Hjælp!
Hjælp!
Hej.. jeg er en pige på 14 år og har det ikke særlig godt! Jeg tror jeg har en spiseforstyrrelse, for jeg spiser ikke særlig meget og hader decideret mig selv.. jeg er danser og kan ikke se mig selv i spejlet når vi har træning! Og synes jeg er tyk, grim og dum / intet hver! Jeg er 148 cm høj og vejer nu næsten 45 kg. Jeg har et mål om at komme ned på 35 kg inden jul. Jeg har haft det rigtig dårligt det sidste år altså med meget trist humør! Jeg har det sådan at hvis jeg ikke når mine mål (og dem er der efterhånden ret mange af) så ”straffer” jeg mig selv ved at skære i mig. Det er en rar måde at… hvad kan man sige?... kommer over det på. Jeg skal begynde til psykolog her efter sommerferien og det er jeg meget nevøs for! I starten af 7. klasse begyndte jeg at gå med makeup, hvilket jeg aldrig selv havde troet. Jeg kunne simpelthen ikke holde mig selv ud hvis jeg ikke lagde den maske på hver morgen. Jeg græd tit i skolen og min klasse var lidt bekymret for mig, tror jeg. Jeg havde efterhånden ikke nogen fornemmelse om hvem der kunne lide og hvem der ikke kunne. Mine veninder er begyndt at ”vende ryggen til mig”… det er som om at jeg er gledet fra dem! Her i løbet af ferien har det været rart at få en pause fra hverdagen og finde sig selv lidt igen og jeg er blevet en del gladere nu, men jeg er bange for min klasse reaktion på at jeg er blevet ”hende en sjove og livsglade pige” igen. Vi skal have en ny (mandelig) klasselærer og det har jeg det fint nok med, men jeg var bare så glad for vores gamle… jeg kunne virkelig snakke godt med hende og vil gerne fortælle hende at jeg har det bedre, men ved ikke hvordan. Jeg håber i kan hjælpe!...
Hej med dig.
Det er dejligt at høre, at du har haft en god sommerferie, som har gjort at du har fundet dig selv igen og er blevet en gladere pige. Jeg kan godt forstå, at du tænker lidt over, om din klasse vil bemærke din ændring – men jeg er sikker på, at de alle vil være glade på dine vegne, når de kan se, at du har det bedre og ikke græder så ofte mere.
Du fortæller, at du er bekymret for, om du har en spiseforstyrrelse, fordi du hader dig selv, ikke spiser så meget og føler dig tyk. Jeg kan ikke svar på, om du har en spiseforstyrrelse eller ej, for det kender jeg dig ikke godt nok til. Men jeg bliver en smule bekymret for dig, fordi du har det så svært med dig selv. Og fordi det virker lidt som om, at du tror, at dit selvhad vil forsvinde, hvis du bare smider 10 kg.
Det lyder som om, at du er rigtig hård ved dig selv, og at du har utrolig strenge krav til dig selv. Jeg tror, at din trang til at sætte strenge mål og straffe dig selv, hvis du ikke når dem, kan skyldes, at der er noget som du går rundt og er ked af. Nogle gange ved man ikke helt, hvad det er man er ked af – det kan måske opleves som en lidt underlig fornemmelse i maven, eller fornemmelse af bare at være træt af det hele. Hvis man ikke ved hvorfor man er trist, så er det nemt at bilde sig selv ind, at det nok skyldes at man er for tyk. Jeg tror, at der er rigtig mange piger, der kender den fornemmelse.
Problemet er bare at det som gør dig ked af det ikke nødvendigvis forsvinder med kiloene! Man bliver nødt til at finde ud af hvad det er, som gør en så ked af det før man igen kan blive rigtig glad – og derfor er jeg glad for at høre, at du skal starte hos en psykolog.
Jeg ved godt, at det kan virke en smule mærkeligt, at skulle snakke med en vildt fremmed person om de tanker og følelser som er mest personlige. Men det kan faktisk være en stor hjælp! For sammen med psykologen kan du finde ud af, hvorfor du er så ked af det, og hvad der skal ændres, så du kan blive den livsglade pige, som du jo faktisk er. En psykolog er IKKE en tankelæser - så derfor bliver du nødt til at fortæller åbent og ærligt om dine tanker og følelser til ham/hende – for jo mere ærlig du er, jo bedre vil psykologen kunne hjælpe dig. Og du skal huske, at de eneste rigtige svar på psykologens spørgsmål er det, som føles rigtigt for dig.
Jeg kan godt forstå, at du gerne vil fortælle din gamle klasselærer, at du har det bedre igen – det er jeg også sikker på, at hun vil blive glad for at høre. Ved du, om hun stadigvæk er på skolen? Hvis hun er stoppet på skolen, kan du måske spørger din nye klasselærer om han har kontakt til hende, og om han måske kan give hende besked om, at du har det bedre igen.
Jeg håber, at du finder modet til at være åben og ærlig over for psykologen – og så du kan få hjælpe til at bevare din genfundne livsglæde. Hvis du har flere spørgsmål eller behov for at snakke mere, er du altid velkommen til at kigge for chatrådgivningen her i Cyberhus. Chatten er åben mandag til torsdag kl. 14-19 og fredag kl. 13-16.
De bedste tanker
Marianne