Kære du, 

Det er mange ting du har været igennem i dit liv, og jeg er ked af at høre, at du har måtte kæmpe med så mange ting!

At du så oven i alle disse ting har en mistanke om, at du kan være kidnappet, må være rigtig, rigtig hårdt. Især når du føler, at dine forældre ikke tror på dig med hensyn til hukommelsestabet.
Du siger selv, at det er usansynligt, at du er blevet kidnappet. Jeg vil også gerne sige til, at der her i Danmark ikke er så stor risiko for, at man kan være blevet kidnappet, uden det er blevet opdaget. I hvert fald hvis du har et helt "normalt" liv, hvor du går i skole, går til læge, har et personnummer, som du bruger og så videre. Typisk vil man, hvis man har kidnappet nogen, skjule dem for omverdenen, da det ellers ville være for nemt for andre at opdage, at der var noget helt galt. 

Det kan du selvfølgelig ikke bruge til så meget, når tankerne om kidnapning stadig er der. Derfor tror jeg, at det er vigtigt, at du får talt med nogen om de tanker. Også om dette med hukommelsestabet, som du fortæller om. Måske er det ikke dine forældre du skal tale med, hvis du er bange for, at de har kidnappet dig, eller ikke føler de lytter til dig. Er der en anden voksen, som du kan forestille dig at tale med om dine tanker? Måske er der en lærer, som du er fortrolig med. Eller en læge, som du kan vende dine tanker med? Det kan måske føles lidt underligt at skulle snakke med en læge, hvis man ikke går rundt og er syg, men læger er også gode at tale med om ting, der bekymrer én.

Jeg synes i hvert fald, at det er rigtig vigtigt, at du får en snak med nogen om disse tanker. Det må være rigtig ubehageligt at gå og være bange for, at man er i familie med nogen, som man slet ikke skulle være i familie med. Hvis det er for svært at sige højt, kunne du også overveje at skrive det ned i et brev. Jeg synes, at du ergod til at forklare her i brevkassen, hvad det er ud går og er bange for - måske du på samme måde kunne skrive et brev til din lærer eller din læge. Du kan fortælle dem, at du har svært ved at skulle tale om det, og derfor har skrevet det ned for dem.

Hvis du har fået noget hjælp, eller stadig gør det, i forhold til selvmordstankerne, dine handicaps osv., kan det være, at du kunne tale med dem, du har fået hjælp af. Disse mennesker ved også, at du har været igennem nogle ting i dit liv, og forstår måske bedre, hvorfor du går og er så bekymret.

Jeg håber, at du har mod på at tale med nogen om dine bekymringer, for du skulle helst ikke være bange for at gå og høre til de forkerte forældre!

Kærlig hilsen
Janne