Alene
Alene
Jeg føler mig utrolig alene om alting.. jeg for ofte af vide at jeg er en glad, positiv person. Men sådan er det ikke.. min mor hakker på mig, min papfar hakker på mig, venner og folk omkring mig hakker på mig. jeg føler virkelig at jeg er på bunden, min mor skal altid udstille mig, fortælle andre hvor rodet mit værelse er, hvor dårlig jeg er til at lave mad osv. men hun snakker hele tiden om at hun har en depression og at hendes liv er hårdt.. hun glemmer alle andre.. jeg har gået gennem en forfærdelig mørk tid den seneste periode og har op til flere gange bare haft lyst til at slå mig selv ihjel. Min moster- som bor i en helt anden by og som jeg ikke snakker med så ofte har bemærket at jeg ikke har det så godt, men min mor som jeg bor med hver dag har ikke lagt mærke til noget som helst. Min moster sagde at jeg skulle prøve at snakke med min mor og det gjorde jeg så. Jeg fortalte at jeg var ensom, følte mig alene, havde det svært og havde brug for opbakning. Men hun blev sur! hun råbte op om at mine problemer ihvertfald ikke var så slemme som hendes og at jeg bare var et barn.. jeg føler mig fuldstændig værdigløs.... er der noget galt med mig?
Kære du
Det kan være rigtig hårdt at føle sig alene, og jeg kan godt forstå det er hårdt når du ikke får den støtte fra din mor i det, som du har brug for. Og når du føler din mor, papfar og venner også hakker på dig, kan jeg godt forstå du føler det har været en mørk tid på det seneste for dig.
Det kan være rigtig hårdt for børn at have en mor med en depression, for det er ikke kun hende der bliver påvirket af det. At have en depression gør også at man har svært ved at overskue ting, og måske er det derfor at hun ikke har lagt mærke til at du har det svært, og måske er det også pga. depressionen at hun ikke har overskud til at lytte til dine problemer. Men det gør det stadig ikke okay, at du skal bære dine problemer selv og at hun ikke tager dine problemer seriøst, når du kommer til hende med dem. Børn kan have lige så store problemer som voksne – og dem skal ikke der ses ned på.
Du spørger om der er noget galt med dig, og det kan jeg svare kort på: NEJ. Du er værdifuld, og det er jeg sikker på at din mor også ville sige, hvis hun vidste at du følte det sådan. Og jeg kan godt forstå at du føler dig ked af det og alene, når du ikke får den støtte hjemmefra som du har brug for. Du skriver også at du har haft lyst til at slå dig selv ihjel.. Nogle gange kan selvmord virke som den eneste løsning på ens problemer, fordi det kan være svært at overskue hvad man kan gøre.. Men der er altid andre muligheder, og jeg vil lige prøve at komme med nogle idéer for dig, til hvad du kan gøre.
-
Jeg synes det er flot at du prøvede at snakkede med din mor om det, og selvom hun reagerede med at blive sur, så tænker jeg at det kunne være en idé at skrive et brev til hende denne gang. I et brev kan du virkelig få udtrykt dig klart og tydeligt om hvad du har det svært med – og jeg kan jo se på dit brev her, at du er god til at få beskrevet hvordan du har det. Måske hvis hun læser hvordan du har det, kan hun bedre forstå det og vil respektere at du også har det svært.
-
Det lyder til at du har en sød moster, som holder meget af dig. Måske kunne du kontakte hende, og snakke med hende om dine problemer og tale med hende om hvordan din mor reagerede. Jeg har indtrykket af at hun gerne vil hjælpe dig, så din mor enten kan komme til at forstå at du også har det svært og har brug for hende, eller så du og din moster sammen kan finde en løsning på, hvad du kan gøre for at du kan få det bedre.
-
Jeg synes du skal tale med en voksen om de her ting, og hvis din mor og moster ikke er en mulighed, tænker at du måske har en lærer på din skole, som du har det godt med? De fleste lærere vil også rigtig gerne være der for sine elever, og hjælpe dem med at løse deres problemer.
Jeg håber at du vil overveje det jeg har skrevet, og at du forstår at der ikke er noget galt med dig. Det der er galt, er at du ikke får den støtte du har brug for..
Mange tanker fra Heidi