver mindre og mindre

brevkassespørgsmål

Jeg bliver mindre og mindre

brevkassespørgsmål af
Anonym
17 år
Oprettet 11 år 5 måneder siden

Kære brevkasse. Jeg hedder Ida, og vil i/du ik godt hjælpe mig, altså svare mit brev.? Nu skal i/du få min historie, det hele startede en morgen jeg så mig i spejlet. Jeg så ikke mig selv, eller jeg så mig selv men det slog klik i mit hovede. Jeg så en fed person, dengang var jeg 12 år gammel. Denne "fede" person skulle bare forsvinde! Jeg begyndte at smide min madpakke ud i skolen, og var jeg så grådig at spise den, stak jeg en finger i halsen bagefter, fik altid så dårlig samvittighed. Jeg begyndte at springe alle måltider over og erstatte dem med Pepsi Max, det har kun en kalorie. Jeg tæller alle kalorier, det gør jeg stadig. Jeg er idag 17 år gammel, og jeg har været indlagt på en psykiatrisk afdeling 8 gange med anoreksi, jeg har anoreksi! De sidste to år, er det gået ekstremt ned af bakke. Jeg har 4 gange været indlagt på en medicinsk eller intensiv afdeling fordi, min bmi var og er nede på 13. Men jeg skal tabe mig mere, jeg ser mig stadg som enormt fed. Alle siger jeg er så super mager, at de er bange for jeg ik bliver rask før det er for sent, og jeg er død. Jeg er jo så fucking tyk fortjener ik at spise, er grådig. Jeg er idag hjemme i en uges tid, hvis jeg ik får det rigtig dårligt, min mor er ved mig konstant det er så svært hørte hende sige til min stedfar at hun er bange for at gå ind til mig om morgenen fordi hun frygter jeg er død i løbet af natten. Det hele er så svært, ville så gerne kunne være rask, men jeg kan simpelthen ikke! Min anoreksi er så langt ude, jeg kan finde på at skære i min mave for at skære fedt af. Orh det hele er bare så svært, ar svært ved at børste tænder med tandpasta, er så bange for at det feder og jeg tager på. Jeg er indlagt på en psykiatrisk afdeling, med nogle få hjemme dage, som disse dage. Mange gør så meget for at få mig rask, men jeg kan ik blive rask, jeg fler ik jeg fejler noget jeg er jo bare tyk. Det hele gør så ondt, ønsker blot at dø, kan ik mere please svar mig hurtigt. Hurtigt. Savner sådan kunne gøre noget med min lillesøster, men kan ik mine kræfter er opsluppet, kan knapt mere. Kærlig hilsen Ida

Svar: 

Kære Ida,

Jeg vil meget gerne svare på dit brev! Efter at have læst dit brev, kan jeg godt forstå, at du føler at det hele gør ondt, og er uoverskueligt lige nu. Det er rigtig hårdt at gå alt det igennem, og med så mange indlæggelser, som du har gjort.

Du skriver at du så gerne vil være rask, og at du savner at kunne gøre noget sammen med din søster. Og det kan jeg sandelig godt forstå! Og det er de tanker du skal prøve at holde fast i, også når det hele er rigtig svært. Hvis du gør det, så tror jeg på at du kan bekæmpe din sygdom. Men det vil også blive rigtig hårdt, og det kræver at du tager imod al den hjælp du får, når du er indlagt.

 

Du skriver at du ikke er syg, men at du bare er tyk og grådig. Men anoreksi ER en sygdom. Det er en ond sygdom, som besætter ens tanker fuldstændig, og som får dig til at tro på at du er tyk, grådig og ikke god nok. Også selvom det ikke passer. Det er derfor den er så svær at kæmpe imod. Men jeg kan høre at du allerede er igang med at kæmpe imod, og det er godt at høre.

 

Jeg synes, at du lyder som en meget stærk pige - du fortæller at du lige nu er så langt nede, at du blot ønsker at dø, og at dine kræfter næsten er opbrugt. Og alligevel skriver du et brev hertil. Det synes jeg, er vildt flot! Og det viser at du har styrken til at kæmpe imod sygdommen, så du kan begynde på livet igen! Og det FORTJENER du!! Du fortjener at få lov til at leve et liv, hvor du selv finder ud af hvor meget du er værd, og hvor du kan lave hyggelige og sjove ting sammen med din søster, og resten af din familie.

Jeg kan også høre at du er en meget omsorgsfuld pige.  Selvom du selv er så langt nede,  så tænker du alligevel på at du savner din søster. Det er bestemt ikke alle der kan tænke sådan,  så din søster er virkelig heldig at have en storesøster som dig!

Det lyder også til at din mor er meget bekymret for dig. Måske ville det kunne hjælpe dig lidt, at snakke med hende om hvordan du har det, de dage hvor du er hjemme? Måske kunne du fortælle hende når du er ked af det? og i kunne snakke om de ting i vil lave sammen når du ikke er indlagt længere?

Jeg håber rigtig meget, at du vil vælge at kæmpe for livet, og at du ikke giver op! Du er meget velkommen til at logge dig på vores chatrådgivning, hvis du har brug for at snakke lidt, eller til at skrive igen.

Mange tanker fra Helle.

 

 

 

 

 

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program