Bekymringer om alt for meget

brevkassespørgsmål

Bekymringer om alt for meget

Jeg er 17 år og går i 1.G

Jeg har haft det utrolig svært i en meget lang periode og jeg har svært ved at se hvordan jeg skal komme ud af det.
For ca. 2 år siden fik jeg en spiseforstyrelse. På det tidspunkt gik jeg på efterskole og det ødelagde virkelig min oplevelse desværre. Jeg trak mig fuldstændig socialt, ødelagde et forhold, var ofte bange for at besvimme fordi jeg havde så lidt energi, lagde mig syg for at undgå måltider og blev mere og mere selvdestruktiv. Tilsidst kunne jeg ikke holde det ud mere. Jeg kunne slet ikke være i mig selv uden at føle mig nærmest "tortureret". Derfor fik jeg overtalt mine forældre til at skifte efterskole (det skal siges at mine forældre godt vidst at jeg havde tabt mig meget og min mor tvangsvejede mig også, men de bliver i troen om at jeg ikke har haft en spiseforstyrelse).
På den nye skole var det hele nyt og fantastisk i starten, og jeg begyndte at spise en lille smule igen. Men vanerne blev de samme og jeg gik rundt og lignede en udsultet, træt, livsløs, kedelig pige. Her var foreskellen bare at mine bedste veninde som gik der havde kæreste på og trak sig væk fra mig og jeg kom aldrig helt nok ind og var altid lidt for træt til at gøre det bedre til at føle mig som en del af noget. Så i det hele taget var jeg utrolig ensom på efterskolen. Musik som jeg altid havde følt mig god til var alle bedre til og det er lidt som om at mit selvværd fuldstændig forsvandt i den periode.
Da jeg langt om længe kom hjem igen havde jeg taget en beslutning om at jeg ville have det bedre, jeg ville være "rask" og gymnasiet skulle være en ny start. Det var sværere end som så, men jeg følte faktisk at jeg havde nogenlunde styr på det i en okay lang periode.
Omkring jul begyndte det så desværre at gå lidt ned ad bakke igen og så er det kun blevet værre siden.
Mine karatere er faldet i takt med at jeg fuldstændig har mistet al form for overskud og koncentration og på en eller andet måde vel også fik en form for stress reaktion.
Jeg føler at hver gang jeg sidder til en time, der hjemme og forbereder mig eller til en prøve bliver jeg bare bekræftiget i at jeg bestemt ikke dur til noget. Jeg føler at jeg ingenting har at byde på, at ingen mennesker omkring mig holder af mig, samtidig med at jeg holder så ufatteligt meget af dem. Jeg skændes konstant med mine forældre og ønsker ivirkeligheden bare at de skal lade mig være i fred.
Jeg havde virkelig brug for at snakke med nogen så jeg brugte min eksamensangst som undskyldning over for mine forældre som opstartede et psykologforløb for mig. Det har så taget lidt en drejning så det nu primært er med fokus på alle de ting der er svært lige nu.
Men mine forældre har ikke oseaner af penge og min mor bliver ved med at minde mig om at der kun er 4 gange mere at give af højest og at der skal gå i hvert fald 2 uger imellem.
Desværre er jeg begyndt at lave en smule selvskade for at håndtere min egen fustration over mig selv og den tilværelse jeg ikke rigtig kan finde mening i.
Før har jeg jo fundet kontrol i min spiseforstyrelse, men jeg ved at det er det der har været med til at skabe de negative tanker jeg stadig kæmper så meget med og hvis jeg søger tilbage vil alt blive endnu værre da jeg i forvejen er så utrolig bange for at ødelægge min stundentereksamen på grund af mine tanker og triste tilgang til livet. Jeg holder mine spisevaner i så kort snor. Jeg har så meget kontrol over det at det næsten er uhyggeligt, det er noget der fylder alt for meget i mine tanker, men jeg spiser og jeg får nok, men jeg kan ikke spise foran særlig mange mennesker, knap nok min familie og bedste veninde uden at føle mig forfærdelig og tyk fordi jeg ikke længere ser ud som dengang. Det går mig på at jeg i en hver situation sammenligner og vurderer mig selv både fra mit og andres perspektiv.
Min vigtigste opgave og det eneste jeg rent faktisk føler at jeg kan er at være opmærksom på alle andres problematikker i livet, men det er samtidig en ekstra byrde at være den eneste til at håndtere en veninde med bulimi, en veninde der selvskader osv.
Min bedste veninde som ellers har været der SÅ meget for mig har fået kæreste hvilket er fantastisk for hende, men efterlader mig temmelig alene.
Hvordan skal jeg få det bedre og kan jeg det for jeg har selv utrolig svært ved at se det, men det er samtidig utrolig svært hele tiden at lade som om man har det godt foran enhver for ikke fuldstændig at blive udelukket fra alt og alle.

Svar:

Hej med dig

Du har haft nogle hårde år, kan jeg tydeligt fornemme i dit brev. Og det er ikke mærkeligt, når du har kæmpet med både spiseforstyrrelse, ensomhed, selvskade og stress. Det er allesammen ting, som kan fylde rigtig meget og påvirke hverdagen i høj grad. Der er mange temaer i dit brev, og det er helt forståeligt, at de alle fylder for dig. I mit svar vil jeg dele nogle tanker med dig omkring de forskellige temaer og udfordringer, som du står i.

