Det bliver aldrig bedre.

brevkassespørgsmål

Det bliver aldrig bedre.

brevkassespørgsmål af
Anonym
20 år
Oprettet 9 år 10 måneder siden

Hej. Jeg har skrevet herinde nogen gange f.eks. det var mig der skrev alle de breve en aften - undskyld. Dreng 19 år 18.10.2011 - Dengang var jeg helt nede i kuldkælderen, og jeg er det sku desværre stadigvæk. Jeg røg først ind på hospitalet også bagefter ind på den psykiatriske afdeling i horsens, den aften jeg havde skrevet sidst. Jeg har fundet mig en psykolog og har fået øget min anti depressive medicin end den højere. Og jeg har siden da kommet ind på social og sundheds skolen i århus, som starter her d. 9 januar.. Og har fået mig en mentor som jeg skal flytte ind til, for at gøre det hele lidt nemmere.. Men.. Men men men... Jeg har psykisk ikke ændret mig siden sidst. Min psykolog og den psykiater jeg snakkede med inde på horsens psyk. sagde selv at jeg bare skulle hjem igen som en del af min behandling.. Men jeg er blevet enormt bange for at jeg aldrig nogensinde slipper af med min depression.. For eks. så her igår, fik jeg et udbrud, hvor jeg sov hele dagen indtil 10 om aften, og da jeg stod op græd jeg over for min far og han blev ved med at spørge om hvad han kunne gøre, og hvad jeg havde brug for... Jeg sagde ingenting til ham, selvom jeg havde lyst til at forklare ham, at jeg ikke tør komme ind på social og sundheds skolen :/ jeg ved allerede på forhånd at jeg ikke klarer det, og at jeg ender med at ødelægge det hele igen. Jeg har sagt det mange gange før til mange mennesker, at jeg virkelig har brug for at folk tager min depression en smule mere alvorligt, da jeg er virkelig er bange for at jeg aldrig slipper af med den :/ . Hvad gør man med en person som ikke vil kæmpe mere? Hvis man er blevet så forbandet træt af at ens sygdom aldrig forsvinder? Jeg tænker konstant på hvad fuck jeg skal gøre.. Jeg har jo fundet ud af, at selvmord - det kan jeg ikke.. Hvorfor kan man ikke tage valget om man selv vil leve eller dø :/ jeg har kommet til at råbe til min far i dag, om at han er fucking egoistisk, fordi han valgte at få endnu et barn for 20 år siden :/ det ville være så meget lettere hvis jeg var demens. eller havde kræft! og at jeg vidste at jeg snart skulle dø :/ jeg ville være 2 sekunder om at accepterer det! jeg kunne virkelig godt bruge et råd om min situation :( . hvis i har lyst kan i læse om hvad jeg skrev dengang jeg skrev sidst til jer :/ .. for så vil i kunne se at jeg virkelig ikke kan komme videre

Svar: 

Kære Dig,

Jeg kan høre at du er midt i en hård kamp, og at du føler at det hele er uoverskueligt og håbløst. Du fortæller at du er bange for at du aldrig slipper af med din depression, og at du næsten ikke orker at kæmpe mere. Jeg forstår godt at det er en meget hård kamp at kæmpe, og at man må blive meget træt, og nogengange være tæt på at opgive. Jeg har læst dine tidligere indlæg, og når jeg læser dem og dit nye indlæg, synes jeg alligevel at der er en forskel. En meget vigtig forskel, der viser at du, selvom du måske ikke kan mærke det lige nu, er kommet nogle kæmpe skridt videre i din kamp!

I dit tidligere brev skriver du om dine overvejelser om piller og selvmord – og nu skiver du at du er kommet dertil at du har fundet ud af at du ikke vil begå selvmord. Du har altså valgt livet – og det synes jeg er et kæmpe skridt fremad, og et meget vigtigt skridt i din kamp!

I svarene på dine sidste breve har Eroll skrevet om den fakkel og det lys der brænder indeni dig – og jeg synes, at det brev du nu har skrevet viser, at det lys er blevet stærkere – fordi du nu har besluttet dig for ikke at dø.

Du fortæller også, at du siden sidst du skrev, har fundet en psykolog, en mentor og at du er kommet ind på Social og Sundhedsskolen – det er jo vildt flot!! Og nogle kæmpe skridt fremad!! Du fortæller at du ikke tør starte på uddannelsen, og at du er bange for at du ikke kan klare det. For det første vil jeg sige, at det faktisk er meget normale følelser og at de fleste unge har det sådan, når de starter på en ny uddannelse. Og da du ikke har det godt lige nu, føles det nok ekstra svært at skulle starte. Jeg synes dog at du skal gøre et forsøg. Faktisk har de på Social og Sundhedsskolen nogle rigtig dygtige vejledere, som både er der for at hjælpe en igennem uddannelsen, men som også er dygtige at snakke med i forhold til problemer, og i forhold til hvis der kommer perioder hvor man har det ekstra svært – så dem synes jeg du skal bruge undervejs! Og selvfølgelig også din psykolog og din mentor.

Jeg synes det lyder til at du har en familie som virkelig ønsker at være der for dig og støtte dig. Du skriver at du havde lyst til at fortælle din far at du ikke tør komme ind på Social og sundhedsskolen, og at du er bange for at du ikke kan klare det – og det synes jeg helt klart du skal fortælle ham, så han kan få mulighed for at hjælpe dig. Jeg kan jo høre på dine breve, at du er rigtig god til at beskrive dine egne følelser. Så kan du få snakket om det hele inden du skal starte. Nogen gange kan det hjælpe rigtig meget, og måske vil det ikke virke helt så uoverskueligt bagefter.

Jeg kan også høre at du er en dreng der bekymrer sig om andre mennesker, og at du måske får lidt dårlig samvittighed når du kommer til at råbe ad din far? Måske du også kunne fortælle ham, at du godt ved at du kommer til at råbe ad ham nogen gange når du har svært, men at du ikke mener det? Det vil han sikkert blive rigtig glad for at få at vide, selvom han sikkert godt ved det inderst inde.

Jeg kan høre at du har det svært, og at du virkelig kæmper en hård kamp. Jeg synes virkelig at dit brev viser at du er på vej i den rigtige retning og at lyset indeni dig er blevet stærkere – og jeg håber virkelig at du vil fortsætte din kamp, så du helt kan bekæmpe mørket! Hvis du har brug for at snakke lidt mere om det hele kan du også logge dig på vores chatrådgivning eller skrive igen.

Mange tanker fra Helle.

 

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program