Hej,

Jeg er en pige på 20 som nu er på mit andet sabbatår.
Jeg valgte at tage et sabbatår for at rejse og finde ud hvad jeg ville.
Jeg brugte de første 7-8 mdr på at spare op til at komme ud at rejse og havde en aftale med en veninde om at vi skulle rejse i februar 2013.
Vi begyndte at planlægge og lægge møder med kilroy, og det hele tegnede godt. 
Men det var svært for mig at lægge det til side jeg skulle, da mit arbejde ikke kunne give mig de timer jeg havde håbet og regnet med.
Jeg boede da i en lille lejlighed med min kæreste, som jeg havde været sammen med i over 3 år. Jeg snakkede med min far om det, og tog til sidst ind og snakkede med banken om det.
Jeg fik bevilget en kassekredit på 30.000, da de kunne se jeg var økonomisk stabil.
Kassekreditten var en sikkerhed for hvis jeg ikke kunne få sparet nok op.
Jeg endte med at komme afsted i 3 mdr, som var de bedste i mit liv. Men efter 1 måned, ringede min kæreste til mig i Cambodja og sagde at han havde fundet en anden.
Jeg sad i saksen med en masse udgiter, da lejligheden stod i mit navn. Men jeg besluttede mig for ikke at lade det ødelægge min tur og og istedet brugte jeg af kassekreditten og tænkte at jeg måtte arbejde for at få den ned når jeg kom hjem.
Jeg sørgede for at holde øje med min konto løbende, så jeg havde til en måneds udgifter når jeg kom hjem.
Da jeg så kom hjem blev der trukket en masse ting fra mit kort jeg ikke havde regnet med, da de var over en måned gamle.
Jeg havde ikke været klog nok til at regne ud at nogle ting var lang tid om at blive trukket.
Så endte jeg med en konto i -30.000, og jeg manglede flere møbler i lejligheden, b.la. en seng og en sofa.
Jeg måtte så låne penge af min mormor og tigge mit arbejde om fuldtid. 
De første to måneder sov jeg på en madras på gulvet til jeg fik råd til en seng. De næste mange måneder brugte jeg på at komme på fode igen, uden at det lykkedes mig at få kassekreditten ned. Af og til blev der også trukket en masse renter.
Nu er det næsten et år siden og jeg har kun fået min kassekredit ned med 2000, så den står i -28.000.
Jeg bliver jo nødt til at indrømme at jeg ikke har levet helt spartansk. Jeg har hverken levet af havregryn eller helt undværet nyt tøj.
Det har jeg det dårligt med. Jeg har dog på ingen måde levet i sus og dus heller. Der har hverken været til cafebesøg eller bio ture.

Jeg har nu besluttet at flytte hen hos min far i Jylland, finde mig et job og starte studie i Århus. 
Jeg håber at kunne finde mig et job hurtigst muligt omkring maj måned og få min kredit helt ned og samtidig spare op til indskud til en ny lejlighed.
Men det nager mig hver dag, jeg har så dårlig samvittighed og sover dårligt om natten.
Jeg er for flov til at fortælle min familie og mine venner om det.
Jeg jeg ved at det er min egen skyld, og jeg er bange for at folk vil blive skuffet over mig.
Er jeg urealistisk at tro at jeg kan komme på fode igen på den måde?