Kære du.

Det lyder til, at det er rigtigt svært at være dig og du har haft det svært i en lang periode. Jeg kan godt forstå at du er ked af det og måske ikke helt ved, hvad du skal gøre og derfor synes jeg også, at det er rigtig godt, at du har valgt at skrive her til Cyberhus for at fortælle om din situation og dine følelser. Jeg vil forsøge at komme med mine tanker omkring det som du skriver og give nogle råd til, hvad du kan gøre. 

Jeg kan forestille mig, at det må være utrolig hårdt at bo et sted, hvor man ikke føler at man får den hjælp man har brug for. Jeg kan læse i dit brev, at du har det rigtig svært og jeg tænker, at du må føle dig meget ensom? Alle mennesker har brug for kærlighed og omsorg og det har man især, når man er i en svær periode i sit liv og har det som du beskriver. Ingen mennesker kan klare sådanne problemer alene og hvis man føler sig ensom, kan det være endnu svære at håndterer alle de negative tanker der flyver rundt i hovedet. Hvis man går rundt med sine oplevelser og følelser uden at have nogle at dele dem med, vokser de sig større og større og til sidst kan det føles helt uoverskueligt. Jeg tænker, at det måske kan være med til at fastholde dig i din depression og også være med til, at du får selvmordstanker. Når man har en depression er det desværre ikke ualmindeligt, at man har selvmordstanker. Tankerne kan være så stærke, at man begynder at tro at den eneste udvej, virkelig er at tage livet af sig selv. Man kan føle at døden vil være en lettelse, men ofte er det man virkelig ønsker jo bare at få det godt, så livet igen er værd at leve. Jeg tænker også, at det at du skærer i dig selv og ikke spiser er en måde for dig, at forsøge at håndtere de mange svære tanker og følelser der fylder dit liv. Når man skærer i sig selv eller har en spiseforstyrrelse er det ofte fordi man har det så svært, at man simpelthen ikke ved, hvad man skal stille op. Nå man så skærer i sig selv eller sulter, kan det give en øjebliks følelse af at man har kontrol over sit liv og man kan få en følelse af, at man gemmer den smerte, som man går rundt med indeni. Måske du selv kender til disse følelser?

Når man har det som du beskriver er det ikke noget der kan ”gå væk” af sig selv. Derfor synes jeg også, at det er rigtig godt, at du snakker med en psykolog, men det er selvfølgelig ikke særlig godt, at du ikke føler at det hjælper dig. Jeg tænker på, om det kan være fordi du ikke har fortalt hende om de tanker og følelser, som gør at du har brug for at skære i dig selv og holde op med at spise? Det er nemlig rigtig vigtigt, at du fortæller alt det som du fortæller her. Det kan være meget skræmmende at skulle åbne op og fortælle om ting der er så private, men det er den eneste vej til at få det bedre. Det kan godt kræve lang tid, at skulle lære sig selv at være åben omkring sine følelser, men det er noget som alle kan lære. 

Jeg tænker, at det også er noget din psykolog kan hjælpe dig med og hvis du har mod på det synes jeg, at du skal vise dette brev til både din psykolog og en af de pædagoger som du stoler mest på. Det er nemlig også meget vigtigt, at du får snakket med en af dine pædagoger. Jeg kan godt forstå, at det er svært at stole på at de virkelig vil hjælpe dig. Men jeg synes, at du bliver nødt til at tage chancen. Ofte er det sådan, at når man viser tillid til andre mennesker og fortæller dem noget meget personligt og vigtigt, så vil det også meget gerne hjælpe. Selvfølgelig kan man også være uheldig at møde mennesker der ikke fortjener ens tillid og måske har du prøvet at blive svigtet af en du troede du kunne stole på? Heldigvis vil de fleste mennesker meget gerne hjælpe, så jeg synes du skal forsøge at åbne op og snakke med de pædagoger der siger, at de gerne vil hjælpe dig.

En ting som du selv kan arbejde med er, at prøve at vende de negative tanker, når de opstår. Det er noget der kræver en stor indsats, men selv hvis det bare lykkes en enkelt gang, er det et stort skridt. Det går ud på at når du får en negativ tanke, så skal du forsøge at tvinge dig selv til at tænke på noget rart og positivt. Jeg tænker, at det kan føles som om at der slet ikke er nogle rare tanker i dit hovedet, men de er der inde et sted – måske skal de bare graves frem igen.

Selvom det kan føles helt umuligt, at blive glad igen er der andre måder at komme videre på end at vælge døden, at skære i selv eller sulte.  Jeg kan godt forstå, at du må være træt af at forsøge efter alle de år du har forsøgt og det er virkelig også stærkt gået af dig, at du har kæmpet i så mange år. Men det kan blive bedre – det kræver desværre bare ofte lang tid og vigtigt af alt, at du får snakker med nogle om dine tanker og følelser, så du kan få den hjælp, kærlighed og tryghed, som du fortjener at have. Du fortjener at blive glad og få et godt liv! Hvis du har brug for at snakke med nogle, hvor du kan være anonym, synes jeg du skal prøve at gå ind på www.livslinien.dk. Her kan du finde forskellige muligheder for rådgivning og der er fx et telefonnummer til en linje, hvor man kan ringe ind og være helt anonym. Her sidder frivillige voksne, der ved noget om det at have det rigtig svært og da de arbejder der gratis, kan du være helt sikker på, at de virkelig gerne vil hjælpe.

Vh Katrine