Du skriver, at du fik spiseforstyrrelse i forbindelse med dit efterskoleophold for 2 år siden. Det at undgå at spise er ofte en måde at prøve at få kontrol - og typisk fordi, man mangler kontrol i sit liv. Det kan være, man har mange tanker eller bekymringer eller at der sker mange svære ting. Derfor kan det føles rart at have kontrollen over noget helt konkret, som f.eks. mad. Det er en kamp, som mange - særligt piger - står i, og som er svær at komme ud af. Når noget fylder så meget, som en spiseforstyrrelse gør, så er det meget naturligt, at det påvirker det sociale liv. Det kan være svært at være særlig meget til stede og være en del af det hele, som du også skriver. Og på en efterskole kan man meget let føle, at man går glip af noget, fordi der hele tiden sker noget. Så hvis du har været træt og holdt dig mest på værelset, så er det er forståeligt, at du følte dig ensom. Oveni det sociale, så oplevede du et nederlag i forhold til musik, som du ellers altid har været god til. Så man kan sige, at det er helt forståeligt, at du synes, det var svært at være dig. Både på efterskolen og også senere hen, hvor du beskriver, at du fik en stress-reaktion.

Når vi mennesker er presset fysisk eller psykisk, så kan vores krop også blive stresset. Og så kan man blandt andet opleve, at man ikke kan koncentrere sig eller man føler sig udmattet, sådan som du beskriver det. Det lyder som en normal reaktion på, at din spiseforstyrrelse og ensomhed har fyldt i dit hoved. Derudover lyder det som om, du også tænker meget over, om folk kan lide dig. Det kan også fylde meget i tankerne, hvis man føler, at man ikke har noget at byde andre. Faktisk kan det gøre helt fysisk ondt i hjertet at føle, at ingen holder af én. Særligt når man, som du også skriver, holder meget af dem omkring én. Der er flere, end man lige tror, som faktisk har mange af de samme tanker som dig. Det er bare ikke noget, man taler særlig meget om. Men der er ikke noget forkert eller mærkeligt ved, at man gerne vil holdes af - vi mennesker er glade for følelsen af at høre til. Den længes vi efter, helt naturligt.

Du skriver, at du i dag spiser, og spiser nok. Det er godtnok rigtig flot, at du har fundet ud af at komme ovenpå igen. Desværre skriver du, at du i stedet er begyndt at være selvskadende. Det sker ind imellem, at man får bekæmpet én udfordring i sit liv, og så dukker der en ny op. Det kan f.eks. ske, hvis man ikke får bearbejdet følelserne bag udfordringen. Du skriver, at du går i terapi, og og det lyder som en rigtig god ide. Her kan I sammen snakke om og finde frem til, hvad der gør, at du har behovet for at føle kontrol igennem både spiseforstyrrelse førhen og selvskade nu. For du fortjener at få et liv, hvor du ikke er plaget af de tunge udfordringer. Desværre har din mor sagt, at pengene ikke rækker. Måske har I allerede være forbi lægen, men ellers kan du med fordel smutte forbi. Her kan du nemlig få en henvisning til en psykolog, sådan at det bliver billigere end ellers. Det kan måske gøre, at du kan fortsætte i længere tid. Du kan også forhøre dig om de forskellige gratis tilbud i din kommune, og om det kunne være en mulighed. Derudover er der forskellige muligheder for rådgivning. På hjemmesiden her, kan du læse om nogle af mulighederne for rådgivning.

Du spørger til sidst, om det kan lade sig gøre at få det bedre. Det er meget forståeligt, at du ikke føler dig særlig optimistisk, når du står midt i alle udfordringerne og føler, at det fylder alt. Det tager tid at få det bedre. Og den tid, det tager, kan føles hård. Men det kan lade sig gøre at komme godt igennem den svære periode, som du er i. Selvom det kan være svært at se det for sig, så kan det godt lade sig gøre at leve et liv uden tunge tanker og trang til selvskade. I behandling kan du få rigtig gode redskaber og vejledning til din hverdag - det oplever du måske allerede. Som du skriver, så kan det være udmattende og hårdt at holde facaden udadtil kørende. Det er meget svært at føle, at man er alene om det. Der er mange, som føler lettelse over at snakke med nogen, som kan forstå ens situation og dele tanker. Måske kender du allerede LMS's hjemmeside om spiseforstyrrelse og selvskade. Her har de en chat. Vi har også en chat på Cyberhus, hvor du kan læsse af og få vejledning og gode råd. Det kan også være, du har lyst til at snakke med andre unge, som kender til de udfordringer, som du står i. Cyberhus har forskellige debatrum, hvor du er meget velkommen til at dele dine tanker.

Jeg vil slutte af med et håb om, at du snart oplever noget fremgang. Det lyder som om, du er en sej pige, som gerne vil have det bedre - brug den vilje til at kæmpe videre, for at få det bedre.

De bedste hilsner fra Mai