noget kan jeg gøre?

brevkassespørgsmål

noget kan jeg gøre?

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 14 år 10 måneder siden

Hej:) - ehm.. ja alså det er ik sårn rigtigt MIT problem, men jeg bekymre mig bare.. en af mine veninder, faktisk en af mine bedsteste veninder, taber sig.. og det er ik bare et par kg. det er meget:s vi er begge ikke ret høje, omkring 170, og hun er gået fra 60 kg, til 48 kg nu.. vejer selv 56 kg. og jeg træner en del:) så det er muskler hehe, men min veninde, ( vi kalder hende li sofie) sofie spiser mindre og mindre, og det har hun gjort gennem lang tid, hun afviser, hvis man spørg om ngoet er galt, men jeg er bange for hun måske har en spisefortyrrelse? hun blir tyndere og tyndere, og hun kritisere hele tiden sig selv:/ hun har en masse billeder på sin computer af modeller, og piger som er ultra tynde :s i mine øjne, alt for tynde! men hun sys de er pæne.. hun snakker om at hun vil være perfekt, hun vil bare være tynd:/ har læst nogle ting hun har skrevet på sin mobil, noget som hun læser når hun er ked.. nævner lidt af de ting der står " når jeg blir tynd, blir jeg attraktiv, spis ikke uden at føle skyld, straf dig selv, efter indtag a ussund mad" og en masse andre ting:S? sys det lyder sygt?:/ men er der noget jeg ka gøre for at hjælpe hende, eller snakke med hende? vil ik ha hun ender med at bli så tynd at hun intet kan.

Svar: 

Hej med dig

Jeg vil gerne starte med at fortælle dig, at det er stærkt at du på den måde opsøger hjælp og information omkring det du oplever din veninde går igennem. Der er mange som ikke tør eller ikke ved hvordan de skal reagere når en veninde eller et familiemedlem har det svært, og så ender det med at man ikke gør noget. Flot.

Ud fra det du har oplevet og på den måde du beskriver din veninde, så er det tydeligt at hun har det svært lige nu. Ud fra de tal du nævner og den måde hun reagerer på, så vil jeg sige at hun har en spiseforstyrrelse, eller er på vej ind i en.

Jeg ved ikke hvor meget du ved om spiseforstyrrelser, men mange gange handler det om at en person har det svært med nogle ting i livet. Det kan være forældre, ens selvværd eller noget helt andet som fylder meget inden i. For at kunne holde det ud, så kigger man efter noget man kan styre og være god til. Nogle vælger kroppen og maden. 

Jo mere man fokuserer på det, jo sværere kan det være at komme ud af. Og du har ret i at hvis det fortsætter kan det blive farligt for din veninde.

Du kan læse meget mere om spiseforstyrrelser her på LMS`s hjemmeside. (landsforeningen mod spiseforstyrrelser).

Mange piger der har en spiseforstyrrelse, eller er på vej ind i en, har svært ved at snakke om det. Måske synes de ikke selv de har et problem, eller også er det for svært at snakke om. Men derfor mener jeg ikke du skal lade være med at prøve..

Jeg vil foreslå dig at gøre to ting:

1. Først synes jeg du skal snakke med dine egne forældre om det. Det kan godt være svært at skulle snakke med en veninde om en spiseforstyrrelse, og jeg synes du har brug for en voksen som DU kan snakke med om det og som kan støtte dig.

2. Hvis du har mod på det, så synes jeg du skal fortælle din veninde, at du er bekymret for hende og at du er bange for at hun er på vej ind i en spiseforstyrrelse. Prøv at fortælle hende at du gerne vil hjælpe hende og om hun kunne tænke sig din hjælp.

Det kan godt være en svær snak og måske kan du, sammen med din mor, få lidt inspiration her. LMS kommer med nogle gode råd man kan bruge når man kan snakke om de her ting. Det er mest til pårørende, men det er også godt til en god veninde.

Hvis hun gerne vil have din hjælp og støtte, er det vigtigt at i tager kontakt til en voksen som kan hjælpe jer. Det er et for stort ansvar for dig at stå alene med, specielt når hun kun vejer 48 kilo, fordi det kan være sundhedsfarligt.

Det kunne godt være din egen mor, eller en god lærer, men jeg vil også anbefale hende at gå til sin egen læge. Hendes læge kan bedre vurdere hvad hun har brug for lige nu.

Hvis hun vælger at sige nej til din hjælp, så skal du igen snakke med din mor og så vil jeg foreslå at i sammen snakker med hendes lærer, eller hendes forældre. På den måde sørger du for at der er nogle voksne som kan gå ind og tage ansvaret, og give hende den hjælp hun har brug for.

Jeg ved godt det er en svær situation for dig, og din veninde er heldig at have dig som veninde. Du har sat nogle gode ting i gang og det sidste råd jeg lige vil give dig er, at du også kan logge dig på chatten her i Cyberhus. Her sidder der voksne der gerne vil chatte og lytte til dig, hvis du har brug for støtte. Den har åben hver mandag til torsdag kl. 14-19.00

Venlig hilsen

Erroll

Niels-Christians billede
Niels-Christian fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program