Kære Cyperhus.. Jeg kender slet ikke jeres hjemmeside, jeg surfede lige rundt på nettet og fandt jeres hjemmeside.. Så jeg undskylder på forhånd, hvis jeg har skrevet ind til det forkerte sted angående mine problemer.... Jeg er en frisk pige på 15 år, og har en kæreste på 17.. Jeg lever ét ganske normalt liv som alle andre teenage piger gør.. Når folk kigger på mig, ser de mig som den lille glade pige som aldrig gør noget forkert. Men når man kommer inden under facaden, det helt indre er jeg så knust, smadret, og jeg kan fortsætte til imorgen. Jeg har været igennem så mange ting i hele mit liv.. dog er jeg kun 15 år og mener, at jeg har været mange ting igennem er ren overdrivelse.. Men når jeg sidder og skriver alle de problemer ned som jeg har haft, bliver det faktisk til en lang roman.. Siden jeg var lille bitte, havde jeg altid fået min vilje af mine forældre, jeg kommer fra en velhavende familie så jeg får egentlig alt det, jeg vil have.. Hen ad vejen fik jeg den opfattelse at, hvis man skulle gøre en anden glad og lykkelig skulle man bare give gaver, eller genstande.. Jeg troede mine forældre elskede mig, siden de gav mig alle de gaver.. De havde bare aldrig tid til mig, de var selvstændige og drev deres eget firma.. Min hverdag var en daglig rutine, jeg husker det tydeligt.. Nu til dags er jeg vokset op med omsorgsvigt... Jeg har ikke rigtig fået omsorg og kærlighed af mine forældre.. Da jeg var 7 år gammel skulle mig og min søster rigtig tvangsfjernes.. Men mine forældre tog sagen op, og vi vandt.. dvs. mig og min søster boede hos min fars familie i Iran i ét år.. Jeg er halv thailænder og halv iraner.. Jeg har egentlig aldrig følt den familie kærlighed, som der skal være i kerne familier. Jeg går tit rundt og dagdrømmer om familie kærlighed, og hvordan jeg ville have det, hvis mine forældre var glade og lykkelige sammen, som alle andre familier... Anyway.. nogle efter bliver alting forandret! Jeg havde ikke det samme bånd til mine forældre som jeg havde engang.. Jeg prøvede, at tale med dem og vise, at jeg gerne ville have et stærkt bånd til mine forældre, men intet lykkedes. Som tiden gik blev det værre og værre.. Jeg skiftede skole og prøvede noget nyt.. Men det var fuldstændig kaos. Pigerne fra min klasse misundede mig for groft.. Jeg havde alt de nye ting, som ingen af dem havde.. Jeg kunne ikke rigtig forstå, at de gjorde alt for, at få de matrielle goder, jeg forstod dem ikke helt, og hvordan de ting ville give en status... Min veninde som hadet mig for, at jeg ejede de genstande som hun ønskede, var ude på at spolere mit liv.. Hun meldte min far til politiet for vold.. Jeg indrømmer, at min far ret streng.. Det er vel også klart når han er Iraner.. Jeg mistede alt værdi i huset... Alle var ligeglade.. Min søster kiggede ikke éngang på mig... Min mor sagde bare :" Jamen, du er da heller ikke for klog pigebarn!" Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle stille op med mig selv? - Jeg overvejede selvmord, og planlagde det faktisk.. Jeg tog Ipren piller, men lige efter fortrød jeg.. Så jeg kastede det hele op.. Jeg havde det dårligt med mig selv og prøvede, at søge trøst i maden.. Jeg spiste og spiste endnu mere indtil jeg tog på.. Da jeg så mig selv i spejlet begyndte jeg, at græde.. Siden jeg var lille, var jeg altid den smukke lille pige.. Og pludselig blev jeg stor og grim.. Alt min selvtillid forsvandt og jeg blev cutter.. Jeg skar i mig selv, det gjorde så ondt indvendigt, at jeg slet ikke kunne mærke noget da jeg skar i mig selv... Jeg blev mere og mere ensom, jeg udelukkede alle fra mit liv bortset mig selv.. Jeg var ligeglad med folks meninger, jeg blev mobbet og drillet i skolen.. Men jeg gjorde intet ved det, da jeg troede virkelig på, at jeg var ingenting værd og bare var en ting, der kom til verden fordi to voksne mennesker havde samleje og fik ét uønsket barn.. Jeg fortsatte med min usunde levestil og blev virkelig overvægtig, jeg tog chancen og trænede det væk.. Det lykkedes mig skam! Men lige da jeg troede, at alting ville blive perfekt igen i mit liv skulle mine forældre skilles.. Det gjorde simpelthen så ondt, at jeg mistede lysten til alt! Jeg blev mere og mere passiv i skolen.. Jeg talte ikke med én eneste fra min klasse.. Jeg manglede virkelig én jeg kunne få noget omsorg og kærlighed af. Jeg fandt bare aldrig den person, så jeg valgte bare at lyve overfor mig selv og sige, at jeg var glad og lykkelig selvom jeg var ked af det og knust inderst inde! Jeg løj for, at jeg skulle glemme mit "rigtige jeg" Hen ad årene byggede mig min facade.. Jeg var virkelig "iskold" Jeg havde ikke længere følelser for nogen eller noget overhovedet! Indtil der kom en dreng gående ind i mit liv.. Han gjorde mig virkelig lykkelig.. Han var mit livs kærlighed, jeg følte virkelig, at jeg havde noget jeg kunne leve for.. Hver morgen stod jeg op med ét smil på læben.. Sådan fortsatte det i nogle måneder, indtil mig og ham fandt sammen.. Vi var det mest lykkelige par nogensinde! Jeg begyndte, at få det godt med mig selv igen.. Jeg følte ikke rigtig at jeg skulle være nervøs for noget?.. Indtil mit livs kærlighed fortalte, at han var stofmisbrugere, kriminel, og pusher.. Min verden faldt sammen! Den væltede bare! Jeg var så ulykkelig! Jeg søgte omsorg hos en kriminel dreng? - På den anden side bed jeg i det sure æble og tænke " Hmm, jeg elsker ham... Så skal jeg også acceptere ham for den han er!" Mig og ham var kærester i 1½ år.. Det gik egentlig meget godt, og vi var begge glade for hinanden.. Men der var VIRKELIG mange nedture, hvor jeg græd i søvne og ville tage piller igen.. Indtil han gik fra mig på min fødselsdag.. Det var så forfærdeligt! På min egen fødselsdag sad jeg med tårer i øjne, da jeg skar kagen over til alle gæsterne.. Jeg var utrolig ulykkelig! Jeg begyndte at hade mig selv.. Jeg troede, at jeg ikke var god nok til nogen.. Derfor valgte jeg igen, at finde trøst i maden så jeg overspiste igen og isolerede mig selv for min omgangskreds.. Jeg takkede nej til fester, byture, og shoppeture med tøserne.. Jeg søgte virkelig efter en der kunne give mig den omsorg jeg havde brug for.. Til sidst endte med, at ingen havde respekt for mig længere efter jeg takkede nej så mange gange.. Jeg blev drillet og mobbet hverdag næsten.. Jeg var ikke en del af klassens fællesskab længere! Jeg tog direkte hjem efter skole, og lavede mine lektier.. Og sådan var det igen dagen efter.. Nogle måneder senere, havde jeg lyst til en shoppetur.. Jeg tog min bedsteveninde med.. Jeg fik øje på en virkelig sød sommerkjole, så jeg prøvede den.. Det gik op for mig, at jeg var gået fra størrelse Xsmall til Large.. Jeg gik fuldstændig i chok! Jeg troede ikke med mine egne øjne! Og da jeg lagde mærke til alle de ar jeg har på min arme og ben på grund af cutting.. Jeg følte at jeg skulle have ét skub ind til den rigtige "livs bane" Jeg sultede mig selv, og spiste så mange frugter og grønsager som muligt, og jeg brugte flere måneder på, at træne i fitness.. Da jeg endelig tabte mig, havde jeg det godt i nogle måneder.. Ingen følte jeg som om, jeg var ingenting værd og virkelig søgte efter en der kunne give mig omsorg og kærlighed.. Endelig!!! 