Kære dig,

Jeg vil først fortælle dig, at vi er her ikke for at dømme nogen, kun at hjælpe al det bedste vi har lært, så det må du endelig ikke være bange for. Jeg vil forsøge at hjælpe dig, så godt jeg kan.

Jeg forstår dine frustrationer, det virker som om, at du har en hel del bekymringer, tanker og følelser, som du slås med, fordi du har følelsen af dit liv burde gå anderledes frem, end det gør nu. Der er en verden af muligheder, som du kan drage nytte af, men det kan være en svær jungle at finde rundt i, og det vil jeg gerne komme tilbage til lidt senere. Men først vil jeg prøve at lette nogen af dine bekymringer.

At du har følelsen af, at du belemrer din far vil jeg råde dig til, at prøve at ligge langt væk på en hylde. Jeg er sikker på, at din far vil dig det bedste, og at han vil gøre sit for at hjælpe dig til, at du får det bedre. Hvis du prøver at ligge den lang væk oppe på en hylde, vil det måske være en mindre bekymring, der tynger dig. Jeg møder meget ofte unge der ligesom du tænker at de er til besvær og ikke vil belemre. Faktisk tror jeg de fleste mennesker vil være glade for at blive "belemret" med den her slags bekymringer. Det betyder nemlig at vi får en chance for at hjælpe dem vi holder af. 

Du fortæller mig, at du ofte bare siger til andre, at du bare er sådan okay, og at du nok skal klare dig. Jeg tror, det er virkelig vigtigt, at du fortælle ærligt og åbent omkring, hvordan du har det. Det er altid vigtigt at sige, hvordan man har det, for ellers er det vanskeligt at hjælpe nogen. Og det kan være svært, at finde ud, hvad der skal til for, at du lige får den rette hjælp. At være psykisk sårbar kan godt være et tabu for nogen, men giver ingen mening. Mere end halvdelen af alle danskere oplever før eller siden i deres liv at de er psykisk sårbare, på en eller anden måde. Det er altså fuldstændig normalt. Det er ikke noget, som du skal være flov over overhovedet. Hvis du oplever, at folk dømmer dig på det, skal du virkelige tage mit ord for, at så er det dem, der har et problem, og ikke dig! 

Du spørger til, hvad borderline er. Jeg kan i grove træk give dig nogle facts om det. Men jeg synes også, at det er vigtigt, at når du snakker med din psykiater, at du ganske enkelt siger; at du godt kunne tænke dig lidt mere forklaring, så du kan forstå det. Det er meget for dig at tage det ind, så det er helt naturligt, at du godt må vende tilbage og stille spørgsmål. Det er deres job, og det er de vant til. Men bordeline er en diagnose, det vil sige en sygdom, som en psykiater stiller, hvorefter den gennem terapi, med eller uden medicin, kan behandles. Man får som regel diagnosen stillet i teenageårene, nogle vil leve med diagnosen resten af sit liv, og nogle "vokser" fra den. I bund og grund er borderline en forstyrrelse i hjernen, som på forskellige måder kan vise sig, og som gør en mere eller mindre sårbar eller udfordret i forskellige sammenhænge, f.eks. kan det være, at man har tvangstanker eller at man f.eks. trækker sig fra sociale arrangementer. Du kunne f.eks. spørge din psykiater, hvilke måder, de har kunnet stille den diagnose ud fra dig. Men det er vigtigt, tror jeg, at du ikke tænker dig selv som en diagnose. Tænk på det, som du er dig, og du har en del af dig, som du er lidt mere udfordret af. Du må endelig ikke lade det, at du er lidt mere psykisk sårbar end andre tage styringen af, hvem du er - for du er så meget mere og andet end det.

Jeg vil forsøge at give dig et overskueligt billede af, hvad der er muligheder, som du kan overveje om der er muligheder for dig:

Du har muligheden for at snakke med din socialrådgiver - det er sådan, at vi alle har en socialrådgiver i kommunen, som bliver vores helt egen. Hvis du starter med at spørge din far, om han vil hjælpe dig med at få kontakt til din socialrådgiver, så i kan få et møde omkring dine muligheder. Din kommune vil med garanti have flere forskellige muligheder, måske nogle kursusforløb, som du kan starte blødt ud med i dit tempo. Grunden til, at jeg foreslår dig dette er, at jeg er af den overbevisning, at det er godt for alle, at lave noget på en eller anden led, så man føler, at man er til gavn for sig selv.

Der er samtidig også den mulighed, at du med din fars hjælp, kan få fat i din UU vejleder(ungdoms- og uddannelsesvejleder), som også kan have nogle ideer til, hvad der kunne hjælpe dig. Inden man fylder 30 år har alle en UU vejleder, de har ofte tilknutning til din kommunes jobcenter. Denne UU vejleder har både bud på afklaringsforløb eller uddannelsesforløb eller jobordninger, som kunne være noget for dig.

Du kan også benytte dig af SIND, som er en forening henvendt til alle mennesker som er psykiske sårbare. De har en ungdomsafdeling, der hedder SIND ung, hvor du vil møde unge på din egen alder, som måske også tumler med nogle af de samme frustrationer.

Der er også den mulighed, at hvis du har borderline, at du så kan kontakte bordeline foreningen, der kan du få rådgivning gennem mail, eller på telefon, hvor de ringer dig op.

Jeg vil også råde dig virkelig seriøst til at stoppe med at ryge hash, det gør intet godt for dig. At ryge hash er en flugt fra at forholde sig til, hvordan man på bedste vis kan få det bedre. Hash er for mange en måde at flygte på, og det letter på bekymringerne, tankerne og følelserne, men hash har også den naturlige og kemiske virkning på hjernen, at den giver en periode, hvor man er nede, og at man bliver sløv og doven, og det kan for nogen risikere en depression. Jeg er af den opfattelse, at det faktisk ikke gør noget godt for nogen. Hvis du føler, at du har brug for hjælp til at stoppe, kan jeg anbefale dig netstof, hvor du kan chatte, og du kan også opsøge dem på en adresse i nærheden af, hvor du bor.

Som sagt, så synes jeg, at det er vigtigt, at du ikke tænker dig selv som en diagnose, men mere som et menneske som lige nu er lidt mere psykisk sårbar end andre. Hvis du tænker på denne måde, kan det virke mere overskueligt, og det gør det nemmere for dig at handle i, det vil sige at du kan tage beslutninger, som gør, at du blive mere aktiv og tilfreds med dit liv. Og man kan sagtens leve med det at være mere psykisk sårbar end andre. Forsøg at se det som styrke, at din hjerne nu har fortalt dig, at der er ting, som du skal være mere opmærksom på end andet.

Jeg ønsker dig alt det bedste, og hvis du skulle have brug for at skrive ind igen, så gør endelig det.

Kærligst Thilde