Kære "triste mus",

Jeg kan godt høre, at du har det rigtig svært lige nu, og jeg vil meget gerne forsøge at komme med nogle råd til ,hvad du kan gøre.

Du fortæller, at du har haft en alkoholforgiftning, fordi du prøvede at drikke dine problemer væk, og at du også har forsøgt med hash. Det lyder til at du har brugt alkoholen og hashen til at forsøge at flygte fra virkeligheden - eller fra dine problemer? Jeg vil dog lige sige, at jeg synes at det er rigtig flot som du selv beskriver hvordan det hele bare føles endnu værre når virkningen aftager. Og hvordan alkohol og hash kan blive en måde at redde en dårlig dag på. Du lyder til at være meget bevidst om hvordan dette kan føre til en ond cirkel, og meget afklaret med at det ikke er en cirkel du vil ind i. Du lyder som en der har taget en meget vigtig beslutning i dit liv, om at du ikke længere vil flygte fra dine problemer - men at du derimod er klar til at tage det næste skridt, og forsøge at gøre noget ved det. Og det synes jeg er ret sejt!

Jeg vil inddele mit svar i to dele. I den første del vil jeg tage fat i det du skriver omkring at du ikke føler dig tryg i din nye klasse, og den anden del vil jeg tage fat i det du fortæller omkring din familie.

Dit studie: Du fortæller, at du ikke føler dig tryg i din nye klasse, og at dine medstuderende kalder dig for "Houdini" fordi du altid stikker af når det hele bliver for meget for dig. Jeg er lidt i tvivl om, om du oplever at du bliver mobbet i din nye klasse, men jeg synes mest det lyder til at du mere tænker at det er en form for godmodige drillerier? Men i hvert fald fortæller du, at du ikke føler dig tryg i din nye klasse endnu - og at det er den slags der tager tid for dig. Umiddelbart tænker jeg, at der er rigtig mange mennesker der har det sådan, at det tager tid for de fleste, før man rigtig føler at man kan stole på folk. Og at det er helt normalt at have det sådan. Og måske tager det så lidt ekstra tid for dig, fordi du er blevet mobbet tidligere? Og det er der heller ikke noget at sige til. Jeg synes det er rigtig flot at du har forsøgt at snakke med din lærer om det, for det viser igen, at du virkelig selv forsøger at gøre noget ved tingene.

Faktisk synes jeg at dit eget forslag omkring at opsøge studievejledningen på din skole og høre om det er muligt at få en mentor eller noget psykologisk rådgivning, er det allerbedste forslag. En mentor vil kunne støtte dig i forhold til hvad du kan gøre i de konkrete situationer og vil kunne give dig en masse opbakning. Jeg tænker også, at det vil være rart for dig, at have såan en person, som du kan få snakket med omkring nogle af de situationer, hvor du oplever at det hele bliver for meget, så du bliver nødt til at stikke af. Måske vil du også kunne få nogle råd til at tackle de situationer, og måske nogle nye perspektiver på det hele. Så det synes jeg helt klart at du skal gøre!

Din familie: Jeg kan godt høre at du har det rigtig svært med din familie, og det lyder også til at du er ked af, at det er blevet sådan? Du fortæller at du aldrig har tilgivet dine forældre fordi de ikke tog dig ud af din skole, hvor du blev mobbet. Og jeg kan høre at du er blevet mobbet igennem lang tid. Det at blive mobbet er et virkelig stort problem, og rigtig svært at gå med helt selv. Og faktisk kan jeg godt forstå at du er blevet virkelig skuffet over dine forældre. Det lyder til at du faktisk har forsøgt at fortælle dem omkring mobningen (hvilket ellers er svært for rigtig mange), og at du slet ikke føler at du er blevet hørt. Jeg tænker på om det mon kunne være en mulighed for dig, at gøre et forsøg mere for at få dem til at forstå dig? At tilgive er ikke noget man bare lige gør, det er noget der vil tage tid for dig, og måske kræver det også, at du kan få dem til at lytte til dig nu?

Kunne det evt. være en mulighed for dig at tage en snak med en af dem/ dem begge? og så forberede de ting du gerne vil fortælle dem. Du kunne fx snakke med dem om, at du slet ikke føler at de har hørt på dig i alle de år, hvor du er blevet mobbet? at du har haft det rigtig svært, at det har såret dig at de ikke har været der for dig? Hvis du ikke synes at du kan snakke med dem om disse ting, kunne du evt. også skrive et brev i stedet for, eller du kan vise dem det brev du har skrevet hertil. Det brev du har skrevet hertil er rigtig fint, og det fortæller meget præcist hvordan du har det.

Til sidst kan jeg ikke lade være med at tænke, at det er ærgeligt at det hele har ødelagt dit forhold til din bror. Jeg kan godt forstå at det må være svært ikke at være jaloux på ham, når du føler at han får alle de ting fra jeres forældre, som du savner. Men din bror kan vel ikke rigtig gøre for det? Kunne det være en mulighed måske at snakke med din bror om hvordan du har det? måske kunne han være en god støtte for dig? eller måske kunne i bare få et forhold, hvor i kunne lave nogle hyggelige ting sammen?

Jeg håber du kan bruge noget af det jeg har skrevet. Hvis du har brug for at snakke lidt mere om det hele, er du også meget velkommen til at logge dig på vores chatrådgivning. I hvert fald håber jeg at du vil fortsætte med at tage det skridt du er igang med at tage, og få gjort noget ved de problemer du går rundt med, så du kan få det bedre igen.

Mange tanker fra Helle.