2½ måned efter finder en.. Han er virkelig jordens dejligeste dreng! Han gav mig den kærlighed, omsorg og respekt! Det jeg søgte efter.. Jeg blev hurtigt knyttet til ham, og elskede ham virkelig højt.. Han elskede også mig.. Han sagde de sødeste ting mig.. Jeg blev helt smirget.. Jeg følte virkelig at han var min eneste ene! Jeg drømte om fremtiden sammen med ham.. Jeg kastede mig ud i ting, jeg valgte ubeskyttet samleje.. Jeg havde haft samleje før.. Men det var bare med beskyttelse og ingen kærlighed.. det skulle bare gøres.. Jeg tænkte mig slet ikke om mine handlinger.. Jeg var blevet total spontan... Hovsa, 3 uger efter finder jeg ud af, at jeg var gravid.. Fedt! Jeg blev så syg! Jeg havde det ufattelig dårligt! Jeg kastede op, havde feber, og hvad ved jeg... Men faren til barnet var der selvfølgelig for mig og han sagde, at uanset hvad blev han hos mig.. Så det var en dejlig støtte at få.. Jeg var kun gravid i nogle uger.. også tabte jeg det... Jeg var så ulykkelig! Men lod som ingenting foran mine veninder.. Indtil jeg en dag valgte at fortælle dem sandheden.. De troede ikke på mig, og krævede min læges nummer for, at få beviser om det var sandt.. Jeg blev så sur og indebrændt at jeg fik barnets far (min kæreste) til at ringe og forklare dem hele.. De troede heller ikke på, at jeg havde en kæreste på 17?.. De troede det var fis og løgn for, at få opmærksomhed.. Da han endelig ringede og forklarede tøserne det hele.. fra punkt til punkt med ALLE detalger sluttede diskutionen.. Og alle stod med julelys i øjne, da de så den kæde jeg fik af ham, og de ting han sagde via telefonen.. Når jeg tænker på det hele synes jeg selv, at det er åndssvagt og meningsløst.. Jeg vil gerne glemme det hele! Det gør ondt.. Min kæreste er der for mig, og det sætter jeg stor pris på.. Hans familie er der også for mig.. Jeg vil virkelig gerne væk fra min omgangskreds.. Det gode er at min kæreste bor på Vestjylland og der er dejlig stille.. + han er lige flyttet hjemmefra pga. lang distance til arbejde. Jeg må ikke tage hjem til ham og sove hos ham for min mor?.. Hun mener det er forkert, da hun kommer fra en kultur hvor drenge og piger I K K E må ses.. Jeg føler som om, at jeg er omringet i lort, beklager det grimme ord.. Men jeg trænger til noget fred i livet.. Alle mennesker ser mig som den ensomme og hjælpeløse pige.. Det gør ondt, når jeg tænker tilbage på min fortid.. Nogengange vil jeg bare flytte over til kæresten, men kan ikke.. Hvis min far finder ud af det slår han mig ihjel.. Det samme gør min mor.. Lige pt. Har jeg kun min kæreste og hans mor.. Håber i kan guide mig frem, efter i nu har fået ét langt brev fra mig.. Tusind tak på forhånd... (-: OBS: Det er virkelig fedt, at der findes frivillige mennesker som gider, at hjælpe teenagere med deres problemer! Det sætter jeg virkelig stor pris på!