Lyst til sex

brevkassespørgsmål

Lyst til sex

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 1 uge 20 timer siden

Hejsa Cyberhus, Jeg skriver for at spørge ind til noget. Jeg personligt har haft den her lyst om at prøve/have sex. Men der er nogle problemer… Altså det er sådan, jeg er rimelig tyk og så har jeg ikke den største penis. Ca 9-11 cm stiv. Men det aller største problem er at jeg ikke kender nogen pige eller har en kæreste, jeg har prøvet mange gange at få en kæreste. Men alle har afvist mig fordi jeg enten har været for “grim” eller “tyk” jeg ved ikke hvad jeg skal gøre… jeg vil bare prøve det af…

Svar: 

Kære anonym

Tusind tak for dit spørgsmål. Det er virkelig stærkt af dig at skrive ind og sætte ord på de tanker, du går med. Og du skal vide, at du bestemt ikke er alene. Rigtig mange unge føler sig usikre på deres krop, bliver nysgerrige på sex og længes efter nærhed og bekræftelse. Især i teenageårene, hvor kroppen og følelserne forandrer sig meget hurtigt, kan det være endnu sværere.

Du skriver, at du gerne vil prøve sex, men føler, at der er nogle ting, der står i vejen. At du er “tyk”, at din penis er mindre end gennemsnittet og at du ikke kender nogle piger. Først vil jeg sige helt klart og tydeligt: Din krop er god nok, præcis som den er. Du er ikke forkert. 9–11 cm stiv penis er helt normalt, og det har ingen betydning for, om du kan få en kæreste eller gode seksuelle oplevelser senere hen. Faktisk handler god sex langt mere om tryghed, respekt og følelser end om udseende eller størrelse.

Det ligger sig jo lidt op af en af tingene du nævner. Når jeg siger god sex handler om følelser mellem to mennesker, kan det måske lyde lidt mærkeligt når man ikke har erfaring. Sex er jo noget kropsligt, så hvorfor handler det om hvad der sker i hovedet? Kan alle piger ikke bare bruges, når det handler om kønsdele? Nej. Det mener jeg ikke de kan. Det vigtigste med sex, omhandler hvordan man har det med den anden person. De sommerfugle man får i maven, den tillid man har med dem, den måde de får en til at føle sig godt tilpas. Både kropsligt og emotionelt. Især når det handler om ens første gang, synes jeg det er vigtigt at have fokus på personen man er sammen med. At ”få det prøvet” bare for at få det prøvet, synes jeg er ærgerligt. Det er en meget sårbar ting at have sex første gang, og hvis man gør det ”for at prøve det”, kan det ende ud med at være ubehageligt og måske endda noget man fortryder.  

Men jeg vil også være helt klar og sige noget, der er vigtigt:
Det er ikke forventet at have sex, når man er 14 år. Mange tror, at “alle andre” allerede har prøvet det, men det passer ikke. Der er ikke et rigtigt tidspunkt at have sex på. Så længe man har det godt i det, er klar og har fundet en person der har det på samme måde, så er det det vigtigste. Om det sker når man er 14, 18, 25 eller senere er ikke vigtigt. Det er helt okay og helt normalt at være nysgerrig, men det betyder ikke, at man skal handle på det endnu.

Du skriver at du er blevet afvist når du har prøvet at opsøge nogen. Det gør ondt at blive afvist, og det kan give følelsen af ikke at være god nok. Men det er ikke sandt. Du er ikke mindre værd på grund af din krop eller fordi nogen har sagt nej. Kærlighed, nærhed og intimitet handler om langt mere end udseende og du vil møde nogen, som kan se alt det gode i dig. Og hvis du virkelig ikke kan slippe tanke om at udseende er vigtig (selvom det ikke er det), så kan jeg berolige dig med at du stadig er i puberteten. Alle er lidt akavede i puberteten. Det er en tid hvor alt er i udvikling, og du kommer til at ændre dig.

Så hvad kan du gøre? Først må jeg nok give dig et svar du synes er lidt træls. Nemlig at væbne dig med tålmodighed. Din tid skal nok komme. Men det er værd at vente på en person der får dig til at føle dig godt tilpas. Jeg tænker heller ikke det ville være rart at være i sådan en sårbar situation som sex, med folk der ville sige dårlige ting om dig. Det lyder virkelig ubehageligt, men jeg lover dig ikke alle vil tænke sådan. På et tidspunkt kommer du til at møde piger, som synes du er sød og tiltrækkende. Piger der får dig til at føle dig godt tilpas med dig selv, og ikke får dig til at tænke så ærgerlige tanker om dig selv.

Jeg har dog også andre tanker end ”blot” at være tålmodig. Som jeg håber jeg har fået understreget godt og grundigt i mit svar, så handler sex om tryghed, tillid og at være i øjeblikket med nogen man holder af. Og min gode mand, det kommer gennem relationer. Du kan prøve at øve dig lidt i at opsøge piger. Ikke for at have sex, men for at blive venner med dem. Det kan nogle gange føles anderledes at blive venner med piger, hvis man kun har haft drengevenner. Men alt kan øves. Og når alle gode forhold er bygget på en god relation eller venskab, så kan man tænke på det som kæreste træning at snakke med piger. Jeg synes ikke du skal snakke med piger ”bare” for at få en kæreste. Men det kan hjælpe med at gøre dem mere menneskelige for dig, og ikke nogen der kan give adgang til sex. Og det kan hjælpe dig senere i livet, når du møder en pige du synes er rigtig sød, og måske gerne vil være kærester med.

Til sidst, har jeg en ting du skal prøve at øve dig lidt på: Tale pænt til dig selv. Din krop er fin som den er. Den holder dig i live, lader dig nyde den mad du kan lide, giver dig ben at gå på og alle mulige andre fantastiske ting. Så du skylder den er at være lidt sødere mod den 😊

De bedste hilsner
Juni fra Cyberhus

cyberhuskarolinebs billede
Juni, frivillig uddannet ungerådgiver hos Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program