Selvmordstanker?

brevkassespørgsmål

Selvmordstanker?

Hej Jeg ved ikke lige helt hvor jeg skal starte, men jeg er i lidt tvivl om jeg har selvmordstanker. Ved godt det lyder lidt mærkeligt, at man kan være i tvivl, men jeg synes det er svært at mærke forskel på tanker omkring selvmord og så selvmordstanker. For tiden har jeg det ikke særligt godt, fordi det går rigtig dårligt i min familie, som er meget ramt af psykisk sygdom og alkoholmisbrug. Begge mine forældre er meget stressede og skændes en del, når de ikke har det så dårligt, at de bare ligger og ser fjernsyn og man slet ikke kan snakke med dem. Jeg er den eneste i familien, som ikke er psykisk syg og jeg skal derfor forholde mig til ret mange ting hele tiden, og jeg kan mærke at det også går udover mine karakterer i skolen og mit forhold til mine venner, fordi jeg må aflyse mange ting for tiden. Jeg sover også rigtig dårligt, og kan slet ikke samle mine tanker, når jeg forsøger at slappe af. En af mine lærere ved det godt, fordi hun havde lagt mærke til, at jeg var meget ked af det og så ville hun gerne snakke med mig om hvorfor. Så nogle gange, når det bliver for meget, snakker jeg med hende. Det er rart og hun er rigtig sød. For noget tid siden begik en af mine venner selvmord, og det ramte hele vores skole og mig og alle mine venner ret hårdt. Bagefter snakkede jeg med min lærer igen, og der spurgte hun mig om jeg nogensinde havde haft selvmordstanker og om jeg havde nu. Jeg svarede ret hurtigt nej, fordi jeg synes det virkede helt vildt voldsomt, da hun spurgte om det. Men efterfølgende har jeg tænkt rigtig meget over det, fordi jeg faktisk er blevet i tvivl om jeg har selvmordstanker. Jeg tænker rigtig meget på hvorfor min ven valgte at gøre det, og jeg forsøger hele tiden at forstå ham. Og det mest skræmmende er, at jeg faktisk godt kan forstå det på nogle måder, selvom der også er mange ting der ikke giver mening. Nogle gange har jeg dage, der er så dårlige, at jeg tænker på hvad der ville ske, hvis jeg slog mig selv ihjel. Specielt om det ville være lettere end at løse alle problemerne, fordi det kan virke så uoverskueligt. Og så føler jeg, at jeg godt kan forstå hvorfor min ven valgte at begå selvmord, fordi det pludselig virker som den eneste måde at stoppe alt smerten på. I starten virkede det meget fjernt, men jeg tænker det oftere og oftere nu, og jeg bliver ret bange hver gang. Jeg får også tit tanker som "hvis det hele går galt kan du altid slå dig selv ihjel senere", fordi jeg pludselig er begyndt at se det som en løsning, selvom jeg ikke har lyst til at dø. Jeg er bare så vred på min familie, at jeg ikke har lyst til at være sammen med dem, men jeg føler heller ikke at jeg bare kan lade være med at se dem. Jeg har rigtig mange gode venner, en god klasse og gode fritidsinteresser, så det er overhovedet ikke fordi jeg føler at livet ikke er noget værd - nogle gange synes jeg bare der er mere dårligt end godt, og så kan det være svært at finde en grund til at kæmpe videre. Men jeg er i tvivl om, hvornår man har selvmordstanker og hvornår man bare tænker meget på noget, fordi det pludselig er kommet meget tæt på fordi en anden har gjort det. Havde virkelig aldrig forestillet mig, at jeg skulle være typen der fik selvmordstanker, men jeg synes alle de her refleksioner er skræmmende. Jeg er også begyndt at have rigtig meget lyst til at skade mig selv, selvom jeg aldrig har gjort det før. Når jeg træner så meget, at jeg får rigtig ondt bagefter, synes jeg det gør at noget af det psykiske pres forsvinder og derfor tror jeg, at jeg får lyst til at skade mig selv for at få den samme følelse hurtigere, når det pludselig brænder på. Men det er jeg også rigtig bange for, og jeg har ikke lyst til at skære mig selv og få ar, jeg er bare så ked af det hele tiden og stresset. Jeg har snakket med min lærer om mange af de ting med min familie, men jeg har ikke fortalt hende om de her tanker. Jeg synes det er en ret grænseoverskridende ting at sige til et andet menneske. Og jeg har jo heller ikke skadet mig selv endnu eller noget - jeg tænker bare meget på det.

Svar:

Kære dig

Jeg er så glad for at du skriver ind til os, for det lyder virkelig til at du går rundt med nogle tanker som er rigtig tunge at gå rundt med alene.

Først og fremmest så synes jeg at du skal vide at du har gjort dig rigtig mange gode reflektioner om selvmordstanker og selvskade, og selvom jeg godt kan forstå at de virker skræmmende, så hjælper de også med at sætte ord på nogle af de følelser som ellers kan være rigtig svære at sætte ord på. Det kan f.eks. være den følelse, du får på de svære dage, hvor selvmord virker som en løsning på alt det svære, for selvom at du godt ved at selvmord ikke er en god løsning, så er det helt forståeligt at du får det sådan. På den måde kan man prøve at forstå tanken, uden at den behøver at være sandhed. Du skriver at din familie er ramt af psykisk sygdom og misbrug, og jeg forstår det sådan, at du derfor skal tage dig af både dig selv og af dem. Det er ikke rimeligt, at du har fået det ansvar, og det er en meget tung byrde at bære.

