Hej Cyberhus. Først vil jeg gerne sige tak fordi I tager jer tid til at hjælpe så mange børn og unge. Jeg håber også I kan hjælpe mig. Mit problem virker måske ikke så stort, set i lyset af så mange andre ting, men det er ved at rive vores familie fra hinanden, så det er stort nok, vil jeg mene. Før sommerferien, ringede min kærestes lillesøster til mig, og sagde at hun var til fest med min bror, som er 14 år (snart 15). Hun sagde at han var fuld, og at de ikke kunne styre ham. Vi skyndte os at hente ham, og tog hans ven med, som vist også have drukket lidt, men slet ikke nær så meget som min bror. Min bror kunne slet ikke stå på benene næsten. Han snakkede helt mærkeligt, og øjnene sejlede rundt i hovedet på mig. Vi kørte ham direkte hjem til mine forældre, som selvfølgelig blev vildt kede af det, og havde været utrolig bekymrede, da de jo troede han sov hos sin ven. Senere fik jeg at vide af min kærestes lillesøsters kæreste (Jeg ved godt det er lidt forvirrende), at han havde set min bror ryge. Mine forældre har meget strenge holdninger til rygning, specielt fordi hele min fars familie er/har være storrygere. Jeg talte med min bror om det, og han tilstod at han havde prøvet det et par gange, men at det ikke var noget for ham. Jeg sagde han burde fortælle det til vores forældre, men han var bange for at de ville blive rigtig sure, og jeg troede det var slut, så jeg sagde heller ikke noget. For et par uger siden, fandt min mor så bare ud af at han havde røget igen. Vi talte med ham om det, og han sagde han ikke kunne love at det ikke ville ske igen. Og det var nok meget godt, for ellers havde han brudt sit løfte, for nu har jeg på fornemmelsen at det næsten foregår dagligt. Mindst to gange om ugen når jeg kommer hjem sidder min mor, far og bror og taler sammen. Dvs, min bror sidder bare og glor dumt på dem eller stirrer fast ned i bordet eller på sine hænder, mens mine forældre prøver at tale ham til fornuft, og høre hvad problemet er! Jeg bliver så gal på ham, for jeg ved at han er en utrolig god dreng, og at han bare skal tage sig sammen. Jeg tror bare ikke han tror nok på sig selv, selvom han klarer sig godt socialt, og har alle evner til at klare sig godt fagligt, hvis han bare gad. Hvad skal jeg/vi gøre? Hvordan får vi ham til at lade være med at sidde og glo ned i bordet når vi prøver at tale med ham? Og hvordan giver vi ham de succes oplevelser han har brug for? Min mor er helt ødelagt, og ingen af os har mere overskud, udover min bror som er pisse ligeglad. Forleden dag fandt mine forældre rygepapir, som man selv ruller. Han påstod han havde købt det over nettet med en ven. De fandt også to lightere, hvor den ene var fra Christiania. Denne påstod han, han havde fået af en ven, men jeg kan ikke lade være med at spekulere på om det er mere end almindelig tobak han ryger? Vi har talt om at gå i terapi, hele familien, men mine forældre har ikke pengene til det. Jeg er på bar bund, please, hjælp os !! Hvad skal vi gøre? Med de venligste hilsner Caroline