Hej med dig

Jeg synes du beskriver meget flot og præcist, hvordan det er at være teenager og være lige der i livet, hvor man opdager at livet også giver modspil engang imellem. Og jeg tror der er rigtig mnage unge, som kan genkende de ting du skriver, så forhåbentlig kan både du og andre unge bruge mit svar til noget.

Der er rigtig mange ting der ændrer sig, når man bliver teenager og det er store ting. Du beskriver dem rigtig præcist, fordi det er lige præcist det her med at udseende og at være opdateret betyder mere og mere, og at det kan kræve rigtig meget arbejde og oveskud. Forældrene begynder også pludselig at stille krav og det kan godt give nogle store skænderier derhjemme. Venskaber kan ændre sig, fordi man begynder at udvikle sig i forskellige retninger og så er du samtidig ved at løsrive dig fra dine forældre, du er ved at blive voksen, og det betyder tit, at du kan blive ret sur og irriteret på forældre, søskende og andre voksne.. Sådan skal det være og det er ens for alle unge.....Og det tager tid at få alle de nye brikker til at passe sammen.

Det kan føles som om hele ens verden falder sammen og det er ikke altid man ved hvad man skal gøre, for man har måske ikke prøvet at have det på den møde før....og derfor er det måske også derfor du bruger den overskrift, hvor der står, at du ikke føler der er nogen grund til at leve...så hvad skal du gøre?

Jeg tror først og fremmest, at det er vigtigt at acceptere, at det er svært lige nu. At det lige nu handler om, at du er ved at blive voksen og er ved at opleve hvad livet også handler om, nemlig at det går op og ned og at der også kan være meget modstand. Men du skal også vide, at den modstand faktisk er meget vigtig, fordi det er den der gør dig stærk og udvikler dig som menneske.

Det andet og det er nok det vigtigste, det er at du får fortalt dine forældre hvad der lige nu er på spil for dig. Få fortalt at du lige føler dig presset og at det kan være lidt svært.
De ved godt hvordan det er at være teenager, for de har selv prøvet det, og jeg tror det kunne være rart for dig at få fortalt dem om det. Det vil betyde, at det var lettere for dem at hjælpe dig (måske kunne i også snakke lidt om de krav de stiller), men det ville også betyde at du en anden gang nemmere vil kunne fortælle dem når det er svært.

Omkring det med venner, udseendet og alt det pres, så er det svært at give et råd. På den ene side ved jeg godt hvordan det er og hvad du som ung skal leve op til og på den anden side vil jeg gerne fortælle dig, at jeg synes du skal være dig selv og ikke prøve at leve op til noget som du ikke selv synes er fedt. For eksempel at du skal gå med dem du godt kan lide, uden at tænke på konsekvenserne. Men jeg ved godt hvordan virkeligheden er.

Alle de her ting ændrer sig i løbet af et par år, fordi så er alle blevet lidt mere voksne og lige pludselig så handler det mere om hvordan man er som menneske end hvordan man ser ud... så det kan du jo glæde dig til.:)

Jeg synes det er synd, at din hest begyndte at ændre sig og at du blev bange for den, fordi det kan være både rart og vigtigt, at have et frirum og sted hvor man er glad og tryg, og hvor man kan have tid til at tænke lidt over det hele. Derfor er en af de ting du kan gøre, at finde et nyt frirum. Hvis ikke det er muligt at ride på en anden hest og på den måde få glæden tilbage med ridning, så kunne der være andre ting som du også synes er sjovt. Noget idræt, dans, musik, maling osv.For jeg tror du har ret i, at der tit kan være nogle dejlige venskaber, når man laver noget sjovt sammen. Prøv at overveje det..

Jeg kan godt forstå det generer dig, at dit venskab med hestepigerne har ændret sig lidt og det er nok meget naturligt. Og jeg tænker på, om du er nød til at slippe hele den hesteverden, fordi det lyder til at den har betydet meget for dig. Kunne du ikke stadig komme og være en del af den, uden at skulle ride. Det kunne være de manglede emn til at hjælpe når der skulle trænes, til noget praktisk. Eller måske kunne du også snakke med træneren om hvordan du kunne arbejde med at du blev bange, så du igen på et tidspunkt kunne ride på en hest? Kunne det også være noget du kunne snakke med dine forældre om, måske ville de gerne støtte dig med at komme i gang igen?

Jeg har fundet en artikel i Vi Unge, som jeg synes du skal prøve at læse og der står en del om det her med forældre også. Jeg synes også den giver et meget godt billede, hvordan det er at være teenager.

Så kære du.. på den ene side er det meget normalt det du oplever, selvom det er svært, men på den anden side skal du ikke bare acceptere at du har det svært. Jeg synes du forsøge at gøre nogle gode ting for dig selv, ændre nogle ting og bruge de mennesker du holder af og som er omkring dig.

Venlig hilsen
Erroll