Så derfor er det jo helt forståeligt at du nogle gange ønsker at du var fri for det ansvar og for den byrde. Og det er helt okay at du har det sådan. Selvmordstanker eller tanker om, at det hele ville være nemmere hvis man "bare var væk", er noget som langt de fleste af os oplever på et eller andet tidspunkt i livet. Når det så er sagt, så betyder det selvfølgelig ikke, at selvmord er løsningen. Selvmord er aldrig løsningen. Forstå mig ret, jeg kan sagtens forstå, at selvmord virker som den nemmeste løsning, men udover at det betyder en slutning på den smerte, som du oplever, så betyder det også en slutning på alt det gode som du oplever - og som du vil opleve i fremtiden. Og det er jo allerede pga. din familie at du har det svært lige nu - skal de virkelig også have lov til at ødelægge resten af dit liv? Det er ret grovt sat op, men jeg vil vove at påstå, at der findes en bedre løsning. En af de løsninger er, at du snakker med din lærer.

Jeg blev så glad, da jeg læste at du har fundet en som du kan snakke med, og som kan hjælpe lidt når det hele er hårdt. Det lyder også til, at hun holder af dig, og jeg synes faktisk det er virkelig sejt, at hun tør spørge dig om du har selvmordstanker. Det er meget følsomt emne, som mange kan være bange for at spørge om, selvom at det er utrolig vigtigt at få snakket om. Men det er, som du selv skriver, rigtig ofte lige så svært at svare på, som det er at spørge om. Men måske du kan sige det i et brev? Måske du kunne vise hende det brev, du har sendt ind til os? På den måde kan du give hende et indblik i hvordan du har det, uden at du behøver at tænke over hvordan du får det sagt.

Her vil jeg gerne lige gentage, at det du føler og tænker, er helt forståeligt, når man tænker på det ansvar, de bekymringer og vægten af din families smerte og sygdom som du bærer på. Og samtidig er det også helt forståeligt (og rigtig godt!) at du også har glade tidspunkter med fritidsinteresser eller venner. Det ene behøver ikke at udelukke det andet. Du indeholder, som menneske, begge dele. Det gode og det dårlige. Det lette og det tunge. Det svære og det nemme. I nogle perioder kan det være, at det ene fylder mere end det andet, og det kan betyde, at man får tanker om at skade sig selv eller slutte sit liv, men det betyder ikke at du behøver at handle på dem. Og det vil ændre sig. Første skridt er at begynde at sætte ord på. Noget som du allerede har gjort med din lærer, og som du også har gjort ved at skrive herind til os. Jeg håber også, at du vil snakke mere med din lærer, og overveje det med brevet. Hvis du nu har brug for at tage et mindre skridt som en start, så findes der forskellige digitale og telefonrådgivninger som du kan bruge. Her kommer en række af dem som jeg tænker vil være nyttige for dig:

BRUS (eller TUBA): Når man er ung i en familie med et alkoholproblem, så påtager man sig tit mere ansvar end man skal/kan. Det er derfor vigtigt at man har nogen at snakke med, som kan hjælpe en med at sætte grænser. BRUS og TUBA tilbyder begge rådgivning og behandling til børn og unge i familier med rusmiddelproblemer. Hos BRUS er der en chat hver torsdag aften, hvor du kan få sat nogle flere ord på, hvad du oplever derhjemme og hvordan det påvirker dig. De har også individuelle samtaler, gruppeforløb med andre unge og familiesamtaler. Hos TUBA er det nogenlunde det samme. Forskellen er at TUBA dækker flere steder i landet, men du kan se på deres hjemmesider, hvor nærmeste afdeling er. Du kan være anonym hos begge. Hvis du nu ikke bor i nærheden, så vil jeg meget gerne opfordre dig til at besøge deres chat alligevel - der kan du få hjælp til at finde noget i din kommune.

BedrePsykiatri: Det her er en organisation, som hjælper pårørende til psykisk syge. Ligesom når man lever med en misbruger, så er det meget opslidende og hårdt at leve med en psykisk syg person. Man kan aldrig vide sig helt sikker på hvad der skal ske eller hvordan deres humør vil være. Det er med til at stresse, og man har brug for at lære hvordan man passer på sig selv. Hos BedrePsykiatri har de en brevkasse, og du kan være anonym. De deltager også som gæsterådgivere i vores gruppechat her på Cyberhus d.12 april. Du kan læse mere om gruppechatten her.

Psykiatrifonden: Nogle gange kan det også være hjælpsomt at få information om den psykiske sygdom som skaber problemer i hjemmet, fordi man så bedre kan forklare ting til sig selv. Man kan måske bedre forstå hvorfor der sker hvad der sker, og det står mere klart at det ikke er ens egen skyld at tingene er svære. Hos Psykiatrifonden har de også en telefon, chat og brevkasse rådgivning, og du er anonym.

Jeg håber virkelig at du kan bruge mit svar, og jeg synes at det er rigtig vigtigt at du bliver ved med at øve dig i at sætte ord på det der er svært. For jo mere man øver sig, jo nemmere bliver det at sige det højt til andre, f.eks. din lærer. Husk også at du altid er velkommen i vores egen 1-1 chat eller til at skrive igen.

Jeg ønsker dig alt det bedste!

Kærlig hilsen

Signe

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål